Test: Lake MXZ 200 Vinterstøvler

Samlet karakter

Lake er en amerikansk producent som udelukkende producerer cykelsko, til gengæld gør de de indenfor alle kategorier, fra mountainbike til tri og landevej. Lake er, i Danmark, særligt kendt for deres vinterstøvler som har ry for at holde vind og vand ude, mens fødderne holdes dejligt varme.

MXZ 200 er én af vinterstøvlerne, som udmærker sig ved at have et design der mest af alt ligner en traditionel vinterstøvle og ikke så meget en dedikeret cykelsko/støvle og så kan den bruges både med og uden klik-pedaler.

Vi har haft mulighed for at teste støvlerne de sidste par uger som har budt på blandet vejr, alt fra et par minusgrader og sne til noget nær to-cifrede varmegrader.

Design og funktionalitet

MXZ 200 er en forholdsvis kraftig støvle, udført i ægte brunt læder af høj kvalitet. Der er en vandtæt membran mellem inder og yderdelen og så er der 3M Thinsulate foer foran ved tæerne, et af de mest udsatte steder.  Støvlerne lukkes med snørebånd og der er et ekstra sæt med i kassen, løsningen virker fint – men man får dem ikke strammet til i samme grad som vis der eksempelvis havde være BOA-spænder og snøre, omvendt appelerer de to løsninger nok også til to forskellige målgrupper.

Underneden er en kraftig sål fra Vibram, den minder om den kan vil finde på et par vandrestøvler med masser af mønster, designet til at stå fast – og blive brugt! Som nævnt indledningsvis så kan MXZ 200 bruger både med og uden klikpedaler, faktisk er der ikke engang skåret ud til klamperne når man modtager støvlerne, det skal man selv gøre så de passer til de klamper man vælger at benytte, dog passer alle gængse MTB klamper. Man måler blot hvor meget klamperne fylder og skærer så ud med en hobbykniv, der er fine skærelinier man kan følge. Det kan virke lidt grænseoverskridende at skære i bunden af et par spritnye og halvdyre vinterstøvler, men man kan være ganske rolig – der sker ingenting. Når man har skåret ud til klamperne kommer de 4 monteringshuller til syne og man kan montere sine SPD klamper eller hvad man nu engang foretrækker.

Det faktum at støvlerne er udstyret med en kraftig sål med masser af mønster, gør dem meget velegnede til brug for nogle der ofte er af cyklen , det kunne eksempelvis være trænere, instruktører eller andre der har brug for god komfort både på cyklen og når man er af cyklen. Sålen er naturligvis stadig lidt stivere end en traditionel vinterstøvle, men den er dog stadig ganske behagelig at gå rundt i.

Indvendigt er støvlerne med en ret kraftig indersål med god svangstøtte, sålen er endda beklædt med hvad jeg vil antage er uld – for at sikre endnu bedre isolering. Årsagen til at sålen fremhæves, er at det meget ofte er et sted hvor producenterne springer over og vælger en tynd (og billig) sål der bør udskiftes til en ordentlig sål.

Den indvendige del af MXZ 200 er lavet ud i ét, det betyder at der ikke er nogle unødvendige samlinger eller overgange, hvilket betyder at vand og kulde holdes bedst muligt ude. Det faktum at indersiden er helt tæt, betyder så omvendt også at vand der først er kommet ned i støvlerne, bliver der.

Støvlerne går forholdsvis langt op og de kan sagtens snøres så de lukker rimelig tæt omkring benene, der er dog stadig en udmærket bevægelighed – selvom de snøres langt oppe.

Indvendigt er der rimelig god plads, også til os med brede nordiske fødder – og samtidig er der også gjort plads til et par tykke vinterstrømper. Pasformen er, for undertegnede, rigtig god – med tilpas plads i bredden. Støvlerne er testet i en størrelse 42 og undertegnede bruger normalt str. 41, så ét størrelse større end normalt fodtøj bør være passende.

Man kunne frygte at Lake MXZ 200 var alt for bløde da de udseendemæssigt minder mest om et par vinter eller vandrestøvler, heldigvis er sålen dog stadig så tilpas stiv at der er en fornuftig kraftoverførsel til pedalerne, uden at man dog må gå helt på kompromis med komforten når man blot gå og står i støvlerne. Støvlerne er dog lidt tungere end et par “almindelige” vinterstøvler til cykelbrug og med et lidt mere komfortabel sål bliver det ikke en støvle til XC brug. Målgruppen er derimod MTB træneren, sporbyggeren eller bare ham/hende der ønsker et par fede mountainbikestøvler i komfortabelt design der kan bruges både af og på cyklen.

Der hvor Lake MXZ 200 virkelig skiller sig ud er ikke kun på designet, men også på varmen og isolationsevnen som er helt fantastisk. Støvlerne er fantastisk varme og holder nemt vind og vejr ude – mens fødder og tæer holdes lune. Det er uden sammenligning de bedst isolerede støvler jeg har testet, hvilket så også betyder at de egner sig bedst til brug lige omkring 0-5 grader og derunder, ellers kan de hurtigt blive for varme.

Konklusion

Designet på MXZ 200 vil helt sikkert dele vandene, for nogle vil det være for langt fra et par traditionelle cykelsko, mens andre vil elske det faktum at de netop ikke ligner et par cykelsko. Derudover er komforten, når man går og står i dem, også væsentligt bedre end et par traditionelle cykelsko, hvilket også vil være et stort plus for nogle. Brugen af ægte læder gør dog også at man bør vedligeholde dem med læderrens og fedt, til gengæld får man så også en fed patina som kun et ægte materiale som læder kan give.

MXZ 200 kan bruges både med og uden klamper, så er man typen der benytter sig af flats, så er MXZ 200 helt oplagte, da de altid senere kan “opgraderes” til brug med mountainbike klamper.

Der hvor MXZ 200 virkelig adskiller sig fra mængden af vinterstøvler er på isoleringsevnen som er helt i top, vind og vand holdes ude og det forholdsvis tykke materiale skaber en membran der holder tæerne dejligt varme og ikke mindst tørre. Er man typen der fryserne fødderne i mange andre vinterstøvler, så vil jeg varmt anbefale at man prøver MXZ 200 – det tror jeg ikke man vil fortryde!

Med en vejledende pris tæt på 2000,- er Lake MXZ 200 ikke blandt de billigste på markedet, men heller ikke de dyreste, de placerer sig fint i mellemklassen rent prismæssigt og har man et brugsmønster og behov hvor Lake MXZ 200 passer ind – så giver de super god værdi for pengene!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1899,-
Nærmeste lokale forhandler oplyses af JT Import ApS på jl@jtimport.dk

Karakter

Noel er redaktør på CykelStart.dk og en ivrig motionist der kører både MTB, racer og cross - man må jo ikke gå ned på udstyr!

Vær den første til at kommenterer