Danmarks Højeste Motionscykelløb ’26 – DNF…

Sidste torsdag, Kristi Himmelfartsdag, stod den på det traditionsrige motionscykelløb “Danmarks Højeste Motionscykelløb“, eller bare “Danmarks Højeste”. Et motionscykelløb der i år blev afviklet for 43. gang! Jeg selv har deltaget et utal af gange, både på de kortere distancer og ikke mindst den længste distance på 190 km., kaldet “Kongeruten”.

I år var det endnu engang 190’eren jeg skulle prøve kræfter med!

Vejrudsigten op til dagen havde ikke været super motiverende, men i dagene op til blev den ændret til tørvejr, lidt vind og mulighed for regn først engang omkring kl. 14.00.

Torsdag morgen trillede undertegnede og et par lokale cykelmakkere fra Solbjerg mod Fælled i Skanderborg, så fik vi lige varmet benene lidt op inden starten skulle gå. I målområdet fik vi afhentet vores startnumre og der var som altid styr på sagerne, det gik lynhurtigt! Det var, som tidligere år, muligt at købe rundstykker og kaffe – hvis man ikke lige havde nået at få spist morgenmad hjemmefra, eller blot ønskede at spise sammen med cykelkammeraterne.

Første start på 190’eren var sat til kl. 08.30 og da vi var under 50 deltagere totalt på denne distance, blev vi alle kaldt frem og sendt afsted på én gang. I vanlig stil var der stram kæde fra start og der blev helt sikkert kørt over evne fra flere – men det var dem der vandt og ikke mig. Jeg lå med i fronten frem til første nedkørsel hvor jeg simpelthen ikke fik fart nok på cyklen, så jeg sakkede bagud og jeg nåede aldrig med op over kontrabakken, i praksis betød det at jeg var sat allerede inden vi havde kørt 10 km., pokkers! Det begrænsede antal deltagere betød desværre også at vi “kun” var 4 mand der ikke kunne få røven med op over første bakke, så vi måtte finde sammen og forsøge at få et samarbejde op at køre for at komme igennem de resterende ca. 180 km. Det blev dog aldrig en succes og snart var vi kun to tilbage – vi blev enige om at hjælpe hinanden til en start og se hvor længe vi kunne holde den kørende bare os to. Med lidt on/off samarbejde ramte vi ca. 50 km. og for mig opstod en mulighed for at dreje fra mod Gl. Rye og stikke hjem over – en fristelse jeg ikke kunne modstå. Motivationen var helt i bund efter en elendig start, der var kun én mand at kunne hænge og de sidste 140 km. “semi-solo” virkede fuldstændig uoverskuelig for mig – i hvert fald når man havde sat sig op til at skulle køre lidt cykelløb og finde en passende gruppe så man ikke skulle arbejde så intensivt hele tiden. Det betød også jeg måtte forlade min makker, som nu var helt alene – ikke mit stolteste øjeblik, men jeg var knækket, ikke fysisk – men mentalt…

Undervejs nåede jeg dog lige et kort stop i et depot for lige at overveje næste træk, få et stykke chokolade og forsøge at tage mig sammen, som i ser lykkedes det dog ikke.

Jeg rullede derfor retur mod hjemmet i Solbjerg, efter at have meddelt mine cykelmakkere at de ikke skulle vente på mig i mål.

Min beslutning viste sig dog måske alligevel at være okay, for mine cykelmakkere der få med i fronten nåede både fordi et ret alvorligt færdelsuheld der efterfølgende skabte en omkørsel, ligesom de fik en heftig omgang hagl – vejret var virkelig ikke til at regne med! Af uransaglige årsager lykkedes det mig at køre udenom alle byger med både regn og hagl på vej hjem – men vejene var våde og der var store vandpytter, så der var kommet vand for ganske nyligt.

Min beslutning betød jo så desværre at jeg ikke fik gennemført Danmark’s Højeste Motionscykelløb og det er jeg først og fremmest skuffet over, omvendt er det første gang jeg har måtte kaste håndklædet i ringen til et motionscykelløb – og det skulle vel ske før eller siden! Udover manglende gennemførsel, så gik jeg også glip af den efterfølgende forplejning som er velfortjent efter en omgang med de østjyske bakker!

Jeg vender stærkt tilbage i 2027 – måske jeg “bare” skal nøjes med 140 km. ruten og give lidt mere gas fra start? Det er der heldigvis næsten ét år til at oerveje.

Datoen for 2027-udgaven kender vi allerede, det bliver d. 6 maj – så sæt allerede nu kryds i løbskalenderen.

Følg med på Facebook eller på deres website for at være klar når tilmeldingen åbner.

Mere fra Noel Juul Christensen
Nyhed: SRAM RED XPLR AXS
SRAM har netop lanceret den nye RED XPLR AXS geargruppe, deres mest...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.