Test: Rogelli Renon og Tavon vintersæt

Vinteren er for alvor over os med udsigt til flercifrede minusgrader, og for at vores cykelture er fornøjelige, må vi klæde os varmt og tørt på.

I denne test kigger vi på Rogellis Renon, som er en varm softshell med et skarpt design og Tavon, som er prisvenlige lange bibtights med pude.

Rogelli Renon softshell

Ved første øjekast er det en jakke med et diskret men flot design med de grå striber på armene og det gule fluro, der er gennemgående på jakken.
Bagpå er Rogellis logo skrevet med gråt, og der er en klassisk lomme med en fluro lynlås. Derudover har jakken tre større lommer bagpå og en mindre lomme med lynlås foran. Det er tydeligt, at Rogelli har gjort meget ud af trafiksikkerheden med de skarpe kontraster og gule farver.

Jakken er foret med polyester og har en glat yderside, der har til hensigt at afvise vand. I bunden sidder der en elastisk kant af gummi, der holder jakken tæt ind til kroppen for at holde varmen inde.
Kigger vi på funktionaliteten, er det en jakke, der fungerer godt som tredje lag ved cykling omkring frysepunktet. Den er rimelig åndbar, bortset fra stoffet ved håndleddene som er elastisk og tætsiddende. Det må være et kompromis mellem isolering og åndbarhed, hvor Rogelli har vægtet jakkens varmeegenskaber højest.

Derudover kan den lynes ekstra højt op, så den dækker helt op til hagen, og den er udstyret med en lille ”lomme”, der dækker lynlåsen, når den er lynet helt op.
Den er vandafvisende og kan fint holde en let regnbyge ude, men man skal ikke regne med at være tør efter en større skylle eller længere tur i regnen.

Har man kørt i skoven eller på mudrede stier, skal man være opmærksom på, at det gule stof nemt tager imod smuds og bliver beskidt. Her kan jakken vaskes på 40 grader, men jeg vil tro, at den skarpe gule farve vil kunne have tendens til at miste sin glans efter et stykke tid.

Alt i alt er det en jakke, der kan sammenlignes med high-end mærkerne med et flot design, gode isolerende egenskaber, flere store lommer og udmærket åndbarhed. Kritikpunkterne er få og små, og til prisen er det en jakke, jeg bestemt kan anbefale. Den er testet i en temperaturskala mellem -5 og +5, og der fungerer den fremragende efter min mening. Jeg vil tro, at den kan holde dig varm ved -10 med to varme lag under, og at den er åndbar nok som jakke til forår/efterår med et enkelt lag under.

I skrivende stund er jakken på tilbud til 799 kr. hos Rogellis danske webshop. Normalprisen er 1399 kr, hvilket jeg synes er nogenlunde passende til jakkens værdi – måske til den høje side.
Til tilbudsprisen er det efter min mening en anbefalelsesværdig jakke, og derfor får den karakteren 8/10.

Rogelli Tavon lange bibtights med pude

Tavon er lange cykelbukser med pude. De er designet til at være varme vinterbukser uden bibs under. Modsat Renon-jakken er Tavon-tightsene meget diskrete og skiller sig ikke meget ud fra andre lignende produkter på markedet med sit helt sorte tema uden de store kontraster eller detaljer. Der er en lynlås ved underbenet, som har en grå/hvid kant og et Rogelli logo i samme farve på det venstre lår.

Derudover sidder der en gummikant horisontalt i bunden af buksekanten, der har til hensigt at forhindre, at bukserne glider.

Stropperne er rimelig brede og komfortable, og materialet er blødt. Puden er relativ tynd og lang, men yder fin komfort. Under testen har jeg ikke bemærket den, hvilket normalt er et godt tegn.
Som med jakken har jeg testet bukserne i en temperaturskala mellem -5 og +5 grader, og jeg har ikke haft problemer med at holde varmen med et baselayer under bukserne. Anvendes de selvstændigt, vil jeg ikke tro, at de kan klare sig under frysepunktet, med mindre man giver den ualmindeligt meget gas. Det er dog min erfaring, at man skal lede længe efter cykeltøj, der kan klare frostgrader med et enkelt lag.

Prismæssigt ligger Tavon i skrivende stund på 449 kr. på tilbud, med en vejledende pris på 799 kr.

Alt i alt er det et par lange bukser, der er meget ordinære, og som klarer sig fint som et par lange tights til vinterbrug, hvor man slipper for alt for mange lag, som ved alternativer uden pude. Der er ikke mange flashy detaljer, men bukserne tillader, at man holder varmen og komforten i kulden, og derfor får de karakteren 7/10.

Funktionalitet 7
Design 7
Pris 9

Karakter

7.7
Tags fra indlægget
,
Skrevet af
Mere fra Mads Olsen
Minitest: Airsmith Slam co2-pumpe og Airsmith Metal Road minipumpe
I denne test kigger vi på to pumper fra firmaet Airsmith. Den...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.