Grejsdalsløbet inviterer til Tour-fest med særlig Tour de France-rute

Forårsklassikeren Grejsdalsløbet er i år trukket i den gule førertrøje. Med bare 50 dage til den vejlensiske Tour-etape, når startskuddet for Grejsdalsløbet lyder den 14. maj, er Tour-feberen for alvor sat ind.

Den anden weekend i maj åbnes dørene til det traditionsrige cykelløb, Grejsdalsløbet. Med udgangspunkt i Vejles kuperede landskab kan cykelinteresserede prøve kræfter med intet mindre end seks forskellige ruter. Og der er noget for enhver smag.

– Vi gør alt for at vise de bedste cykleruter i og omkring Vejle frem til Grejsdalsløbet. Vi har simpelthen det bedste cykelterræn i Danmark, og det vil vi gerne have at alle cykelmotionister oplever, fortæller Bjørn Hessellund fra Grejsdalsløbet.

Grusstier og cykelløb for hele familien

Lørdag den 14. maj er for de gravel-interesserede. Her cykles der primært langs grusstier ad en 75 kilometer rute. Og ruten lægger selvfølgelig også vejen forbi det kendte kagestop hos Bindeballe Købmandsgård.

Dagen byder desuden også på ’Familieruten’ på 20 kilometer, som i år har fået tilføjet et strejf af Tour de France. Ruten følger en del af den fastlagte rute for 3. etape af Tour de France 2022.
Der kan deltages på alle cykler – inklusiv el-cykler. Alle deltagere modtager en særlig tour-rabat, og det koster dermed kun 95 kr. for deltagelse. Børn ifølge med en voksen deltager gratis, og alle børn under 12 år skal følges med en voksen.

Det bedste fra Tour de France og Grejsdalsløbet

Søndag står på de klassiske landevejsruter, hvor du virkelig kan udfordre dig selv. Du kan vælge mellem 90, 120, 160 og 220 kilometer.

Ruten på 160 kilometer er inspireret af den vejlensiske Tour de France-etape, og du vil på ruten bl.a. komme forbi den historiske vikingeby, Jelling. Men den indeholder selvfølgelig også klassiske træk fra Grejsdalsløbet, og slutter på en af Danmarks hårdeste cykelbakker, Gl. Kongevej midt i Vejle. Du får altså det bedste fra begge verdener.

For den trænede bjergrytter kan man give sig i kast med ’Forårsklassikeren’ på 220 kilometer. Denne rute er den ultimative udfordring, idet ikke færre end 25 kategoriserede bakker og 2.600 højdemeter indgår i ruten. Folkene bag Grejsdalsløbet opfordrer til at have gennemført en fornuftig forårstræning inden man giver sig i kast med Forårsklassikeren, da det er en hård rute, som vil være en udfordring for selv den veltrænede og rutinerede motionist.

– Ruten på de 220 kilometer er virkelig en maratonudfordring. Vi er rigtig stolte af ruten og synes, at den er perfekt sammensat med mange højdemeter og gode veje. Er 220 kilometer alligevel for stor en mundfuld, så glæder vi os over at kunne præsentere vores Tour Special. Her får deltagerne en oplevelse uden lige, når de kan prøvekøre asfalten inden Tour de France-rytterne suser igennem landskabet den 3. juli, afslutter Bjørn Hessellund.

Fakta

Tilmelding på: www.grejsdalsloebet.dk

Der er seks forskellige ruter:
– Gravelruten på 75 kilometer
– Familieruten på 20 kilometer
– Udfordringen på 90 kilometer
– Mediofondo på 120 kilometer
– Tour Special på 160 kilometer
– Forårsklassikeren på 220 kilometer

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Garmin EDGE 830 cykelcomputer
Tilbage i slutningen af april blev EDGE 530 og EDGE 830 præsenteret...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.