Guide: Hvorfor vælge højprofil-hjul?

Står du overfor en opgradering af din cykel? Så kan det være rigtig svært at finde ud af, hvor man skal starte. I denne guide forsøger vi at sætte et par ord på, hvor man med fordel kan starte, hvis man har sparet lidt ekstra penge op på cykelkontoen. 

De fleste cykler kommer med et hjulsæt, der oftest er lavprofil (30-35mm) og produceret i aluminium. Hjulsættet kan sagtens være rigtig godt og stift, og man kan finde mange gode hjulsæt i aluminium til overkommelige priser. Dog vil vi her slå et slag for den opgradering, man kan lave på hjul-fronten, der kan give dig mere fart og lavere vægt. 

Farten 

Hvis man kun har prøvet at cykle med lavprofilshjul, kan det være svært at forklare forskellen, men i bund og grund, så handler det om fart. Den lave profil på fælgen gør, at vinden ikke griber fat i hjulet og hermed presser og slipper vinden ikke fælgene på samme måde. Det, der sker, når fælgen bliver højere er, at vinden skæres nemmere og farten bibeholdes ved hjælp af den højere profil. Den højere profil på fælgen giver altså en meget større aerodynamisk fordel, end det er tilfældet ved en lavere profil. 

Billede fra Cykelfoto

Vil det så sige, at jo højere fælg, jo mere fart? Helt lavpraktisk, ja. Jo større overflade, der kan bryde vinden og bibeholde farten, desto mere fart og færre watt skal du træde. Det bedste eksempel er, når der køres enkeltstart. Her bruger de fleste et pladehjul bagpå, så vindmodstanden bliver minimal og den skæres fuldkommen. Pladehjulet gør endvidere, at en høj fart kan holdes, når den først er trådt i gang – det er en stor fordel, når man skal køre mod uret. 

Nu kan man så spørge sig selv, hvorfor man ikke kører med pladehjul i et almindeligt cykelløb? Det gør man ikke af flere grunde: Pladehjulet er super stift og godt til at holde en høj fart, når man har trådt cyklen i gang, men den helt lukkede overflade gør, at det ikke er super rart at køre med i et linjeløb. Det er simpelthen ikke fleksibelt nok, så det vil føles tungt og træls på en normal landevejscykel. Yderligere spiller vægten en stor rolle, og et pladehjul vejer immervæk noget mere end et almindeligt baghjul. Vægten kommer vi mere ind på nedenfor. 

Vægt

Vi har nu afklaret, at jo højere profil, desto højere fart. Den tese gør vel, at man bør købe så høj en profil, som det overhovedet er muligt? Nej, ikke nødvendigvis. Vægten på hjulene har en stor rolle, og de fleste kigger på vægten, når de skal købe en ny cykel. Hvis man vælger at gå planken ud i forhold til fælghøjde, må man tage til takke med den ekstra vægt, der selvsagt følger med. Her er det indlysende, at jo mere materiale, der bruges, desto tungere bliver hjulet. Selvom de fleste hjul i dag produceres i letvægts carbon, er det ikke muligt at holde vægten så meget nede, at det ikke vil give en bagdel, hvis de bliver for tunge. 

Når vi ser på vægt, er det ikke blot vægten på hjulene, vi skal kigge på. Det er også vigtigt at kigge på vægten af den rytter, der skal køre på hjulene. Hertil kommer den næste udfordring – vind.

Vind

Vinden er en stor faktor i cykelløb, og specielt i de danske cykelløb, kan vinden have en helt afgørende betydning. Højprofilhjul hjælper dig til at være mere aerodynamisk og skære vinden bedst muligt, men det er også vigtigt at finde den rette balance, så du rent faktisk kan blive på cyklen og ikke blive blæst af vejen. 

Chris Froome er faktisk det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man spøger med kombinationen af lidt for høje fælge og lidt for meget vind. Froome styrtede i Dauphine 2019 og pådrog sig grufulde skader, der stadig volder ham store problemer. Froome ville efter sigende blot flytte den ene hånd fra styret, hvorefter vinden tog fat i forhjulet og Froomes karriere lå i grus. 

Hermed sagt, at det er utroligt vigtigt at finde den helt rigtige kombination, der passer til de behov og forhold, man skal køre i. Kører man meget i Danmark, så er det nok ikke 80mm, man har mest brug for, da der oftest er kraftig vind. Ligeså er et 80mm hjulsæt heller ikke gavnligt i bjergene, da vægten er for høj og den aerodynamiske fordel vil være minimal op ad. 

Hvad skal man så vælge? 

Så lang, så godt. Vi har tre væsentlige faktorer på plads; fart, vægt og vind, og vi er nu klar til at gå ud og købe et nyt hjulsæt. Men nej, du ved stadig ikke helt nok om højde, bredde, vægt, nav eller eger. Hvad gør man så? De fleste laver lemming-effekten og gør præcis som alle andre: Køber hjul fra de store, velkendte mærker som – Roval, DTSwiss og Hunt, og det er der sådan set ikke noget galt i. De kan helt sikkert noget, men du ved måske stadig ikke, hvad der vil passe bedst til dig og dine behov.

Billede fra Cykelfoto

I denne forbindelse vil vi slå et lille slag for Wizard Wheel. Vi har et par gange testet hjul fra troldmanden, Sven, både til landevej og MTB. Sven er en vaskeægte hjulnørd, og han er ikke nærig med at uddele erfaringer eller holdninger til, hvordan du får bygget det bedste hjulsæt, der passer til dine behov. 

Skræddersyet til dine behov

Dette er ikke en test af forskellige hjul, hvor vi kan smide om os med fordele og ulemper ved de forskellige brands, men ved Wizard Wheel har man muligheden for at skræddersy et hjulsæt, der både passer til cykel, behov og temperament. Til 2021 sæsonen har jeg selv designet og skabt et hjulsæt med Svens hjælp. Designet er specifikt lavet til min Scott Addict RC, der er sølvgrå og sort med et et neongult logo. Hertil har jeg valgt at få sølv Tune-nav og sølv nipler, så det passer til cyklen. Endvidere er hjulsættet afsluttet med Wizard Wheels custom decals fra Inkmyride, der ligeledes er sølvfarvet. Både Tune-nav og de custom decals kan vælges i en række forskellige farver, så de passer til netop dine behov. 

Fælghøjden på mine Wizard Wheels er 45mm, hvilket passer super godt til min vægt på ca. 60 kilo og de danske forhold. Jeg bruger hjulene til både træning og løb, hvor jeg endnu ikke har haft problemer i sidevinden – selvfølgelig rykker det i forhjulet, når der er kraftige vindstød, men ikke mere, end jeg kan håndtere. Sven rådede mig til at vælge 45mm, grundet min lave vægt. Jeg kunne have valgt 50mm bagpå, da baghjulet ikke er lige så vindfølsomt, men jeg gik med 45x45mm, og jeg har ikke fortrudt valget. Slutteligt er mine Wizard Wheels tubeless ready, hvilket jeg benytter mig af. 

Til de nørdede kommer her specifikationerne på hjulene. Prisen er ca. 14.000 danske kroner for disse. Prisen varierer alt efter, hvad kunden ønsker. 

Specifikationer

Samlet Vægt

  • 1520 gram 

Premium Carbon Rims UD MAT 

  • Toray  T 700 / Toray T 800

Type – Clincher Tubeless med hook , aerowide 

Fælgbredde

  • Indvendig – 18mm
  • Udvendig – 25 mm
  • Udvendig 2 – 28 mm 

24 Holes 

Fornav

  • Tune Killhill Centerlock – 100×12 mm – silver 

Bagnav

  • Tune Climbhill Centerlock  – 142 x 12 mm – silver 

Eger

  • Sapim CX RAY 

Nipler

  • Sapim Polyak Secure Brass silver 

Decals

  • Custom @inkmyride

Tension forhjul 

  • DS (driveside)  80kg  / 785 N 
  • NDS (non driveside) 110 kg / 1100 N 

Tension baghjul 

  • DS (driveside)  110 kg / 1100 N 
  • NDS (non driveside)  80 kg / 785 N 

Tolerance radial 0,05 mm

Tolerance lateral 0,05 mm

Tolerance dish : 0,1 mm

Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Test: UltraLED V9 forlygte
Heldigvis bliver dagene længere og længere, hvorfor cykellygterne kun skal bruges tidligt...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.