Bakkeløbet med start i Hørning leverede igen i år en dag med sol, høj puls og masser af cykelglæde.
Min egen plan var egentlig en anden. Jeg skulle have kørt langt og kørt stærkt sammen med min faste makker – som også er min ægtefælle. Men sygdom satte en stopper for det setup, og i stedet stod den på solo-tur på den korte rute lørdag.
Det viste sig dog hurtigt, at jeg ikke helt skulle køre alene.
Undervejs dukkede min nevø op i feltet – en del af Team Cykelshoppen, som også er blandt løbets sponsorer. Det ændrede dynamikken markant. Pludselig var der hjul at følge, og jeg blev – ærligt talt – trukket godt rundt i feltet i store dele af løbet. Den slags hjælp er svær at sige nej til, og det gav både fart og motivation på de mere flade og rullende stykker.
Stemningen på ruten var i top. Der var god opbakning fra lokale, og man mærker tydeligt, at det her er et løb, folk prioriterer. Som Sebastian fra Team Cykelshoppen siger:
“En forårsklassiker er altid noget særligt – man kan tydeligt se, hvem der har trænet hen over vinteren, og hvem der ikke har. Det er virkelig fedt at se folk komme ud og presse sig selv, og stemningen er super god med masser af lokal opbakning, både ude på ruten og i startboksen. Når vi stiller op som Team Cykelshoppen, er det for at vise fanen frem og være en del af det lokale miljø – vi brænder for det her og vil gerne bakke op om løbet.”
Og netop det lokale engagement er noget af det, der gør Bakkeløbet til mere end bare et motionsløb.
Men tilbage til benene.
For selvom jeg kunne hænge på længe, så kom regningen. Da vi ramte de stejle bakker på den sidste del af ruten, var der ikke længere noget at skyde med. Race-benene – dem der normalt kan grave lidt ekstra frem – var ikke helt med på den korte distance i år, og jeg måtte slippe feltet.
De sidste 15 kilometer blev derfor en solo-indsats. Ikke kønt, men effektivt.
Og det var nok.
Jeg kørte mig ind til en damesejr i min gruppe – en lidt uventet bonus på en dag, der startede med ændrede planer og lavere forventninger.
Bakkeløbet viser igen, hvorfor det er en fast del af forårskalenderen: hårde bakker, stærk lokal opbakning og en god blanding af konkurrence og fællesskab. Uanset om man stiller op for at vinde – eller bare for at overleve bakkerne – får man en oplevelse, der kan mærkes i benene længe efter målstregen.
