Test: Fox Attack CW Short

I forbindelse med Vores test af Fox Bionic Softshell har vi også testet et par matchende shorts – modellen kalder Fox for Attack CW Short.

Igen er der tale om en model fra Deres all-mountain/trail-serie, holdt i et ungt og frisk design – med en løs pasform. Men, shorts om vinteren tænker du sikkert, hvordan hænger det lige sammen? Læs videre og få svaret…

Design og funktionalitet

Fox Attack CW Short er et par shorts der går ca. til knæene, pasformen er generel løs og der er god plads i shortsene. Modellen er i det Fox kalder for Acid Green, hvilket gør dem meget synlige i trafikken såvel som i skoven. Umiddelbart kunne Fox Attack CW Short sagtens ligne et par alm. surfer-badeshorts grundet løse pasform og et ungdommeligt design.

Den fluorescerende grønne brydes af sorte effekter på siden og bagpå – hvor hele bagsiden er i. Shortsene er lavet i en kombination af polyester og spandex, sidstnævnte er med til at gøre materialet forholdsvis strækbart, faktisk kan det strækkes i alle 4 retninger og materialet er ydermere både vandtæt og åndbart. På benet er et enkelt Fox logo, men ellers er det faktisk småt med design-mæssige detaljer – designet er ret enkelt og alligevel specielt grundet brugen af den kraftige grønne farve, kombineret med det klassiske og konservative sorte.

fox-attack-cw-shorts-front

fox-attack-cw-shorts-back

Fælles for alle Fox produkter i kategorien “Shorts” er at de ikke er udstyret med en pude og derfor er beregnet til brug sammen med et par traditionelle cykelshorts eller lange cykelbukser – faktisk har Fox selve et line-up af 1. layer cykeltøj som vi håber at kunne teste senere på året. Man bærer ganske enkelt de traditionelle cykelbukser med puden inderst og har Fox Attack CW Short udenpå. Det giver et mere afslappet look og da disse shorts er vandtætte er man også bedre beskyttet når man kører i regn og mudder.

På forsiden af Fox Attack CW Short er der 2 lommer, én i hver side, begge er med tapede syninger så de er vandtætte og de rummer snildt en smartphone eller lign. kan kunne tænke sig at have lige ved hånden. Brugen af lommer i cykelbukser/shorts er lidt utraditionelt hvis man snakker almindeligt cykeltøj, men med den løse pasform er der ingen problemer i at have en smartphone eller lign. i lommen, den generer som udgangspunkt ikke – medmindre man naturligvis kører meget aggressivt – så ville jeg nok undgå at have den liggende i bukselommen…

fox-attack-cw-shorts-pocket

Shortsene lukkes med lynlås forrest og holdes lukket i livet med 2 trykknapper. Indvendigt er der mulighed for at justere livvidden via velkro, så de sidder præcist som de skal. På indersiden er alle syninger og samlinger tapede og dermed vandtætte, så man er altså helt sikker på der ikke trænger vand ind, uanset hvilket vejr man kører i.

Som nævnt indledningsvis, så er pasformen løs og afslappet, der er godt med plads i benene og shortsene generelt og det er også nødvendigt da man har brug for at have plads til et par traditionelle cykelshorts eller lange cykelbukser med pude indenunder, for at sikre en god komfort. Et par shorts udover de normale cykelbukser, efterår og vinter, har faktisk flere fordele; Man er bedre beskyttet mod vind og vejr og og man behøver ikke nødvendigvis et par vandtætte cykelbukser, man kan blot trække disse over de normale cykelbukser. Samtidig giver det et lidt mere afslappet look til dem som måske ikke er de største tilhængere af det, normalt, meget kropsnære cykeltøj. Som en ekstra lille bonus, for mit vedkommende i hvert fald – giver brugen af løse shorts mulighed for at man, efter en tur i skoven, kan smide shortsene og sætte sig direkte i bilen – uden at skulle igennem en større omklædning.

fox-attack-cw-shorts-side

Pasformen og komforten har jeg intet at udsætte på, de er meget behageligt at have på og særligt i koldt vejr har de virket som et ekstra lag beskyttelse og hjulpet mig med at holde varmen bedre, ligesom de har holdt mig tør på de våde og mudrede ture. Man skal dog lige vænne sig til at kører med et ekstra lag og det faktum at shortsene er noget løsere og mere flagrende end man er vant, hvis man normalt kører i traditionelt cykeltøj, men det går altså lynhurtigt.

Trods det faktum at shortsene er helt vandtætte, formår de også at være ganske åndbare – hvilket er et sort plus, jeg havde frygtet at det ville svare til at kører med et par korte regnbukser på, men dette blev heldigvis lynhurtigt gjort til skamme!

Det eneste jeg har kunne finde noget at udsætte på er materialet bagpå shortsene. Materialet bagpå er, som nævnt tidligere, sort og efter en 5-6 ture i skoven kan man allerede se et let “slid” hvor man sidder, det udmærker sig ved at overfladen i det område er en smule lysere end resten. Det er dog i småtingsafdelingen og kan jo naturligvis også bare være en indikation af at jeg tilbringer for meget tid i sadlen, hvor jeg måske i stedet burde stå op og træde i pedalerne… Det virker dog ikke til at shortsene eller materialet generelt er hverken sart eller hurtigt slides ved normalt brug, så formentlig det bare bliver ved de lidt lysere aftegninger.

Materiale

  • 90% polyester
  • 10% spandex

Testpersonen

  • 70 kg.
  • 175 cm høj
  • Størrelses testet: M

Konklusion

Efter at have kørt med Fox Attack CW Short i nogle uger i blandet vejr, alt fra regnvejr til frostvejr og alt derimellem, har jeg fundet ud af at sådan et par shorts, udover ens normale cykelbukser slet ikke er en dum idé. Man får et ekstra lag beskyttelse, der i dette tilfælde er vandtæt og endda også åndbart. Ikke nok med at man holdes tør, så luner det også lidt ekstra – da vinden ikke fiser lige igennem, hvilket er et stort plus på de kolde og blæsende dage.

Den løse pasform og det afslappede look gør dem meget velegnet til dem som måske ikke er så vilde med det, normalt, meget tætsiddende cykeltøj og man vænner sig lynhurtigt til at have et par lidt mere “flagrende” bukser på, det passer perfekt til MTB!

Fox Attack CW Short er “blot” et ekstra lag beskyttelse og vil for de fleste ikke rigtig give nogen mening at bruge alene, derfor er den vejledende pris på 949,- også i den høje ende, for hertil skal ligges prisen for et par cykelshorts eller bukser med pude i – for en ordentlig komfort til XC rytteren. Til gengæld får man også et par shorts der yder en god beskyttelse og er udført i materialer af høj kvalitet og med fine detaljer, såsom; tapede sømme og samlinger indvendigt, to lommer med vandtætte lynlåse og mulighed for nem justering af livvidden via velcro i livet. Eneste minus er de føromtalte “aftegninger” efter undertegnedes bagdel på bagsiden efter kun 5-6 ture i skoven – der dog ikke umiddelbart er synlige medmindre man kigger godt efter.

Samlet set kan jeg sagtens anbefale Fox Attack CW Short, de gør det de skal, nemlig at fungere som et ekstra lag beskyttelse – og det gør de faktisk ganske glimrende. Designet er smart og vil helt sikkert tiltale den yngre gruppe af XC ryttere – men prisen er altså en tand for høj, set med mine øjne…

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 949,-

  • Fås hos udvalgte Fox forhandlere, eller online på BlackSnow.dk
Funktionalitet og pasform 8
Design 8
Pris 6
7.3
Mere fra Noel Juul Christensen
Guide: Beskyt dit cykelstel
Et cykelstel er ret udsat for ridser og skrammer samt almindeligt slid –...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.