Fjällräven er ikke helt ny på cyklen.
Selvom Hoja er Fjällrävens nye selvstændige cykelkollektion, er cykeltasker faktisk ikke nyt territorium for det svenske outdoorbrand. Allerede i 2022 gik Fjällräven sammen med Specialized om The Great Nearby – et omfattende samarbejde, hvor svensk friluftserfaring blev koblet med Specializeds cykelekspertise.
Resultatet var både cykeltøj og et komplet udvalg af bikepackinggrej med blandt andet stel-, top tube-, styr- og sadeltasker. Nu står Fjällräven i højere grad på egne ben med Hoja. Det er en hel serie udviklet specifikt til gravel, bikepacking og adventure-cykling.
Hos CykelStart har vi fået to af de mindre tasker til test – og dem kommer vi til at udsætte for mere end en tur rundt om blokken.
Gå direkte til indhold:
Hoja Top Tube Bag – den lille, man bruger hele tiden
Den første er Hoja Top Tube Bag.

Det er den type taske, som hurtigt kan blive en fast del af cyklen. Den sidder oven på overrøret og rummer 0,8 liter. Fjällräven har lavet den i Vinylon F med genanvendt polyamidforing og 10.000 mm PU-laminering.

Den kan monteres med velcrostropper eller boltes direkte på kompatible stel.

Den har desuden to indvendige netlommer og kabeludgang foran.

Det er lidt bøvlet med kabeludgangen, da der er et stykke elastisk stof ned foran og sprækken meget snæver. Men det er helt sikkert for at undgå indtrængende vand – og for at holde designet stramt.

Skumgummikloden beskytter cyklens stel mod ridser fra stroppen under kørsel og sikrer, at tasken sidder stabilt fast uden at glide.

Tasken kan både lynes op fra neden og forfra.

For en lille top tube-taske handler det om adgang: Telefon. Snacks. Læbepomade. Powerbank. Handsker. Solcreme. Hvor nemt er det at få fat i telefonen, snacks, læbepomaden, powerbanken, handskerne eller solcremen – de små ting, man gerne vil have lige ved hånden uden at skulle stoppe og grave i en stor sadeltaske.
Det glæder vi os til at teste i praksis. På vores kommende PACK & RIDE Women Bikepacking-ture kommer tasken med ud på grusvejene, hvor vi blandt andet vil se på, hvor let den er at åbne undervejs, om indholdet er nemt at organisere, og om man faktisk kan få fat i de vigtigste småting hurtigt og ubesværet. I PACK & RIDE arbejder vi med et meget enkelt princip for pakning:
RIDE – FIX – EAT – STAY – SLEEP.
Og Top Tube Bag er på papiret oplagt til RIDE: de ting, der skal være lettest tilgængelige, mens eventyret er i gang. Nu skal vi finde ud af, om den også fungerer sådan ude på cyklen.
Hoja Triangle Frame Bag – én taske, flere placeringer
Den anden taske, jeg tester, er Hoja Triangle Frame Bag. Hele vejen rundt om tasken løber et såkaldt daisy-chain-system – en række fæstepunkter, som gør det muligt at flytte velcrostropperne og selv bestemme, hvor tasken skal gribe fat i stellet. Det er et princip, man også kender fra modulære bæresystemer i outdoor- og militærverdenen.

Det betyder i praksis, at tasken ikke er låst til én bestemt position. Afhængigt af cyklens geometri kan den sidde oppe under overrøret, fremme mod kronrøret, længere tilbage mod sadelrøret eller længere nede i rammen. Stropperne flyttes ganske enkelt, så monteringen passer til cyklen.

Det kan lyde som en lille detalje, men på en bikepackingcykel er det ret godt. For pladsen i rammen er kostbar. Der skal måske også være plads til drikkedunke, værktøj eller en anden rammetaske – og især på små cykelstel kan det hurtigt blive et puslespil.

Hoja Triangle Frame Bag er One Size, måler 20 × 25 × 5 cm og rummer 1,7 liter. Siderne er stabiliseret med skum, og indvendigt er der tre lommer til at holde styr på de mindre ting. Ydermaterialet er Fjällrävens Vinylon F, mens foret er genanvendt 210D-polyamid med en PU-coating på 10.000 mm.

Det er den fleksibilitet, jeg især glæder mig til at teste på PACK & RIDE. For her handler det ikke kun om, hvor meget man kan proppe i en taske, men om at lære at bygge et pakkesystem, der passer til ens egen cykel og den tur, man skal på.
Fra produktanmeldelse til PACK & RIDE-testlaboratorium
Vi er ved at starte PACK & RIDE Bikepacking for kvinder, hvor ambitionen er at få flere kvinder til at opdage gravel, bikepacking og små cykeleventyr. Deltagerne skal kunne se, røre og prøve forskellige løsninger og få svar på de helt lavpraktiske spørgsmål:
Hvilken taske skal sidde hvor? Hvad skal jeg egentlig have med? Hvor lidt kan jeg nøjes med? Hvordan fordeler jeg vægten? Og behøver jeg overhovedet købe et komplet bikepacking-setup for at komme i gang?

Her bliver Fjällräven-taskerne en del af vores PACK & RIDE gear-demo.
Top Tube Bag kan fx være RIDE, mens Frame Bag naturligt bliver FIX med værktøj, slange, plugs, pumpe og powerbank. Og når vi stopper undervejs, pakker grejet ud og laver vores outdoorfrokost, bliver det meget konkret, hvad der fungerer – og hvad der ikke gør.
En hel serie, vi gerne vil have fingrene i
De to tasker er kun en lille del af Hoja-universet. Serien omfatter blandt andet Hoja Seatbag, Handlebar Rolltop, Handlebar Pocket, Snack Bags, forskellige Frame Bags og drybags, og Fjällräven har i 2026 også nye produkter som Triangle Frame Bag og Bike Frame Fold Bag.
Det interessante er derfor ikke bare, om én taske er god. Det er, om Fjällräven har fået skabt et sammenhængende pakkesystem, hvor man kan bygge sit setup op efter turen i stedet for nødvendigvis at montere alt på én gang.
En AFTER WORK-graveltur kræver én løsning. En hel dag med gourmet-outdoorfrokost kræver en anden. Og en PACK & SLEEP med sovepose og overnatning stiller pludselig helt andre krav. Det er dér, vi gerne vil teste Hoja-serien.
Første indtryk
Det umiddelbare indtryk af de tasker, vi har fået ind, er, at Fjällräven har ramt et udtryk, der passer godt til bikepacking: enkelt, funktionelt og mere outdoor end race. Men den egentlige anmeldelse begynder først, når vi triller ud. Lad os ses derude!
