Egeskov Slot danner rammerne for VM i cyklecross 2032

Cyclist in blue kit jumping over a muddy ramp while the crowd watches along a coastal race course at a cyclocross event

Danmark kan igen se frem til at være centrum for international cykelsport. Det er nu officielt, at VM i cyklecross 2032 skal afvikles ved Egeskov Slot på Fyn, efter at den internationale cykelunion UCI har tildelt værtskabet til Danmark.

Fra den 30. januar til 1. februar 2032 vil nogle af verdens bedste cyklecrossryttere kæmpe om regnbuestriberne i de spektakulære omgivelser omkring det fynske renæssanceslot. Der forventes op mod 20.000 tilskuere samt tusindvis af internationale gæster til mesterskabet.

VM vender tilbage til Fyn

Det bliver ikke første gang, Fyn er vært for et stort cyklecross-event. Mange vil huske VM i Bogense i 2019, som blev rost for både stemning, organisation og de mange tilrejsende fans.

Nu får Fyn endnu en mulighed for at vise sig frem over for den internationale cykelverden.

Danmarks Cykle Unions formand, Morten Anderson, glæder sig over tildelingen:

“Det viser, at dansk cykelsport ikke kun sportsligt er en del af verdenseliten, men også har eventorganisationen, faciliteterne og de frivillige kræfter til at løfte de allerstørste opgaver.”

Aerial view of a brick medieval castle set in a moat, with formal gardens, trimmed hedges, and a surrounding green landscape.

UCI ser frem til gensynet

Også UCI’s præsident David Lappartient ser frem til at vende tilbage til Fyn.

Han fremhæver blandt andet regionens stærke cykelkultur og minder om, at Fyn tilbage i 2017 modtog UCI’s Bike Region-certificering, inden øen to år senere var vært for VM i Bogense.

Eventyrkulisse til verdens bedste ryttere

Der er næppe mange VM-værtskaber, der kan matche kulissen ved Egeskov Slot.

Det ikoniske slot og de omkringliggende parkområder kommer til at danne rammen om syv VM-løb fordelt over tre dage. Her skal der kåres verdensmestre i junior-, U23- og elitekategorierne for både kvinder og mænd samt i mixholdsstafetten.

Ruten forventes at bestå af en rundstrækning på mellem 2,5 og 3,5 kilometer med en kombination af græs, grusstier, asfalt og korte stigninger, præcis som moderne cyklecross skal være.

Turisme og cykelfeber

Hos Destination Fyn ser man værtskabet som en enestående mulighed for at tiltrække flere internationale gæster, særligt fra Belgien og Holland, hvor cyklecross er nærmest en nationalsport.

Da VM senest blev afviklet i Bogense, oplevede Fyn efterfølgende en markant vækst i belgiske overnatninger, og ambitionen er, at VM ved Egeskov kan skabe endnu større interesse for Fyn som cykeldestination.

Danmark styrker sit cykel-CV

VM i cyklecross 2032 føjer sig til en lang række internationale cykelevents på dansk jord de seneste år, herunder Tour de France Grand Départ, VM i cyklecross i Bogense og flere internationale gran fondo-arrangementer.

Ifølge Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, kombinerer værtskabet verdensklasse-cykling med fortællingen om Fyn, dansk cykelkultur og de unikke omgivelser ved slottet.

Fakta om VM i cyklecross 2032

  • Dato: 30. januar til 1. februar 2032
  • Lokation: Egeskov Slot, Fyn
  • Forventet tilskuertal: Op mod 20.000
  • Syv VM-løb fordelt over tre dage
  • Verdensmestre skal kåres i junior-, U23- og eliteklasserne for kvinder og mænd samt i mixholdsstafetten
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: GripGrab Winter Cycling Sock
Danske GripGrab er et firma startet af 3 brødre, der fokuserer på...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.