Test: iGPSPORT iGS520 cykelcomputer

Cykelindustrien er præget af store brands, der sidder på en stor del af markedet. Dette gælder, når man ser på selve cyklerne, men også på udstyrs-fronten er der store spillere, der nærmest har monopol på køb og salg. Heriblandt finder vi Garmin, der gennem mange år har produceret cykelcomputere i forskellige prisklasser, der kan dække forskellige behov. De senere år har Wahoo budt Garmin op til dans med deres Bolt og Roam, men trods den fine konkurrence fra Wahoo, sidder Garmin til stadighed på en stor markedsandel. Nu er der så et nyt brand, der forsøger at komme ind på markedet – iGPport. IGPsport er et mærke, der virkelig presser prisen – specielt når man ser på cykelcomputere med indbygget GPS og navigation. 

IGPsport er grundlagt i Kina og er udviklet henover de seneste knap 10 år. IGPsport forsøger at forene brugervenlighed med konkurrencedygtige priser og produkter, der bare fungerer. I deres seneste sortiment har de en række forskellige cykelcomputere, der giver mulighed for at få GPS til meget små penge. I denne omgang skal vi se nærmere på iGPSPORT iGS520, der både har GPS, navigation og 25 timers batteritid. 

Udvalgte specifikationer:

iGS520

  • Dataoverførsel 
  • Højdemeter
  • Puls
  • Navigation
  • GPS
  • Watt-kompatibel

Dimensioner

  • Længde 85 mm, bredde 54 mm, højde 21 mm
  • Vægt – 65 gram 

Hvad får du med i pakken? 

  • iGS520 cykelcomputer 
  • Mikro USB-kabel
  • Brugsanvisning 
  • Computer mount
  • O-ringe 

Design og funktionalitet 

Designmæssigt vil jeg sige, at iGPSPORT lægger sig meget op af konkurrenterne, hvor der kan findes ligheder fra både Wahoo og Garmin. Enheden her kommer med faste knapper, der gør den nem at betjene både med og uden handsker. Knappernes funktioner minder selvfølgelig meget om dem, vi allerede kender fra andre producenter, så man har følgende knapper: 

 Tænd/sluk

Lap og “Play/stop”

Bladrefunktion 

Personligt er jeg helt klart mest til cyklecomputere med knapper, da det bare fungerer. Touch er smart, og det ser smart ud, men det fungerer bare ikke altid, når man har handsker på, eller regnen siler ned. Knapperne på iGS520 er tilmed tilpas store, så de er nemme at ramme – selv når man har tykke vinterhandsker på. 

Skærmen på iGS520 er 2,3”, hvilket er en pæn størrelse. Størrelsesmæssigt er den meget lig Wahoo Elment Bolt og Garmin 520/530, der har nogenlunde samme størrelse. Skærmen er i sort/hvid med fine og synlige felter, der gør det nemt at se både i skov og på landevej. Helt generelt kan iGS520 sammenlignes med Bolt og 520, da de understøtter de samme ting og funktioner.

GPS

GPS’en i iGS520 er understøtte af GPS, GPS+GLONASS og GPS+Compas, som også er kendetegnet ved Garmin og Wahoo. I praksis fungerer GPS-funktionen super godt og hurtigt, så man er sikker på, at man få alt data indsamlet og det kan analyseres efterfølgendej. I skoven kan den have problemer med at fange signal, men det er præcis de samme steder, som min Wahoo Elemnt Bolt og Garmin 520, så her kan iGS520 ikke klandres for noget. 

Navigation

IGS520 har indbygget navigation, hvilket må siges at være ret vildt til prisen. Navigationen er dog begrænset til, at man kun kan lave sine egne ruter igennem iGPSPORT-app’en. Det vil sige, at man selv laver en rute, hvor man ønsker at køre hen. Det fungerer lidt på samme måde som hos Garmin, men det kræver selvfølgelig lidt tilvænning. Helt basalt vælger man et startpunkt og herefter et slutpunkt. Mellem de to punkter, kan man så selv indsætte interessepunkter. Nedenfor har jeg lavet en rute, der starter i Vodskov, skal igennem Dronninglund og Langholt, hvortil app’en selv finder en rute, der kan bruges. Det var rart at se, at den rent faktisk laver en rute og ikke blot kører fra A til B via samme rute. 

Navigationen fungerer udmærket i praksis, men jeg føler at den er lidt begrænset. Kortet er blot nogle streger, der skal guide dig på rette vej. Kører man forkert på ruten, vises der ligeledes blot nogle streger, hvilket kan være lidt forvirrende at finde rundt i. Den simple navigation fungerer dog godt med pilene, der skal vise vej. Pilene er tydelige, og man får anvisning af, hvor langt der er til næste sving. 

Slutteligt har iGS520 mulighed for at finde tilbage til start, hvis man nu ikke er sikker på vejen alligevel. Funktionen fungerer, men det igen er det lidt væsentligt, at man er på ruten, eller meget tæt på, før det er sådan lige til. Alt i alt, så fungerer navigationen, og jeg kan godt se, hvor iGPSport har fat i noget, men det er klart, at den er lidt mangelfuld, når man blot får anvisninger via nogle streger og lidt tal. Dog skal det siges, at Garmin også har modeller, der viser vej på denne måde – dog til en højere pris. 

App og Strava 

IGS520 understøtter brugen af Shimano Di2 og Sram eTap, så det er muligt at bruge funktioner, der knytter sig til de elektroniske geargrupper på enheden. Det er selvfølgelig en super fed feature på en cykelcomputer i denne prisklasse. Endvidere kan iGS520 arbejde sammen med TrainingPeaks, Strava mf. Jeg bruger både TP og Strava i hverdagen, hvor det hele uploades automatisk efter endt tur. IGPsport har hertil deres egen iGPsport-app, der ligeledes indsamler al data fra enheden. I app’en er der et helt nyt univers, hvor man kan følge andre iGPsport-atleter – lidt ligesom på Strava. 

Funktionen i iGPsport-app’en er rigtig fin, men den synes at spænde lidt ben for brugen af Strava. Nok bliver aktiviteter uploadet til Strava, men man kan ikke se gennemsnitshastighed, højdemeter eller få kilometerantallet til at tælle med i Stravas ugentlige optælling. Jeg ved ikke, om jeg gør noget forkert, men jeg har ikke fået Strava og iGS520 til at spille helt godt sammen. Personligt synes jeg, at det er ret ærgerligt, da jeg er vant til at samle al data på Strava, men er man ny gamet, er der ikke nogen ko på isen – så kan man fint bruge iGPsports alternativ. 

Konklusion 

IGPsport er helt sikkert kommet for at blive. De laver funktionsdygtige produkter, der i den grad kan være med til at skabe lidt konkurrence i cykelbranchen. IGPsport har udviklet deres produkter, så de indeholder mange af de funktioner, som vi kender i forvejen. Blandt andet har de lært fra både Wahoo og Garmin, og deres enheder kan hermed både sættes op via deres egen app og ved hjælp af selve cykelcomputeren. Det er en af de ting, der er supersmart ved iGPsports IGS520. Herunder kan man se, hvordan iGS520 sættes op både med og uden smartphone.

Sammenlignet med andre cykelcomputere i samme prisklasse, så får man virkelig meget for pengene. En cykelcomputer med indbygget GPS, navigation og mulighed for at tilkoble eksempelvis watt, plejer at koste mere end det dobbelte. Med iGS520 får man altså en cykelcomputer, der er sammenlignelig med Garmin 520 eller 130 – 130 har dog en markant mindre skærm og Wahoo Elemnt Bolt. Den er sammenlignelig, da den har mange af de samme funktioner, men er alligevel en lidt skrabet udgave af de to. Så at måle sig fuldt ud med de to cykelcomputere er ikke muligt, men man får mange af funktionerne til den halve pris. 

Cykelcomputere skal fra tid til anden have en firmware updatering. Herunder findes en instruktion til hvordan:

Pris og tilgængelighed

Set til 699,-

Funktionalitet 8
Design 7
Brugervenlighed 9
Pris 9
8.3
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Træningsprogram via OptimizaR – Uge 6
Vi er nu godt i gang med 6. uge af det 12...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.