Test: Northwave Raptor GTX 2018 vinterstøvler

Til efterårs og vintertræning har man brug for lidt mere isolering og varme end et par traditionelle cykelsko kan tilbyde og der er reelt 2 muligheder; man kan bruge sine sko sammen med et par skoovertræk, eller man kan købe et par dedicerede vinterstøvler. Skoovertrækket er den absolut billigste løsning, men det fungerer altså ikke så godt som en et par vinterstøvler – for her er der ikke problemer med overtræk der falder af, lynlåse der sidder fast, syninger der ikke holder, vand der kommer op nedefra og så videre.

Vi har testet Raptor GTX fra Northwave i 2018-udgaven, Raptor GTX er udgaven til mountainbike, mens alternativet til landevej hedder Flash GTX.

Design og detaljer

Raptor GTX fås i 3 farvekombinationer, camouflage, fluo eller den klassiske sorte som vi har haft fornøjelsen af.

Støvlerne er udstyret med en Goretex Pique membran der holder fødderne tørre og varme ned til omkring -3 grader, membranen gør derudover støvlerne både vind og vandtætte.

Snuden af støvlerne er både ekstra beskyttet imod vind og vejr, men også forstærket for at undgå skader på tæer og fødder hvis man skulle styrte, ramme en sten/træstub eller noget lign.

Oversiden af støvlerne giver også beskyttelse mod særligt nedbør og skoene lukkes med Northwave’s eget BOA-alternativ der kaldes SLW2. Det består af ét drejehjul og en snøre ned omkring overdelen, denne løsning giver mulighed for at justere bespændingen meget præcis og giver en jævn og tæt bespænding. Har man først én gang prøvet at skifte velcro-lukninger ud med BOA-spænder eller andre lignende systemer, så er det virkelig svært at gå tilbage… Når man ønsker at løsne SLW2 spændet skal man blot holde den sølvfarvede knap inde og trække –  så løsnes snøren.

Ligesom snuden, så er hælen også forstærket og udformet således at hælen holdes fast, dette for at sikre at mindst mulig kraft går tabt når man træder i pedalerne. Ved nogle sko og støvler oplever man at hælen kan “svuppe op”, men det er bestemt ikke tilfældet her da hælen holdes godt fast i støvlerne.

Stykket omkring anklen er lavet i neopren, materialet kalder Northwave for climaflex. Materialet er forholdsvis tyndt, meget fleksibelt og stadig med Goretex membranen for beskyttelse mod vind og vejr. Modsat mange andre vinterstøvler, så er denne del enormt fleksibel, hvilket skaber en imponerende bevægelighed i det område, så man næsten knap bemærker at det er en høj vinterstøvle man har på, og ikke blot en almindelig cykelsko. Kraven slutter tæt omkring anklen og forhindre, så vidt muligt, vind og vand i at komme ned i støvlerne.

Sålen er carbon-forstærket og har et stivhedsindeks på 8.0, hvilket er ganske højt for en mountainbike sko, hvor man også har brug for at skulle af og gå i tide og utide. Sålen er derfor, naturligvis, også med gummibelægning foran og ved hælen, så man kan stå fast og ikke ødelægger klamperne når man går i støvlerne. Støvlerne kan bruges sammen med alle gængse mountainbike klamper, eksempelvis Shimano’s SDP klamper. Yderst er placeret 2 udskiftelige “spikes” som giver lidt ekstra greb når man eksempelvis skal trække op af en længere bakke.

Én af udfordringerne ved mange cykelsko er at de er forholdsvis smalle og det passer ikke så godt sammen med vores nordiske fødder som ofte er forholdsvis brede. Heldigvis er der god plads i Raptor GTX fra Northwave, også selvom man har forholdsvis brede fødder og ift. størrelses-angivelserne så bør ét nummer større end normal sko-størrelse ligeledes være passende. Man skal huske på at vinterstøvler ikke skal sidde helt tæt, men at der skal være lidt luft til at bevæge tæerne, samtidig bør der være plads til en sok der er lidt tykkere end normalt, på de koldeste dage.

Pasformen i Raptor GTX er rigtig god, støvlerne er virkelig behagelige at have på, der er en god støtte i dem og takket være lukke-systemet sidder de tæt til foden, med mulighed for at mikro-justere til den helt rette pasform. Den forholdsvis stive sål gør også at der er en god kraftoverførsel, men uden at man må gå på kompromis med komforten når man går og står i dem.

Komforten er helt i top, skoene er forholdsvis lette, sålen stiv og de sidder godt på fødderne – samtidig holdes vind og vand ude, mens der også er en udmærket isolering i støvlerne, så længe temperaturen ikke kommer meget længere ned end et par minusgrader.

Konklusion

Northwave Raptor GTX er et par efterårs og vinterstøvler i topklasse, der kan bruges til både mountainbike og cross – eller landevej for den sags skyld, hvis man benytter eksempelvis SPD klamper. Støvlerne er hverken store, klodsede eller tunge – faktisk er de ret elegante og der er endda gjort forskellige tiltag for at optimere aero-dynamikken, og så er vægten ganske lav – faktisk bemærker man ikke rigtig at det er et par vinterstøvler man har på fødderne.

Både komfort og pasform er i top og særligt lukke-mekanismen fungerer rigtig godt og sikrer en tæt pasform med rig mulighed for justering – også mens man kører.

Med Goretex materialerne holdes vind og vejr ude, mens fødderne stadig kan ånde, denne kombination giver en overordnet god komfort. Da materialet er forholdsvis tyndt og åndbarheden god, kan man faktisk bruge støvlerne en stor del af året – på mange af de våde og kolde dage, og dem har vi jo en del af i Danmark.

Raptor GTX er et par fremragende vinterstøvler hvor man kun i meget begrænset omfang må gå på kompromis med komfort og pasform i forhold til et par traditionelle cykelsko, og de kan derfor kun anbefales til det danske efterårs og vintervejr!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1700,-

  • Nærmeste forhandler oplyses af PeakBike på e-mail: info@peakbike.dk eller telefon +45 44922800
Funktionalitet 9
Pasform 10
Design 8
Pris 7
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Guide: Find den korrekte cykelstørrelse
De fleste er formentlig klar over at det er vigtigt at vælge en cykel i...
Læs mere
Join the Conversation

2 Kommentarer

  1. says: Kim Ørum Derlich

    Hej Noel
    Jeg har netop fået disse i julegave, og min første tur, resulterede i drivvåde fødder ? Jeg havde endda trukket mine vinterbibs ned over kraven, så der ikke skulle kunne komme noget ind. Jeg synes ikke man kan lukke på en forkert måde… øv
    VH Kim

    1. Hej Kim,

      Det lyder mystisk, det er bestemt ikke min oplevelse med dem. Var det i øs-regnvejr, eller hvordan var vejret/føret?

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.