Test: Force Z70 Bibtights med gel pude

Vi kender efterhånden tjekkiske Force ganske godt her på redaktionen og vi kender dem som et “value for money” brand hvor der er lagt vægt på funktion og pris, mere end smarte detaljer og design – dog skal det hertil siges at Force faktisk også er begyndt at producere mere high-end cykeltøj, som vi forhåbentlig får lejlighed til at teste på et senere tidspunkt.

Z70 er et par klassiske lange bibtights til efterår og vinterbrug. Modellen fås med og uden gel-pude, alt efter om man ønsker at benytte sine korte bibshorts under, eller vil nøjes med ét par cykler, vi har testet modellen med gel pude.

Design og funktionalitet

Designmæssigt skiller Z70 fra Force sig ikke rigtig ud fra mængden, de er sorte og med synlige hvide syninger ved lårene, den nederste del af benet, op af siden og omkring bagdelen. Syningerne indikere de paneler som bukserne er lavet i, for at give den bedst mulige kombination af komfort og beskyttelse mod vind og vejr, hvilket vi kommer tilbage til. Designet med de synlige hvide syninger vil appelerer til nogle, mens andre måske havde foretrækket de var sorte og dermed mere neutrale, personligt hører jeg til den sidste gruppe, men smag og behag er jo som bekendt forskellig.

Fronten er udført i 100% polyester og denne er både vindtæt og vandafvisende. Det kan også mærkes på materialet, der er noget kraftigere end bagsiden og ikke er nær så fleksibel eller strækbart, i praksis betyder det at bevægeligheden er knap så god – men det er ofte kompromiset når man også ønsker beskyttelsen mod det danske efterårs og vintervejr. Bagsiden er derimod udført i en kombination af nylon og spandex, hvilket giver et blødere og langt mere strækbart materiale som hjælper med at bevare bevægeligheden.

Indersiden er Z70 er opkradset, for at give en god isolerende effekt, samtidig med at den er mere behagelig mod huden – dog kun op til selerne. Selerne er forholdsvis brede og i samme materiale som bagsiden af bukserne, så her er strækbarheden også glimrende. Selerne er måske endda lidt for brede, da de har tendens til at “folde” en smule, men det er bestemt i småtingsafdelingen.

Z70 går ret langt op foran, næsten helt op til brystet, hvilket giver ekstra beskyttelse foran, samtidig er ryggen lukket – begge detaljer der giver rigtig god mening i en vinterbuks, da man her ønsker at holde på varmen i højere grad end at komme af med den.

På hvert ben er et lille reflekterende Force logo, ligesom der på bagdelen er et par reflekterende elementer. Afsluningen ved benene har stroppper som holder bukserne på plads under fødderne, det virker umiddelbart en smule old-school, men det er faktisk en fin detalje, da man således undgår at buksekanten kryber op og man ender med “et stykke med bart”.

Som nævnt tidligere er Z70 udstyret med en gel pude, hvilket er lidt usædvanligt for et par lange bibtights til 500,-, det er normalt noget man finder i dyrere cykelbukser. Der er tale om en ret fin pude med kraftig polstring, særligt omkring siddeknoglerne Puden er opdelt i forskellige zoner, med varierende tykkelse på polstringen, for optimal komfort. Puden er ligeledes med både luftkanaler og ventilations huller, således fugten kan komme derfra rimelig ubesværet.

Pasformen sidder ikke helt i skabet og må nok tilskrives materialevalget. Det faktum at forsiden kun har en begrænset strækbarhed gør at bukserne ikke sidder så tæt overalt som de måske i virkeligheden burde, selvom størrelsen er korrekt. De vil sidde tæt udvalgte steder, mens de vil være løsere andre steder, alt efter hvordan man er proportioneret, havde materialet i højere grad været fleksibelt og strækbart, ville det nemmere kunne have tilpasset sig den enkelte. Det betyder så også samtidig at puden for mange ikke altid vil sidde helt tæt til skridtet, hvilket gør at der kan være behov for at “justere” på denne undervejs. De er dog stadig ganske behagelige at have på og de giver en fantastisk beskyttelse mod primært vind og dernæst også nedbør, testet i temperaturer lige under frysepunktet som jeg vil sige er grænsen, kommer vi under et par graders frost, er der behov for et isolerende lag indenunder.

Materiale

  • Front: 100% polyester
  • Bagsside: 87% nylon, 13% spandex
  • Kan maskinvaskes ved 30 grader
  • Størrelse testet: M, udmærket pasform til 70 kg, fordelt på 175 cm.

Konklusion

For 500,- får man et par rigtig fornuftige lange bibtights til motionisten der vil have mulighed for at træne når vejret er koldt og evt. småfugtigt. Gelpuden er glimrende og langt bedre end hvad man normalt finder i denne prisklasse, ligesom de yder en rigtig god beskyttelse mod vind og vejr, der er ingen problemer i at benytte dem i temperaturer lige under frysepunktet, uden behov for et ekstra lag indenunder.

Pasformen er ikke så tæt og bevægeligheden ikke helt i top, men det er prisen man betaler for den gode beskyttelse der gør at fronten er udført i et materiale hvor strækbarheden og fleksibiliteten er begrænset.

Til ca. 500,- er alternativerne få, men vil man have fuld bevægelighed og en mere tæt pasform, så må man kigge andensteds og i et andet prisniveau.

Til prisen er Z70 et rigtig fin køb og særligt hvis man kun lejlighedsvis kommer ud i vejr der påkræver vindtætte og vandafvisende bukser, cykler man derimod flere gange om ugen, i alt slags vejr gennem hele vinteren – så skylder man sig selv at investere lidt mere end 500,-

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 499,-

Funktionalitet 9
Pasform 6
Design 7
Pris 9
7.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Muc-Off Pressure Washer
Muc-Off er nok bedst kendt for deres rengøringsprodukter, men de laver også...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.