Test: Garmin VivoSmart

Tilbage i september 2014 blev Garmin’s nye VivoSmart præsenteret, en storebror til VivoFit som de fleste nok allerede kender og som vi også tidligere har testet her på CykelStart.dk.

Jeg har testet Garmin’s nye VivoSmart den seneste måned og vil i denne test dele mine praktiske erfaringer, gode såvel som mindre gode og naturligvis sammenligne med den noget billigere VivoFit.

Indhold i kassen

Garmin VivoSmart kommer i en ret lille emballage, i denne finder man Garmin VivoSmart, en lille “lås” til remmen, USB oplader og en guide.

1. opsætning af Garmin VivoSmart

Det første VivoSmart beder om, er at blive opladt, når dette er sket kan man søge efter enheder via Connect App’en som fås til både iOS og Android – det er langt nemmere end at gøre det via PC eller Mac, skulle man alligevel vælge at gøre det den vej igennem, kræver det at enheden er udstyret med bluetooth og dette er aktiveret. Brug af Garmin Connect forudsætter dog at man enten har en bruger, eller opretter en, hvilket naturligvis er gratis.

VivoSmart parres så med den pågældende enhed og vil løbende, så længe de to er “connected” opdaterer Connect App’en med seneste data, man slipper derfor for manuelt at uploade/synkronisere data, det sker helt automatisk og uden indblanding. Skulle man skifte mobil eller lign., parres VivoSmart blot med den nye enhed, da al data’en gemmes i “skyen” hos Garmin og Connect App’en indeholder derfor ingen lokal data.

garmin-vivosmart-01

Funktionalitet og daglig brug

VivoSmart er, som VivoFit, en aktivitetstracker der måler og gemmer data omkring skridt, km, forbrændte kalorier, alt dette udfra de informationer man fodrer den med. Som nævnt tidligere foregår synkroniseringen af data fra VivoSmart trådløst via en smartphone eller evt. tablet, så længe de to enheder ikke er mere end ca. 10 meter fra hinanden, som er rækkevidden for de fleste bluetooth enheder.

VivoSmart ligner et helt almindeligt armbånd og er efter min mening ganske diskret – måske særligt set i lyset af at jeg normalt aldrig bærer ur. Det er lavet i en forholdsvis blød gummi og skærmen kan først ses når man “tapper” på den, ellers fremstår VivoSmart blot som en sort rem omkring ens håndled, lidt tykkere der hvor skærmen og elektronikken er placeret dog. VivoSmart fås i flere forskellige farver, men fælles for alle farvekombinationerne er at det kun er indersiden der er farvet, forsiden og selve ydersiden af remmen er ensfarvet uanset om du vælger en sort eller en lilla udgave. Ved køb skal man ydermere vælge om man ønsker en Small eller en Large udgave, dette siger naturligvis noget om omkredsen på remmen – man man nemlig ikke bare skifte remmen som det var tilfældet med VivoFit’en.

I forhold til VivoFit, så er VivoSmart blevet en del smartere og er nu i højere grad integreret med ens smartphone, uanset om den kører iOS eller Android. Hjertet i dette er den touch OLED skærm der er placeret foran og som fungerer som display. I forhold til VivoFit’en så får man i VivoSmart adgang til Smart Notifications, altså notifikationer fra ens smartphone, direkte på OLED skærmen, det kunne være en SMS, en kalender-påmindelse eller lign. I praksis vil man eksempelvis kunne se hvem SMS’en er fra og de første ord i denne, det lyder måske en kende nørdet, men jeg synes faktisk funktionen med notifikationerne fra ens smartphone er ret genial. Man kan sidde til et møde og holde øje med opkald, SMS’er og lign., uden at sidde og nørkle med telefonen, ligesom man – når man er ude at motionerer, kan se om der er nogle der ringer eller skriver og om det kræver at man tager den straks eller det kan vente til man er færdig. Jeg har testet VivoSmart med flere forskellige smartphones, bl.a. Huawei P7 (Android) og iPhone 6 (iOS) og den umiddelbare konklusion er at det fungerer bedst sammen med en iOS enhed. Jeg oplevede nogle gange at miste bluetooth forbindelsen på Android smartphonen, hvilket betød manglende synkronisering og ingen nofitikationer på VivoSmart. Det kan dog sagtens være smartphonen der har været problemet, derfor har jeg ikke ladet dette trække ned i den samlede karakter. På iOS på en iPhone 6 har der derimod ikke været skyggen af problemer, de to har altid forbindelse til hinanden, opdateringer sker med jævne mellemrum og ellers så snart app’en åbnes og man får alt fra kalenderpåmindelser til facebook-notifikationer direkte på skærmen, det er smart! Synes man det bliver for meget, kan funktionen naturligvis deaktiveres.

Skærmen på VivoSmart var som nævnt en OLED skærm og den er holdt meget simpel og i lav opløsning –  formentlig for at spare på strømmen. Skærmen aktiveres ved at “tappe” på skærmen, og så stryger man ellers fingeren til højre eller venstre for at se følgende:

  • Ur og data
  • Notifikationer fra smartphone
  • Styre musikken fra smartphone
  • Se antal km i dag
  • Se antal forbrændte kalorier idag
  • Se inaktiv tid
  • Se antal skridt i dag

De fleste punkter behøver ikke yderligere forklaring, men en af de mere interessante er muligheden for at styre musikken fra ens smartphone, hvilket kan være praktisk både i det daglige, men også hvis man lytter til musik mens man cykler, løber eller udøver anden form for motion.

Via VivoSmart er der også mulighed for at “starte” en aktivitet, det kunne være en løbetur, cykeltur eller lign.,  hvor der så vil fremkomme et stopur. Der er også mulighed for manuelt at aktivere “går i seng” og “står op” funktionerne – alternativt kan man opsætte app’en så den ved at man normalt går i seng kl. 22.30 og vågner kl. 06.30 eksempelvis.

Der er også mulighed for at læse bl.a. SMS’er direkte på det lille display, men det er vist kun til brug i nødstilfælde, for det er for langsommeligt og besværligt ift. bare at tage smartphonen op af lommen, i hvert fald efter min mening.

Så længe man har VivoSmart på håndleddet vil det monitorerer ens aktivietsniveau og evt. give besked hvis det er tid til at bevæge sig, VivoSmart vil så vibrerer og give besked i displayet om at det er tid til at bevæge sig, en funktion der er meget velkommen for sådan en son mig der sidder på kontor til daglig – da det hjælper en til lige at komme op og strække benene med jævne mellemrum. Efterhånden som VivoSmart lærer ens aktivitetsniveau at kende, vil der oprettes et realitisk dagligt mål for antal skridt, et mål der løbende justeres. Det er en god motivations faktor og det er skønt eksempelvis at komme hjem fra job og se at man allerede har opnået dagens mål!

Garmin VivoSmart er i øvrigt vandtæt, så det kan bruges i al slags vejr og der er ingen grund til at tage det af når man eksempelvis bader.

Se evt. vores video-gennemgang af Garmin VivoSmart nedenfor.

Garmin Connect

Data’en fra VivoSmart tilgås og analyseres via Garmin’s Connect software, den er tilgængelig til både Android, iOS og i en online version der kan tilgås fra enhver browser. Her kan man samle data fra alle ens Garmin “sport og fitness” produkter, i mit tilfælde er det min Garmin Edge 800 cykel GPS samt VivoSmart. App’en til smartphones er praktisk i hverdagen, men skal man sammenligne data og vil lidt mere end bare kigge, så er det online udgaven man bør benytte, der er bedre overblik og mulighed for at se lidt mere detaljerede oplysninger.

Det er også i Garmin Connect App’en man indstiller VivoSmart , eksempelvis lysstyrken, hvilken vej displayet skal vende og andre småting.

Garmin Connect Online

garmin-connect-online

Garmin Connect App – iOS

garmin-connect-ios-01

garmin-connect-ios-02

Konklusion

Garmin’s VivoSmart er et produkt der er perfekt til dem der egentlig bare har brug for tracker-funktionaliteten fra VivoFit, men som savner notifikationer og mere integration med ens smartphone.

For mit eget vedkomne er VivoSmart lige det jeg søger, nemlig et VivoFit der er peppet lidt op så der er lidt mere “gear og gadgets” over det, uden at det bliver for meget. Med VivoSmart kan man tracke sit daglige aktivitetsniveau, i al slags vejr og hele døgnet rundt, mens man på displayet løbende opdateres om alt fra opslag på Facebook til indkomne SMS’er og opkald. Umiddelbart vil VivoSmart nok dele vandene, nogle vil elske Smart Notifikationerne, undertegnede inklusive, andre vil finde det overflødigt – er dette tilfældet skal man derfor blot nøjes med VivoFit’en. I forhold til et helhjertet Smart Watch, så er Garmin VivoSmart naturligvis mindre avanceret, men til gengæld er det også meget mere robust og kan bedre holde til daglig brug som måske inkluderer fysisk arbejde – OLED skærmen er langt mindre sårbar end de store skærme som præger de fleste Smart Watches der er på markedet i dag.

I mit tilfælde “løser” VivoSmart flere opgaver samtidigt, da det fungerer som ur, aktivitetstracker og et ekstern display til ens smartphone så man kan orientere sig uden at skulle gribe til lommen, det er altså smart!

Samlet set har VivoSmart vundet mit hjerte og det eneste der ærgre mig er at man fra start skal vælge størrelse og begge remme ikke er inkluderet som i VivoFit’en, samt det faktum at man er nødt til at oplade enheden én eller to gange om ugen… Ellers kan jeg simpelthen ikke finde noget dårligt at sige om VivoSmart!

Pris og tilgængelighed

Vejledende priser: 1399,- (Uden pulsmåler) / 1599,- med pulsmåler.

Garmin VivoSmart fås bl.a. online hos wupti.com og Cykelgear.dk

Funktionalitet 9
Design 7
Pris 8
8
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: CamelBak Podium
CamelBak er i cykelkredse nok bedst kendt for deres tasker med vandblære...
Læs mere
Join the Conversation

12 Kommentarer

  1. says: Lene Jørgensen

    Jeg har lige købt en vivosmart, men undrer mig over at den overhovedet ikke måler aktivitet når jeg cykler. Er det noget som du har oplevet. Tænkte at det måske var noget som du havde forholdt dig til, når den er anmeldt under en cykelside.

    1. Hej Lene,

      Tak for din kommentar!

      Den vil ikke måle aktivitet under cykling, det er kun skridt og evt. løb der trackes, da det er en “aktivitets-tracker” der ikke har indbygget GPS der vil skulle til for at den kunne måle nogenlunde præcist. Ønsker du denne funktionalitet skal du op i Deres nye VivoActive som Jeg netop har testet og anmeldt:
      https://www.cykelstart.dk/test-garmin-vivoactive-gps-smartwatch/

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

      1. says: Peter Beck Rasmussen

        Hvis man vil have cykelfunktioner og stadig vil bruge sin Vivosmart eller Vivofit, så kan de begge tilkobles Garmins “Bike Speed Sensor” via Ant+. Den koster omkr. 300 kr.

        Man behøver således ikke nødvendigvis at “gå op” i en VivoActive eller et andet egentligt fitness-ur, hvis man ikke ønsker.

        Dog får man jo i en VivoActive eller Fenix 3 til gengæld GPS funktionerne med.

    2. says: Louise Østergaard

      Hej.
      Hvis jeg skal købe vivosmart HR til min cykelgale kæreste, skal det så være det med eller uden GPS? Elgiganten har begge disse, og er nu helt forvirret, da jeg ikke vidste man kunne få med GPS.
      Mvh
      Louise

      1. Hej Louise,

        Hvis det primært er til cykling, så ville jeg nok umiddelbart vælge noget helt andet – for det er ikke aktivitets-trackerens primære formål.

        Vivosmart HR (Med pulsmåler) kan “kun”;
        Viser skridt, distance, kalorier, puls, antal etager og intensitetsminutter.

        Vivosmart HR+ har derimod GPS, men er stadig primært til gang og løb og ikke et “rigtigt” cykel-produkt.

        Hvis det er for at kunne “tracke” hans cykling, så vælg en Edge cykelcomputer fra Garmin. Er det for primært at tracke skridt og lign., så kan enhver af Garmin’s akvititetstrackere fungere.

        Med venlig hilsen,

        Noel Christensen
        CykelStart.dk

  2. says: Dea Skaarup

    Hvor god er VivoSmart som løbeur? Kan det f.eks. måle hastighed m.m. på løbeturen?? Hvad skal man alternativt så have – er det kun deciderede løbeure/smartwatches der kan det??

  3. says: Susanne

    Hej jeg er i tvivl om hvorvidt uret må og kan oplades i stikkontakt med den adapter der brugers til IPhone og IPad ????
    Indtil jeg får et klart svar oplader jeg kun via computer, men det vil for mig være nemmere at benytte adapter så dejlig, hvis jeg kan få svar på mit spørgsmål.

    1. Hej Susanne,

      Det har jeg selv gjort og det ser jeg ingen problemer i, laderen er “intelligent” nok til at give tilpas mængde strøm.

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

  4. says: Malene

    Hej
    Har i testet garmin vivosmart HR?
    jeg ved man kan vælge træningspas i den, f.eks. løb, men kan man også vælge “svømning” som et træningspas?

    mvh Malene

  5. Hej Malene,

    Der er umiddelbart kun den forskel, at den har indbygget pulsmåler – så umiddelbart vil jeg sige nej, da den ikke har GPS til måling af afstand.

    Løb måler den på samme måde som skridt, men det er ikke rigtig muligt ved svømning.

    Med venlig hilsen,

    Noel Christensen
    CykelStart.dk

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.