Test: Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey

Dette er vores første møde med Solo cykeltøj, et mærke fra New Zealand der producerer cykeltøj i retro design (Typisk fra 1950-1970’erne), men som funktionalitetsmæssig er helt up-to-date. Solo cykeltøj distribueres og sælges i Danmark af firmaet VeloWear.

Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey er, som navnet helt tydeligt giver udtryk for en langærmet vinter jersey, altså ikke en decideret jakke, men en tyk trøje, som er velegnet til brug i vinterhalvåret. Vi har været så heldige at kunne teste den under helt optimale forhold, nemlig i temperaturer lige under frysepunktet.

Design, detaljer og pasform

Jersey’en fås kun i én farve, nemlig sort og designet er også ret afdæmpet. Selve trøjen er sort og udført i et materiale der består af 90% polyester og 10% elastan, sidstnævnte gør materialet ganske strækbart. Indvendigt er trøjen foret med blødt fleece der både isolerer og holder på varmen, samtidig med at det det er åndbart. Disse egenskaber gør den velegnet til brug på de rigtig kolde, men tørre, dage – da den ikke er vandtæt. Lidt støvregn er dog intet problem!

solo-retro-tech-long-winter-jersey-inside

Trøjens design er, som tidligere nævnt, meget afdæmpet, så detaljerne begrænser sig til en strikket krave med hvide striber og ærmekanter i samme stil. Den strikkede krave er blød og kun lige netop så høj at den dækker det nødvendige og ikke er generende i hverken hals/hage eller omme i nakken for den sags skyld. Skulle man lyne trøjen helt op, er lynlåsen gemt bag en snip så man undgår en lynlås der skarver i halsen.

solo-retro-tech-long-winter-jersey-front

De strikkede ærmekanter er elastiske og sikre at der ikke kommer kold luft ind denne vej, samtidig med de er elastiske nok til at man kan trække dem udover et par handsker eller lign.

solo-retro-tech-long-winter-jersey-side

I højre side af trøjen er en lille “skjult” lomme, der dog er ganske lille, men som er meget passende til opbevaring af nøgler, lidt mønter eller lign. der ikke fylder al for meget.

solo-retro-tech-long-winter-jersey-back

På bagsiden er der, nederst, 3 åbne lommer og udenpå én af lommerne er en lille ekstra lomme der lukkes med lynlås. Igen er lommen ikke specielt stor og egner sig derfor kun til opbevaring af småting, nøgler, mønter, dankort eller lign. De åbne lommer er dog ganske rummelige og her kan man sagtens opbevares værktøj, energi, slange og hvad man eller måtte ønske at have med på turen. Materialet udenpå de 3 lommer er iøvrigt vandtæt, så det giver også en dobbelt effekt i og med den nederste del af ryggen er beskyttet mod det vand der måtte smides op af ryggen når man cykler i vådt føre. Derudover er der placeret et par reflekser omkring lommerne for øget synlighed.

solo-retro-tech-long-winter-jersey-pocket

Den nederste kant på trøjen holder den tæt ind til livet, men der er ingen silikone-stribe eller print til at holde den helt på plads, det virker dog ikke til at være en udfordring i praksis.

Trøjens snit og pasform er mere normal end mange andre cykeltrøjer, i praksis betyder det at den ikke går nær så langt ned bagpå som en del andre cykeltrøjer. Den har dog stadig de lidt længere ærmer, så de har den rette længde når man sidder på cyklen. Pasformen er rimelig tæt, hvilket giver god mening da den Solo’s produkter primært henvender sig til landevejsrytteren og i mindre grab MTB’eren, dog er materialet som tidligere nævnt ret fleksibelt, så selvom trøjen sidder tæt, er bevægeligheden ganske god.

Jeg nævnte indledningsvis at Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey var testet under helt optimale forhold, nemlig de seneste uger hvor vi har haft ret koldt vejr med dagstemperaturer under frysepunktet. Trøjen er testet i overvejende “tørt” vejr og med kun en Solo Langærmet Baselayer i merino uld indenunder.

Jeg har testet Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey på både landevejen og i skoven og må erkende jeg er ret imponeret over hvor varm og isolerende den er, trods det faktum at det “bare” er en langærmet trøje og ikke en decideret jakke. De første par gange må jeg erkende at jeg var til betænkelig ved at tage afsted hjemmefra med kun et tyndt basislag i merinould og Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey som yderlag, når temperaturen var under frysepunktet. Mine betænkeligheder blev dog lynhurtigt gjort til skamme, for trøjen har en enormt god evne til at holde på varmen og er stærkt isolerende i forhold til vind og vejr. I praksis betød det, i mit tilfælde, at jeg ikke oplevede at fryse de første 5-10 km, for trøjen beskyttede mod vind og vejr, mens kroppen gradvist blev varmere og varmere efterhånden som man kommer igang. Når man så har fået opbygget en god varme, er det vigtigt at denne bliver i trøjen, men lige så vigtig at evt. overskudsvarme nemt kan komme væk – så man undgår at blive fugtig. Dette klarer Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey også fremragende!

Materialer

  • 90% polyester
  • 10% elastan
  • Kan maskinvaskes ved 30/40 grader

Testpersonen

  • Højde: 175 cm.
  • Vægt: 70 kg.
  • Størrelse testet: M (Normal i størrelsen)

Konklusion

Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey er uden tvivl et ret imponerende stykke cykeltøj, som giver god beskyttelse og isolering mod vind og vejr under kolde forhold og er derfor oplagt til brug i det danske efterårs og vintervejr. Trods det faktum at der “kun” er tale om en trøje, så kan den sagtens gøre det ud for yderste lag, med ét enkelt lag indenunder, selvom temperaturen er under frysepunktet, det kræver dog naturligvis at vejret er rimelig tørt, da trøjen ikke er vandtæt.

Designet er “retro-agtig”, men stadig ret klassisk og afdæmpet – måske en tand for kedelig til nogle, mens andre vil synes designet er lige i skabet, jeg hører nok til dem der synes det er en tand for kedelig, men design vil som bekendt altid være en smagssag.

Funktionaliteten er der dog intet at udsætte på, selvom jeg måske savner lidt detaljer såsom en lomme til smartphone (Den kan ligge i ryglommen dog, men denne er åben) samt silikone-stribe/print i livet for at holde trøjen på plads.

Solo har med denne langærmet trøje skabt et utrolig simpelt, men også utrolig velfungerende produkt, uden alt for mange smarte detaljer og som nok primært vil henvende sig til race/landevejsrytteren, mere end MTB’eren.

Kort sagt: Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey er en fremragende langærmet cykeltrøje til de kolde dage, til dem der sætter funktionalitet og simplicitet højere end smarte detaljer og pragende design.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 859,-

Kan købes online hos VeloWear.dk

Funktionalitet og pasform 9
Design 7
Pris 7
7.7
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Osprey Raven 10 rygsæk til kvinder
Osprey har flere serier af rygsække der er designet specifikt til kvinder, Raven-serien...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.