Løbsberetning: Highland Mountainbike Challenge 2019

I søndags gik det endnu engang løs, da Aarhus Motion endnu engang havde inviteret til Highland Mountainbike Challenge, 100 km. Mountainbike fra Silkeborg til Århus. Et løb vi har deltaget i de sidste par år og som plejer at sætte en virkelig høj standard, hvilket man som deltager også har god grund til at forvente, da billetprisen er 749,- Hvad man får for de penge, kommer vi tilbage til!

Datoen for løbet var sat for længe siden, men det betød desværre også at det konfliktede med flere andre løb og arrangementer, bl.a. MTB Festival Søhøjlandet, DM XCM 2019 i Aarhus og Grejdalsløbet som i år også havde arrangeret et gravelløb. Det betød også at der i år ”kun” var ca. 400 deltagere, mod knap 700 deltagere sidste år – så der har virkelig været ”kamp” omkring deltagerne i år!

Raceday

Vejrudsigen op til løbet havde været en smule svingende, så humøret steg lige en tand da man søndag morgen slog øjnene op til sol og blå himmel, desværre var temperaturen ikke helt med fra morgenstunden og blæsten gjorde at det blev en små-kold start på dagen – det ændrede sig senere hen!

Som vanligt, var det område omkring Vejlsøhus og AQUA der skabte rammerne omkring startområdet – et område med den fornødne plads og overraskende god plads til parkering for dem der ikke ankom med bus fra Århus. Med start i Silkeborg og mål i Århus, er det næsten nødvendigt med en chauffør, så mange havde lokket ægtefæller, kærester eller lign. Til at kører dem til Silkeborg, for måske igen at blive hentet ved målstregen i Århus.

Aarhus Motion har et setup der gør at informationsniveauet op til løbet er eminent, forud for løbet kunne man følge med på begivenheden på Facebook, ligesom der forud for løbet blev tilsendt en e-mail med en såkaldt ”Race Manual”. I denne kunne man finde svar på næsten alt, så mødte man op og var i tvivl om det mindste – så var det ganske enkelt fordi man ikke havde gjort sit hjemmearbejde godt nok.

I startområdet var der nummerudlevering, mulighed for at tanke vand og energi, gratis (varm) kaffe fra BKI, toiletter og så var der mulighed for at ”droppe” bagage som ville blive transporteret til målområdet i Århus. En virkelig go’ ide, da man således kunne sende skiftetøj, en ekstra jakke eller lign. Med til målområdet og slap for at pakke rygsækken. Det var annonceret at Cyclesport Silkeborg ville stille med mekanikere i startområdet, men de mødte desværre ikke op. Vi er efterfølgende blevet kontaktet af Frederik Månsson fra Cyclesport Silkeborg der forklarer at fraværet skyldes personlige årsager.

Kl. 10 gik starten og deltagerne blev sendt afsted i startgrupper efter forventet gennemførselstid. Ruten var ca. 50% genbrug og 50% ny – hvilket bl.a. betød af Nordskoven var skåret fra, til gengæld fik vi Vesterskoven som har et virkelig fedt flow og som ganske enkelt bare sætter nye standarder! Undertegnede startede helt i front i Gruppe B, hvilket for mit vedkomne betød minimal ventetid på forankørende, hvilket skulle vise sig at være en suveræn taktik, selvom det var hårdt at starte ud med kolde ben og virkelig stram kæde de første mange km. 

Efter et kort start-loop på 3 kilometer ramte vi grusvejene i Kobskov Vest hvor der var god mulighed for at overhale hvis man havde fået startet for langt nede i rækkerne. Herefter en tur i Vesterskoven som bare har hele pakken, fedt singletrack, super flow og masser af højdemetre. Efter Vesterskoven (26 km.) ramte vi også første depot ved Østre Søbad hvor der kunne tankes energi, vand, bananer og lign.

Derefter gik turen til Østerskov som bød på flot natur langt flere søer, og masser af fedt singletrack, indtil vi ramte Sønderskov som bøde på skovstier og grusveje som indbød til tons og stram kæde. Efter ca. 48 km. Ramte vi turens største depot ved Hotel Julsø, her var der pastasalat og ligeledes mulighed for at tanke vand, energi, bananer og lign. Undertegnede fik hurtigt smidt lidt mad i hovedet, tanket lidt vand og røg på cyklen igen – sidste år holdte jeg ”pause” på depotet og det var simpelthen for hårdt at komme i gang igen, så denne gang var planen klar: tanken skulle fyldes, men det skulle gå lidt stærkt så jeg kunne komme videre.

Umiddelbart efter Julsø får man en lækker stigning så man kan smage maden igen, og så er der ellers grusvejstons i ca. 5 kilometer indtil man rammer Ry hvor man via cykelstien kører til Siim Skov hvor man får fedt singletrack som dog, igen iår, byder på lidt for løst underlag – så her skulle man lige holde tungen lige i munden for at undgå at skride ud.

Efter Siim Skov gik turen til Nygårde Skov og herefter knap 10 km. Asfalt hvor kæden kunne holdes godt stram og man kunne bande lidt over vinden, som vi i skoven jo havde været godt forskånet for. Efter ca. 80 km. Ramte vi rutens sidste depot ved Adslev Kirke, her stod de klar med den ”sædvanlige” menu, men derudover var der kage og rød sodavand til dem der havde brug for lidt energi til de sidste 20 km. Hjemover. Undertegnede fik tanket vand og var hurtigt videre, den store menu på Godsbanen trak mere på da værende tidspunkt!

De sidste 20 km. Gik igennem Adslev Skov, samt på landevejen omkring Pinds Mølle til Årslev Engsø hvor vi ramte Brabrand Stien og fik kørt på både grusstier, vandrestier og cykelstier inden vi efter 100 km. Ramte Godsbanen i Århus.

Målområdet – carb up!

I målområdet stod de søde piger fra Aarhus Motion klar med klapsalver og vand til dem der kom ind, inden man kunne smide cyklen i den grå hal og nyde en stor lækker buffet, ligeledes indendørs – mens dagens oplevelser blev vendt med kammeraterne,. Inkluderet i billetprisen var både mad og drikke, ligesom både deltagere og publikum kunne nyde godt af gratis kaffe fra BKI.

Målområdet ved Godsbanen
Buffet i Den Grå Hal
Indendørs cykelparkering
Masser af siddepladsen indendørs
Dagens menu

Kom man langvejs fra, var der også mulighed for bad og omklædning efter løbet og havde man fået transporteret grej med fra Silkeborg kunne dette ligeledes afhentes i Den Grå Hal.

Som en ”bonus-ting” fik man udleveret en kop, som bevis for deltagelsen, dog uden navn som tidligere – men uanset hvad et fint minde for en hård dag på kontoret med 100 km. og 1500 hm. i bogen!

Dagens vindere Herrer

Hit, eller skidt?

Aarhus Motion har i min bog en historik for virkelig gennemførte arrangementer og Highland Mountainbike Challenge 2019 blev ingen undtagelse, i vanlig stil var der ikke nogle smalle steder og der var bare styr på hele setup’et, seriøst god skiltning og så et start samt målområde der sparker røv! Eneste lille anke var de manglende mekanikere fra Cyclesport Silkeborg, for jeg kunne forestille mig at flere er/var mødt op med en forventning om lige at kunne få lavet små-justeringer inden afgang, eksempelvis justeret gear eller lign. Vi er efterfølgende blevet kontaktet af Frederik Månsson fra Cyclesport Silkeborg der forklarer at fraværet skyldes personlige årsager.

Men med de helt rigtige rammer, en fed og afvekslende rute og godt vejr man kan næsten ikke ønske sig mere på en søndag i maj, og når man så samtidig formår at opnå en fornuftig placering som nr. 34 – så bliver dagen kun bedre.

Tak til Aarhus Motion for endnu et fedt arrangement, vi ses forhåbentlig igen næste år!

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: ThermaCELL Varmesåler
Der er rigtig god chance for at du på et eller andet...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.