Test: Force EXTRA handsker

Samlet karakter

Foråret er lige om hjørnet og det betyder efterhånden at de tykke, varme handsker kan skiftes ud med et par tyndere handsker, der dog stadig har lange fingre for god beskyttelse. Force Extra kan bruges enten som en inderhandske om vinteren, eller som et par lette handsker til forår eller efterårs brug.

Design og detaljer

EXTRA handskerne fås i 3 forskellige farvekombinationer, blå, sort og fluo – sidstnævnte er den vi her har haft fingrene i. Materialet er en kombination af lycra og fleece (82% nylon og 18% elastan). Materialet er ganske tyndt, men yder beskyttelse mod den værste vind og lidt småregn kan de også klare. Indvendigt er handsken foret med et tyndt lag fleece, som er med til at give lidt ekstra isolering og så gør det også bare handskerne rarere at have på.

På håndryggen og ved håndleddet er der gummi-print med Force logo ved håndleddet og modelnavnet “EXTRA” på håndryggen. Ved art lillefingeren er endnu et Force logo. Omkring håndleddet er elastikken erstattet af en bred elastik, hvilket gør det muligt at trække handskerne udover en trøje, jakke eller hvad man nu kører med, alternativt lukker de fint tæt omkring håndleddet hvis man ønsker at trække ærmerne ned over handskerne.

Undersiden af handskerne er med silikoneprint i både håndfladen og på fingrene, så man har et solidt greb omkring både styr, bremse og skiftegreb. Der er ingen polstring eller lign. i håndfladen, så handskerne kan bruges til både cykling, løb og andre aktiviteter hvor der er brug for lidt beskyttelse mod vind og vejr, men hvor følingen ikke skal nedsættes for meget.

Handskerne sidder godt på fingrene, det lette og tynde materiale gør at man bevarer bevægeligheden og følingen med cyklen, dog må man så undvære polstring i håndfladen som nogle foretrækker på de længere cykelture, til gengæld kan de bruges til lidt af hvert – om det så er løbeturen, cykelturen eller bare en travetur med manden eller konen. Handskerne er testet i en str. M og de er forholdsvis store i størrelsen, en str. S havde givet en mere tæt pasform til min hånd og jeg bruger normalt M/L i handsker fra eksempelvis GripGrab.

Konklusion

Force EXTRA er et par ganske udmærket overgangshandsker til forår og efterårsbrug, som også kan bruges i vinterhalvåret som inderhandske. Tyndt materiale og en udmærket beskyttelse mod vind og små-regn samt god føling med cyklen er kendetegnende for EXTRA handskerne. Materialerne er af fin kvalitet og prisen er lav, samtidig kan de bruges til både mountainbike, landevej og fritidsbrug, eksempelvis løb.

Pris og tilgængelighed

Set til 139,-

Karakter

Noel er redaktør på CykelStart.dk og en ivrig motionist der kører både MTB, racer og cross - man må jo ikke gå ned på udstyr!

Vær den første til at kommenterer

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.