Bikefit hos Bikelab i Århus

Redaktøren har været en tur omkring Bikelab for at få et bikefit. Bikelab ejes og drives af Henrik Crone Köser og holder til hos henholdsvis BuhlCykler.dk i Århus V samt Fit og Sund i Skanderborg.

Bikefit – hvad går det ud på?

Et bikefit er, kort fortalt, en komplet opsætning og justering af cyklen, så den passer til lige netop dig. Ved at justere cyklen præcis til rytteren, får man den absolut bedste komfort, man optimerer sin performance og ikke mindst kan man minimere risikoen for eventuelle skader.

Hvorfor få udført et bikefit?

Der kan være mange forskellige årsager til at få udført et bikefit, det kunne eksempelvis være forbi man døjer med smerter eller ubehag efter en tur på cyklen, eller det kan være i forbindelse med genoptræning efter en tidligere skade. Nogle vælger også at få foretage et bikefit alene for at optimere på ens performance, så man får flest mulig watt ud i pedalerne, ligesom andre vælger et bikefit som en forebyggende foranstaltning for at sikre at man har den mest optimale position på cyklen, med fokus på både komfort og performance.

Er bikefit kun for pro-rytterne?

Et bikefit er kort sagt for alle, fra motionisten til licens eller pro-rytteren. Licens og pro-rytterne vil formentlig bruge bikefit’et at sikre de har den mest optimale position på cyklen, så de yder bedst mulig og samtidig forsøger at forebygge eventuelle skader. Vi andre, fra motionisten til super motionisten, vil ligeledes have stor gavn af et bikefit , da cyklen bliver indstillet til lige præcis Dig og med dine behov i fokus, hvad enten det er maksimal performance, at undgå skader eller en kombination af dette.

Er bikefit kun for landevejsryttere?

Mange har en opfattelse af bikefit er forbeholdt landevejsrytteren, men bikefits er relevante for både racercykler, cykelcross-cykler og mountainbikes. Et bikefit er måske blot endnu mere relevant for landevejsrytteren og særligt dem sidder mange timer i sadlen da man på en racercykel har en mere statisk position end på både mountainbike og cykelcross-cyklen.

Hvem er Bikelab?

Bikelab ejes og drives af Henrik Crone Köser og det vil derfor være ham man møder uanset om det er i Århus V eller Skanderborg man får foretaget et bikefit. Henrik er uddannet og praktiserende fysioterapeut med speciale i idræts og har tidligere kørt A-licens på både landevej og cykelcross/MTB. Derudover har han dygtiggjort sig indenfor bikefit via kurser, bl.a. i Retül’s 3D Bikefit som han også benytter i dag.

Henrik har samarbejde med en række klubber, teams og atleter, bl.a. en del af tri landsholdet, Herning U23 + U19 DCU team, Odder CK´s U23 og U19 team, Team merida-Astral mtb og Julie Leth – så man er i trygge hænder uanset om man er til landevej, cykelcross eller mountainbike.

Bikefit hos Bikelab

Et bikefit er opdelt i 5/6 elementer:

  1. Fysiologisk undersøgelse
  2. Interview
  3. Analysering
  4. Justering
  5. Opmåling og bikefit-skema
  6. Evt. opfølgning

Fysiologisk undersøgelse samt interview

Første del af bikefit’et er den fysiologiske undersøgelse hvor Henrik med hans baggrund som fysioterapeut hurtigt får dannet sig et indtryk af hvor fleksibel man er og om der eksempelvis er skævhed eller ubalance der skal tages hensyn til i selve bikefittet. Undersøgelsen foregår i separat lokale, hvor selve undersøgelsen finder sted på henholdsvis briks og gulv, alt efter om det er kroppen der skal undersøges, eller balancen der skal undersøges. Under den fysiologiske undersøgelse spørger Henrik naturligvis ind til eventuelle skader og/eller tidligere problemer, for at danne sig det bedste mulige grundlag for selve bikefittet. Det er også via selve interviewet at Henrik får mulighed for at danne sig et indtryk af ens niveau og ikke mindst ambitionsniveau for igen at kunne tage dette med som et del af selve bikefittet, da der jo naturligvis er forskel på en motionist der kører 2000 km. om året og en pro eller licensrytter der måske træner flere timer om dagen.

Analysering og justering

Den 3. del af bikefittet foregår med ens egen cykel monteret i en home trainer. Det første der tjekkes er klampernes placering på cykelskoene, hernæst får man lov at hoppe på cyklen hvorefter der monteres sensorer til Retül’s 3D Bikefit udstyr på den ene side af kroppen.

Udover de meget præcise målinger fra 3D systemet, bruger Henrik megen tid på observering af ens holdning og position på cyklen; sidder man korrekt og er vinklerne som man ønsker dem, ligesom han løbende spørger ind mens man træder i pedalerne.

Målingerne fra Retül’s 3D Bikefit system bruger Henrik, sammen med hans egne observationer, til at finde ud af hvor der er behov for tilpasning. Fordelen ved at bruge både avanceret data og hans egen observationer, er at der kan laves en vurdering af hvor meget målingerne reelt også betyder for den enkelte rytter, da der jo naturligvis ikke er grund til at ændre noget, hvis det ser rigtigt ud og rytteren er godt tilpas. Målingerne og Henrik’s observationer vil fortælle en masse omkring hvordan man sidder på cyklen og hvordan ens tråd er. Kort fortalt skal man gerne kunne nå styret uden at strække sig, ligesom man ubeværet skal kunne træde pedalerne rundt uden at strække helt ud i knæet. Bagdelen skal være placeret korrekt på sadlen, hverken for langt tilbage eller fremme og man skal have et tråd der er så jævnt og lige som muligt hvor knæene er så stabile som muligt. Alt efter resultatet af data og Henrik’s observationer bliver der kigget og justeret på:

  • Saddel: Saddelhøjde, setback og sadlens vinkel samt bredde på sadlen så man har den fornødne støtte.
  • Frempind og styr: Frempindens længde og vinkel, styrets bredde og udformelse
  • Sko/klamper: Justering af klampernes placering

Henrik råder over forskelligt udstyr som giver mulighed for at teste forskellige setup’s af, eksempelvis er der et værktøj der giver mulighed for at lege med frempindens længde og vinkel uden at skulle have haft i 3-4 forskellige frempinde, ligesom der er mulighed for at teste forskellige sadler.

Jeg havde til dette bikefit medbragt 2 cykler, en crosscykel samt en mountainbike, sidstnævnte med mange kilometer på kontoen med den opsætning jeg kom med. På mountainbiken blev saddelhøjden og setback justeret, vinkel og placering af bremse og skiftegreb blev justeret, så her var faktisk tale om beskedne ændringer. Crosscyklen var en større omgang, for her blev sadlen udskiftet til en udgave med udskæring i midten, saddelhøjde, setback og vinkel blev justeret og slutteligt blev styret udskiftet til anden type der betød at jeg kom lidt tættere på styret for bedre kontrol udenfor landevejen. Henrik anbefalede mig ligeledes en lidt kortere frempind, men foreslog at jeg testede dette setup af inden udskiftning af denne.

Efter at have foretaget eventuelle justeringer og udskiftninger, bliver der foretaget endnu en måling mens man sidder i home traineren og træder i pedalerne, samtidig med at Henrik observerer og evt. laver de sidste smårettelser undervejs indtil både rytter og Henrik er tilfredse.

Opmåling og bikefit-skema

Efter selve bikefit’et laves en vældig præcis opmåling af cyklen, igen via Retül’s 3D Bikefit system, hvor al data omkring cyklen og indstillingerne lagres på ens brugerprofil. Det betyder at Henrik, hvis man skulle komme igen et endnu et bikefit, eller opfølgning, har adgang til data’en og kan tage udgangspunkt i dette. Data’en udleveres efter end bikefit, så man, rimelig ubesværet, har mulighed for at bruge målene på eventuelle andre cykler man måtte råde over, selvom der jo naturligvis vil være forskel på målene fra en landevejscykel til en mountainbike da man sidder forskelligt på de to forskellige cykeltyper.

Opfølgning

Efter endt bikefit skal det prøves af på landevejen, på sporet eller hvor man nu slår sine folder og synes man ikke helt det spiller, tilbyder Henrik opfølgning på telefon eller mail eller, ved behov, eventuel efter-justering. Det er dog vigtigt at man får testet den nye opsætning grundigt og lige giver kroppen mulighed for at vænne sig til den nye position, alt efter hvor radikale ændringer der er blevet lavet.

Konklusion

Der kan og vil være stor forskel på hvor meget der bliver ændret og justeret på cyklen, alt efter hvor godt man selv har ramt den optimale position på cyklen, men man skal huske på at selv små ændringer kan betyde ganske meget, særligt hvis man ofte bruger et par timer i sadlen af gangen.

For undertegnede var der en del justering og ændringer på opsætningen af crosscyklen, mens Jeg på mountainbiken kunne nøjes med forholdsvis små ændringer, dog blev saddelhøjden forøget betragteligt da jeg sad alt for lavt.

Man kan komme langt ved at læse guides på nettet, se forskellige Youtube videoer og lign., men de præcise målinger og Henrik’s trænede øje og hans bagrund som fysioterapeut giver et langt bedre grundlag for ens bikefit,. Samtidig kan Henrik med sin viden, erfaring og understøttet af data fra Retül’s 3D Bikefit systemet tage hensyn til og foretage justeringer som man måske aldrig selv ville opdage, eksempelvis hvis sadlen hælder en smule for meget, det ene ben er lidt kortere end det andet eller man har en smule skævhed i hoften – alt dette kan Henrik via observationer og data, tage højde for ved opsætning og justering af cyklen – hvilket giver den helt optimale position for den enkelte.

Et bikefit tager ca. 2 timer og koster 1800,- hvilket måske umiddelbart kan virke afskrækkende for nogle – men det er stadig noget jeg varmt vil anbefale til alle der er seriøse omkring Deres cykling, uanset om det er forbi man har købt en helt ny cykel der skal tilpasses, man oplever smerte og ubehag efter cykelturen eller man bare gerne vil sikre at man træder så mange watt som overhovedet muligt, uden at gå fuldstændig på kompromis med komforten. Én af de ting der adskiller Bikelab og Henrik fra mange andre bikefittere er at han ikke “kun” er bikefitter, han er også uddannet og praktiserende fysioterapeut og har derfor forudsætninger for både at justere cyklen så man sidder bedst muligt, men samtidig tage hensyn til eventuelle tidligere skader og nuværende skavanker, da han ved hvordan kroppen reagerer og hvordan man bedst muligt kommer over og undgår skader.

Priser

  • BikeFit – 1800,- (Ekstra cykler 750,-)
  • Derudover tilbyder Bikelab også styrketræning og fysioterapi, dog kun i Skanderborg.

Bestil tid og læs mere på Bikelab.dk

Alle priser er indhentet på Bikelab.dk d. 16-02-17

Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Bakkeløbet 2019 med fokus på sikkerheden
Pressemeddelelse Som konsekvens af de senere års ofte voldsomme og uhensigtsmæssige kørsel...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.