Guide: Fra motionsrytter til licensrytter – del 1

Cykling har virkelig vundet indpas hos danskerne de senere år, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man har en fed racercykel eller mountainbike stående i garagen. Den stadigt voksende interesse for cykling kaster selvfølgelig forskellige ting af sig. Der bliver blandt andet arrangeret flere og mere udfordrende motionsløb hvert år, hvor motionister kan krydse klinger og kæmpe om æren og fede præmier. Motionsløbene herhjemme er for det meste rigtig godt arrangeret, og der bruges mange timer på at planlægge disse, så de kan afvikles med størst mulig sikkerhed for deltagerne. 

Her på redaktionen har undertegnede givet sig i kast med konkurrencecykling – nærmere betegnet; licenscykling. Den nye interesse, vil her på siden, udmønte sig i en række artikler om netop cykling på eliteplan.

Selvom motionsløb er tilegnet motionister, skal man ikke tage fejl af hastighed og sværhedsgrad – der køres stærkt i disse løb – men ønsker man at prøve kræfter med et lidt mere elitært set-up, skal man tage skridtet videre og tegne licens hos Dansk Cykle-Union. 

Netop licens-cykling har jeg kastet mig over. For godt to år siden pådrog jeg mig en korsbåndsskade i en fodboldkamp. På det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg skulle tilbage til fodbolden, men efter en operation og genoptræning blev virkeligheden en anden. Jeg kastede mig ret hurtigt over cykling, herunder landevejscykling.

Tidligere har jeg kørt mountainbike som supplement til fodboldtræningen, men ikke noget struktureret. En racercykel var jeg i besiddelse af, da denne var mit foretrukne transportmiddel til og fra arbejde. Racercyklen blev som sådan ikke brugt til ture i starten, men efter en stille start i 2018 med flest ture alene, blev jeg i 2019 meldt ind i Aalborg Cykle-Ring Motion, som er Aalborgs største motionsklub. 

Jeg fik hurtigt smag for de længere ture og begyndte at presse mig selv mere og mere. Jeg købte en ny racercykel og var forbi Bikefit Aalborg, hvor jeg fik indstillet cyklen. Samtidig fik jeg vækket interessen for licenscykling, da Johannes, bikefitteren, fortalte en smule om det. På daværende tidspunkt var jeg ikke helt sikker på, om det var noget for mig, men konkurrencegenet i mig blev ved med at hive tanken frem. Det resulterede i, at jeg trænede hårdere og hårdere, indtil jeg følte mig stærk nok til at begynde i Aalborg Cykle-Ring – Aalborgs licensklub.

Johannes hjalp mig i gang, og jeg begyndte at træne med i januar måned 2020. Træningen viste sig hurtigt at være givende, og jeg følte, at jeg blev stærkere. Træningen kommer vi tilbage til senere i serien.
Nedenfor ser man en gennemgang af oprettelsen af licens. 

Hvordan bliver jeg licensrytter? 

I bund og grund kan alle tegne konkurrencelicens ved Dansk Cykle-Union. Det kan dog deles op i forskellige “steps”, som skal klares, før man kan stille op i licensløb.

Klub?

Det første man skal gøre, er at finde en cykelklub, der tegner licens. Her er det altså ikke nok at være medlem af den lokale motionsklub, såfremt denne ikke tegner licens. Jeg anbefaler, at man sonderer terrænet lidt og finder den licensklub, der geografisk er nærmest. Det er klart en fordel at have relativt kort til de ugentlige træninger. De fleste klubber har en hjemmeside eller en Facebookgruppe, hvor man kan finde oplysninger om træningstider. Herefter gælder det om at møde op til første træning, hvor man kan blive sat lidt mere ind i tingene.

Man kan sagtens være medlem af klubberne uden at køre licens, hvis man ønsker at træne lidt med inden man tegner løbs-licens. I klubberne er der helt sikkert nogen, der kan hjælpe dig i gang, når du først har meldt dig ind og har været til første træning. Inden man går videre med køb af chip mm, er det vigtigt, at man finder ud af, hvilket tøj, man skal have købt. Hver klub har deres egen klubdragt, som man skal købe og køre i til licensløbene. Igen er det vigtigt, at man spørger om hjælp.

Konkurrencelicens?

Næste trin er at få tegnet en løbs-licens, så man kan køre løb. Løbs-licensen skal tegnes gennem Dansk Cykle-Union (http://medlem.cyklingdanmark.dk), hvorefter man får en profil på deres hjemmeside. Ligeledes får man tildelt et startnummer, som skal bruges i alle løb. Det hele bliver sendt via post, og indeholder to trøjenumre og et nummer til sadelpinden.

Chip? 

Det sidste man skal bruge, før man er klar til at køre licensløb, er en chip. Chippen skal igen bestilles ved Dansk Cykle-Union, og er din personlige tidtager. Den skal aktiveres her: https://www.cyklingdanmark.dk/medlemmer/chiptransponder/ og skal placeres på venstre side af forgaflen. Inden chippen kan tages i brug, skal den aktiveres – guiden hertil findes ligeledes via linket ovenfor.

Chippen er endvidere din identitet som licensrytter, så det er muligt at se på Dansk Cykle-Unions hjemmeside, hvilke løb du er tilmeldt. Ønsker man ikke at købe en chip, eller bøvler chippen, er det muligt at leje en chip på dagen, så man kan køre alligevel.

Chippen der skal placeres på venstre side af forgaflen

Når klubben er fundet, tøj og chip er købt og numrene er modtaget, er man klar til at deltage i licensløb landet over. Sæsonen starter i april og slutter i oktober, hvor der køres løb stort set hver weekend. Løbene er fordelt over hele landet, så man kan godt forvente at skulle køre lidt kilometer i bil for at deltage i løb.

Tøj, Kontingent i Dansk Cykle-Union, medlemskab af licensklub og chip er selvfølgelig ikke gratis. Det vil altid være en dyrere omgang, når man starter fra 0, da man skal købe tøj og chip. Hermed ligger en ca. startpris for hele baduljen på ca. 2720 kroner, som er fordelt således: 

  • 920,- til bibs+jersey (kan variere fra klub til klub) 
  • 350,- DCU chip her herefter 190,- pr. år
  • 800,- DCU helårligt kontingent 
  • 650,-  til helårligt kontingent til klubben (kan variere fra klub til klub) 

Det kan umiddelbart virke af mange penge, men man skal have for øje, at man herefter kan køre lukkede løb, hvor der er fine præmier og til en pris på ca. 120 kroner pr start. Til sammenligning ligger motionsløb oftest mellem 200-500 kroner. 

Ønsker man at snuse lidt til licenscykling, inden man køber den helt store pakke, er det muligt at købe et klippekort, der kan bruges til at køre et eller flere løb. Hvis man vælger denne løsning, skal man betale 100 kroner pr. klip + løbets pris. Herudover skal man leje en chip til ca. 200 kroner, men en fin løsning, hvis man er usikker.

Overordnet set, er licenscykling ikke så indviklet, som det måske kan se ud fra starten. Personligt vil jeg anbefale, at man starter med at finde en lokal klub, hvor der helt sikkert er nogle garvede licensrryttere, der gerne vil hjælpe med en nem og god opstart. Herfra burde det være lige til. Denne guide er første del af en mini artikelserie om licenscykling, som vi kommer til at udgive henover efteråret. I næste artikel ser vi lidt nærmere på:

  • Klasser
  • Point
  • Hvilket udstyr, man skal anskaffe sig
  • Hvordan man kan forberede sig til sæsonen og løbene
  • En kort gennemgang af et par træningsløb kørt henover sommeren.
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Test: Bontrager S1 Softshell skoovertræk
I Danmark har vi mange måneder om året, hvor det er nødvendigt...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.