Test: EKOI Aerocomp Dry heldragt

At cykle uden for sommersæsonen behøver ikke at være ensbetydende med store tunge og løstsiddende lag cykeltøj. I hvert fald ikke ifølge Ekoi, der har udviklet en heldragt beregnet til vinteren. Den har vi kigget nærmere på.

Design og funktionalitet

Dragten har efter min mening et generelt flot design med et gråt farvetema, der bliver brudt af en skarp hvid farve forskellige steder. Stoffet er relativt tykt, og dragten sidder tæt til kroppen. Det betyder også, at den er rimelig svær at få på. Der er heldigvis lynlåse ved anklerne, hvilket letter processen betydeligt.

Jeg har testet en størrelse medium, og den passer fint til mit korpus, der måler 183 cm i højden og 75 kg i vægt. Den sidder stramt, som heldragter jo gør, men ikke så stramt, at den er ubehagelig at have på eller tage på.
Dét, at den sidder tæt til kroppen, betyder også, at man får følelsen af at være aerodynamisk/hurtig selv om vinteren, hvor man normalt har mange lag på, der nemt kan fanges af vinden.
Dragten har en separation foran, som er enormt smart, når man som mand skal lade vandet, og der sidder to store lommer bagpå. Overdelen har en lynlås, der går hele vejen op til hagen, så man kan lukke helt af for kulden.
Puden er relativ tynd, og jeg må ærligt indrømme, at den ikke passer min bagdel som en drøm. Den er dog nem at få til at sidde godt og virker generelt til at være af god kvalitet. Det handler sikkert mest om ”smag”, hvor jeg sætter pris på en lidt tykkere pude.

Dragten er ifølge Ekoi vind- og vandtæt, åndbar og kan anvendes som andet lag ned til 5 graders varme. Efter testperioden vil jeg mene, at den klart holder, hvad den lover ift. åndbarhed og vindtæthed, men måske nærmere må kaldes vandafvisende i stedet for vandtæt – i hvert fald under danske forhold. Jeg har dog også svært ved at forestille mig et enkelt stykke beklædning, der både kan være åndbart, isolerende og vandtæt samtidigt – især til prisen.
De 5 grader som andet lag passer nogenlunde. Jeg ville dog tage en tynd jakke på som tredje lag ved 5-10 grader.

Den vejledende pris er på 1860 kr., hvilket er lige i overkanten efter min mening. Der er dog ofte udsalg på EKOI’s hjemmeside, og her kan man altså spare en del penge i forhold til vejledningsprisen. I skrivende stund er den på tilbud til 894 kr, hvilket er en pris, der er noget nemmere at fordøje ift. dragtens kvalitet. Særligt skal man tænke på, at der både er overdel og underdel i ét stykke tøj, så prisen skal sammenlignes med nogle gode cykelbukser samt en cykeltrøje.

Konklusion

Heldragten Aerocomp Dry er et kvalitetsprodukt med få mangler. Der er tænkt over detaljerne både i designet men også i funktionaliteten. Min bundærlige mening er, at dragten er et køb værd både som vinterdragt, men i høj grad også som tætsiddende og åndbart cykeltøj til forår og efterår (og sommer hvis den bliver som i 2017). Den er ikke helt så vandtæt, som EKOI lover, men det kan tilgives, når min definition af vandtæthed er at kunne modstå danske regnskyller. Derudover er den vejledende pris for høj, men tilbudsprisen hos EKOI er derimod meget rimelig. Alt i alt en super heldragt, der næsten får fuldt hus karaktermæssigt.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1860,- / Set på tilbud til 894,-

Funktionalitet 10
Design 10
Pris 9

Karakter

9.7
Skrevet af
Mere fra Mads Olsen
Viden om: Kompressionsstrømper
Kompressionsstrømper bliver mere og mere populære hos den seriøse cykelmotionist. Vi tager...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.