Det er vist ikke gået nogens næse fordi at lørdag d. 27 juni var én af de varmeste dage i Danmark nogensinde, TV2 melder om målinger på 37 grader ved både Århus og Odense og undertegnede – samt alle andre deltagere til DGI Hærvejsløbet kan godt skrive under på at det var en virkelig hård omgang for alle!
Kort om Hærvejsløbet
Hærvejsløbet er det største motionscykelløb på dansk jord og i 2026 var der mere end 7000 tilmeldte! Hærvejsløbet er ret unikt, fordi der er mulighed for at køre både landevej, gravel, MTB og så er der endda familie/børneruter. I 2026 kunne man vælge i mellem 5 landevejsruter (50 – 300 km.), 5 MTB ruter (fra 40-165 km.), 2 gravelruter (fra 50-175 km.) og ikke mindst 2 børne/familieruter på 3,5 eller 9 km.
Fælles for alle ruterne er at der er mål i Viborg, startområdet afhænger af rute og distance – dem der starter længst væk er de 300 km. på landevejen, her går starten fra Flensborg meget tidligt lørdag morgen.
Hærvejsløbet er en tur op igennem Danmark, med udgangspunkt i Hærvejen – man passerer en masse smukke, mindre, byer og får én på opleveren! Hærvejsløbet er et motionscykelløb med fokus på det sociale, tidstagning og placering er mindre vigtigt, det handler mere om at nyde naturen, de gode depoter samt udfordre sig selv!
Forberedelserne op til Hærvejsløbet
Forud for dagen modtager man en række e-mails fra arrangørerne bag DGI Hærvejsløbet, her er både praktiske oplysninger samt svar på alle de spørgsmål der måtte være. Informationsniveauet er generelt super højt – og da DMI meldte ud om en dag der potentielt blev én af de varmeste i historien – var DGI også hurtigt ude med information om hvordan man bedst muligt håndterede varmen undervejs, stor ros for det! Al denne information gør det nemt at få styr på alle de praktiske detaljer, uanset om man deltager selv eller sammen med andre. Da løbet starter ét sted og slutter et andet, er der også mulighed for bustransport frem og tilbage, hvilket nemt og enkelt bestilles i god tid inden løbet.
I forhold til selve træningsdelen, så afhænger det naturligvis af valgt distance samt ambitioner – nogle vil gerne slå en given tid, andre vil bare gerne gennemføre. Personligt har jeg kørt 300 km. landevejsruten tilbage i 2023, og i 2024 og 2025 har det været den lange gravelrute der går fra Jelling -> Viborg. Jeg var derfor klar over hvad jeg gik ind til – og havde en idé om både hvor længe jeg skulle bruge på at gennemføre og hvor hårdt det blev, det blev dog noget hårdere end forventet grundet varmen – mere om det senere.
Har man ikke trænet de længere distancer ville jeg nok fraråde at gå direkte til den lange 300 km. landevejsrute, men eksempelvis 125 eller 160 km. er måske nemmere at komme igennem på vilje og stædighed. Helt generelt vil jeg dog anbefale at man er rimelig tryg ved distancen, så man sikrer sig en god oplevelse og ikke en dag som bare trækker ud i evigheder. Eksempelvis, er din længste tur 50 km. er 160 km. måske en for stor mundfuld – alt efter hvor frisk du føler dig efter de 50 km., tror blot mit råd vil være at man forsøger at være realistisk, mest for at sikre den gode oplevelse.
Når vækkeuret ringer 2.55….
Lørdag morgen (læs: nat!) ringede mit vækkeur kl. 2.55, natten havde været historisk varm – så ikke nok med at det var for få timer jeg havde sovet, kvaliteten af søvnen havde også været ringe. Vi skulle starte kl. 07.00 fra Flensborg og med ca. 2 timers køretid fra Århus Syd, havde vi aftalt med chaufføren at han stod klar kl. 04.00 så vi kunne ankomme i Flensborg lidt over 6.00. Turen til Flensborg gik planmæssigt, ingen udfordringer andet end det massive vejarbejde der foregår på E45 i øjeblikket.
Omkring 6.15 lander vi i Flensborg, får pakket cyklerne ud, klædt om og sætter kursen mod nummerudleveringen lige overfor start-området. Her er en fin baggård med parkering vil cyklerne og der er både rundstykker, kaffe samt vand og energi.

I konvolutten med startnummeret, der sættes bagpå trøjen, er også et klistermærke der markerer at cyklen tilhører startnummer XXX – det bruges ifm. cykelparkeringen i Viborg. Derudover var der en sticker med angivelse af depoter, pointspurter, stigninger ol., en rigtig god ide synes jeg – jeg havde i hvert fald glæde af den flere gange i løbet af dagen – særligt til planlægning af væske!
Vi ankom i god tid til vores start 7.09, men mens vi stod og ventede blev vi spurgt om ikke vi bare ville afsted, da de ønskede at sende folk afsted så tidligt som muligt pga. varmen, det betød vi kom afsted fra Flensborg allerede 6.42.

Det gik godt, indtil depotet i Vejen…
Starten fra Flensborg gik over stok og sten, altså ikke i rød zone, men med et rigtig fornuftigt tempo i en god gruppe hvor der var flere om at tage føringer. Det betød en rigtig fornuftig gennemsnitsfart næsten hele vejen til Vejen, hvor jeg efter stop på depotet ved Vejen Idrætscenter opdager at jeg har fået et mindre cut i mit dæk som tilsyneladende ikke er lukket af mine tubeless væske. Jeg får moslet lidt med det og fyldt luft i og det ser ud til at holde tæt – så vi vælger at køre afsted og satse på det lukker sig. Det gjorde det desværre ikke og efter få km. må jeg stoppe op og have en plug i dækket, trods flere forsøg vil den heller ikke helt lukke tæt – så det bliver lidt stop and go i et stykke tid, her blev jeg endnu mere glad for min elektriske minipumpe.

Frontgruppen var nu for længst væk og vi rullede to mand mere eller mindre solo de næste mange km., hvor vi undervejs sørgede for at holde ind ved alle depoterne – varmen blev nemlig ret hurtigt et “problem”, forstået på den måde at man skulle indtage langt mere væske end man er vant til. Derudover er det vigtigt at få indtaget salt og energi, selvom man måske ikke rigtig har lyst til at indtage meget andet end væske. Heldigvis var de frivillige på depoterne som altid klar med både søde sager, boller, varm suppe (Måske ikke lige dagen til det i går…), vand, energidrik og meget andet. Det er de lokale idrætsforeninger der står for de forskellige depoter, så indholdet og udvalget kan varierer, men der er altid masser af lækre sagerne man kan indtage! Normalt plejer jeg at sige man ikke behøver fylde lommerne med energi ifm. Hærvejsløbet da man kan fylde sig i depoterne, men lige igår var det en god ide at have en gel, en bar, banan eller lign. hvis man pludselig var ved at gå sukkerkold grundet varmen.

Varmen var tiltagende i løbet af dagen og jeg har aldrig tidligere set så mange mennesker i depoterne, folk slog lejr på en anden måde end tidligere, hvor mange måske bare tanker vand/energi og er hurtigt videre. Det betød også en virkelig god stemning i depoterne, selvom det faktisk kunne være lidt svært at komme til med alle de mennesker. Flere steder var der opsat brusere, eller stod folk med vandslanger så man kunne få en skyller og blive kølet ned, inden turen gik videre op igennem landet. Humøret var generelt virkelig højt og jeg har kæmpe respekt for alle de frivillige der knoklede hele lørdagen for at gøre vores dag så god (og kold…) som mulig. På flere af de større depoter var der også mulighed for at få hjælp til tekniske defekter, da bl.a. Cykler og Fritid Ikast stod klar med mekanikere.

Udover god stemning ved de mange depoter, så er de lokale i de små samfund man kører igennem også rigtig gode til til at støtte op omkring Hærvejsløbet. Flere steder har folk sat sig ud til fortovet, både børn og voksne, for at heppe på og deltagere – og igår var der flere der lige tilbød et strint med vandslangen eller vandpistolen. Det er virkelig fedt at mærke denne opbakning, for som deltager i rigtig mange motionscykelløb ved jeg at der kan være stor forskel på hvor velkommen man føler sig.

Undervejs på ruten var der rigtig mange som måtte stå af pga. varmen, flere søgte i skyggen for at samle lidt kræfter, mens andre måtte give op, hive telefonen frem og ringe efter en chauffør. Vi så også en del BMW Race Marshalls (Antager jeg…) der tog sig af og tjekkede op på dem der måtte give op. Helt generelt virker det til at der blev gjort en ekstraordinær indsats, hele vejen rundt, for at folk havde en god og sikker oplevelse, trods det varme vejr.
Nå, tilbage til undertegnede og min makker – vi følte os egentlig rimelig godt kørende indtil Vejen hvor min punktering fik sat lidt en stopper for det gode tempo, efterfølgende måtte jeg pumpe dækket ved alle depoterne og heldigvis var der udstyr tilgængeligt så jeg kunne “spare” strømmen på min elektriske minipumpe, så jeg ikke pludselig stod på ruten, mellem depoterne, og løb tør for strøm. Omkring kilometer 200 begynder det at trække lidt tænder ud, pulsen er unormal høj pga. varmen og der er slet ikke det punch vi er vant til når bakkerne rammer. Vi begynder at arbejde med depoterne som delmål, det fungerer bedre at sige “30 km, ca. 1 time” til næste pause, end “100 km 3-3 1/2 timer til mål…” Da vi rammer 250 km. er vi god begge godt stegte, temperaturen har virkelig sat os begge under pres! Dette trods at vi begge vel godt kan betegnes som “super motionister” der kører mange kilometer og ikke er uvante på lange og hårde distancer. De sidste 50 km. køres for mit vedkommende som ren overlevelse, høj kadance på bakkerne for at undgå kramper – trods massiv indtag af både saltsticks og energi i løbet af dagen. Én gang må jeg gøre stop og af cyklen for lige at få styr på en krampe i baglåret og herefter “ruller” vi de sidste 20 km. til målområdet i Viborg.
Når man rammer Viborg er der den traditionelle paradekørsel igennem byen på den røde løber, en sjov og anerledes oplevelse og super fedt at mærke opbakningen fra hele byen indtil man rammer Paradepladsen hvor der er super stemning og mulighed for både mad og drikke. Grundet de mange depot-stop i løbet af dagen og min manglende evne til at træde til de sidste knap 50 km., stod vores chauffør allerede klar i Viborg da vi kom i mål, så selve festen på Paradepladsen må vi have til gode til næste år – for vi kommer helt sikkert igen!

DGI Hærvejsløbet 2027
Vil du sikre dig at du får besked når tilmeldingen åbner til 2027 udgaven af DGI Hærvejsløbet, så kan du altid holde dig opdateret på DGI Hærvejsløbets website, eller deres Facebook.
