Test: EKOI Just For Her shorts

Samlet karakter

Er du også en af dem, der næsten har søgt hele landet tyndt efter de rette cykelshorts til kvinder?

Så kan du godt indstille din søgen og læse med her, hvor vi har testet et par cykelshorts fra franske Ekoï, der både sidder godt og giver den rette komfort på cyklen.

Design og funktionalitet

Shortsene er fra serien Just For Her fra Ekoi, som er deres kvindeserie. Designet er holdt i et enkelt sort look med hvide logoer. Det sorte stof er i to forskellige materialer, hvor det ene er en skinnende sort, der kan strække sig lidt mere end det andet. Dette har en stor betydning for pasformen, som er virkelig god, da shortsene sidder tæt uden at stramme. Derudover har shortsene en gummikant ved hver ende af benene, der forhindrer, at shortsene glider op under cykelturen.

Shortsene fra Ekoï adskiller sig meget fra andre shorts, jeg har prøvet. Den største forskel er især den meget høje talje på dem. Hvor andre shorts normalt stopper lige på det mest problematiske område på kvindekroppen, sidedellerne, så går shortsene fra Ekoï lige et stykke længere op til taljen. Dette giver først og fremmest en helt anden fornemmelse på cyklen, hvor maven ikke længere bliver klemt, når man sidder foroverbøjet. Derudover ser det også en del pænere ud, at man ikke får dellerne i siden, når man trækker i det stramme cykeltøj, hvilket jo selfølgelig også spiller en stor rolle for det kvindelige og måske lidt forfængelige køn.

Puden er en af de tykkere modeller, jeg har prøvet, og den har samme tykke polstring over næsten hele fladen. I testperioden har jeg oplevet, at mine forhenværende problemer med sadelsår er mindsket, hvilket uden tvivl skyldes shortsene fra Ekoï. De giver lige præcis den støtte, jeg har brug for på mine “problemområder”, og hvis du også har problemer med at finde en pude, hvor alt polstringen ikke blot er fortil, er Just For Her shortsene lige noget for dig.

I testperioden er shortsene både blevet testet på racer og mountainbike, hvor de har vist sig at være yderst komfortable. Den gode komfort kommer især af shortsenes pasform og design, hvor det især har været pudens form samt den høje talje, der har givet mig en meget bedre komfort på cyklen, end jeg har oplevet med andre cykelshorts.

Konklusion

Just For Her cykelshortsene er for dig, der er træt af shorts, som strammer de helt forkerte steder. Med Just For Her shortsene fra Ekoï får du et par shorts, der er helt igennem fantastiske at have på, både når det gælder polstringen af puden samt selve designet og pasformen. De er blevet mine fortrukne shorts på de lange som korte cykelture, og de kan helt sikkert anbefales til alle kvindelige cykelryttere, der er på jagt efter et par nye shorts.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: Ca. 600,-

  • Køb EKOI Just for her Shorts på EKOI.fr (Bemærk: Denne model er erstattet af 2017-udgaven med blomster-print)

Karakter

Tinna cykler primært landevej, men supplerer med mountainbiken i vinterhalvåret. Tinna elsker udstyr hvor design og komfort går op i en højere enhed.

7 kommentarer

  • Svar juni 11, 2017

    Maria K

    Hej Hvor kan disse shorts købes?
    Venlig hilsen
    Maria

    • Svar juni 11, 2017

      Tinna Holmager

      Hej Maria
      Det kan du inde på Ekoïs hjemmeside: http://www.ekoi.fr, hvor siden er oversat til dansk, selvom det er den franske endelse, der bruges. Her finder du shortsene under cykeltøjet til kvinder, hvor hele Just For Her serien ligger.

      Shortsene er klart de bedste jeg har prøvet og er blevet mine favoritshorts, så kan klart anbefale dem. Der er virkelig tænkt over kvindekroppens former i forhold til pasformen, og det gør altså en hel del for komforten på cyklen.

      Sig endelig til andre spørgsmål 🙂

      Mvh. Tinna

  • Svar juni 12, 2017

    Lisbeth Christensen

    Hej Tinna .
    Jeg har været inde og kigge på Ekoi’s hjemmeside og jeg kan ikke finde de cykelbukser du har testet ,kun nogen med mønster hvor de sorte er udsolgt i min størrelse ,gør jeg noget forkert ?
    Venlig hilsen Lisbeth

    • Svar juni 12, 2017

      Noel Christensen

      Hej Lisbeth,

      Jeg har lige spurgt hos EKOI hvornår de forventer de neutrale, som Tinna har testet, på lager igen – jeg opdaterer her så snart der er nyt 🙂

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

  • Svar juni 12, 2017

    Lisbeth Christensen

    Hej Noel.
    Tusind tak for oplysningen 👍😊
    Jeg vil følge med på din super hjemmeside som jeg har rigtig meget
    fornøjelse af, har lært meget ved at studere den 😊

    Venlig hilsen Lisbeth

    • Svar juni 25, 2017

      Noel Christensen

      Hej Lisbeth,

      Jeg har fået svar fra EKOI og de kommer igen, i den sorte (neutrale) udgave, den præcise dato er dog desværre ikke kendt, men de bør være klar til levering indenfor et par uger.

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

  • Svar juni 26, 2017

    Lisbeth Christensen

    Hej Noel

    Tak for info og ulejlighed 😊
    Jeg vil holde øje med deres hjemmeside og bestille når de er
    klar til levering .

    Venlig hilsen Lisbeth

Skriv en kommentar