Guide: Skoovertræk til al slags vejr

Skoovertræk er et “must-have” i cykelgarderoben og man kan efterhånden få skoovertræk der passer til enhver situation. Som udgangspunkt er formålet med skoovertræk at beskytte fødderne mod vind og vejr – enten for at undgå våde og kolde fødder, eller for at “spare” et par dedikerede vinter cykelsko. Der findes dog også skoovertræk hvis opgave er at minimere luftmodstanden og gøre dig mere aerodynamisk!

Vi gennemgår her de mest almindelig udgaver der er på markedet i dag.

Tips til valg af skoovertræk

Hvilket materiale er de lavet i? Er det holdbart nok ift. formålet, skal de bruges på MTB er der lidt større krav til holdbarheden end hvis de “bare” skal bruges på landevejen. Vær også opmærksom på om de er de vind/vandtætte eller evt. åndbare? Tjek også tykkelsen på materialet, er det til brug forår/efterår skal de ikke være så tykke at du bare sveder og de så risikerer at blive våde indefra.

Er der plads til klamperne? Kører du landevej skal du bruge lidt mere plads end til et par MTB klamper.

Hvor stramt sidder de? Et skoovertræk skal naturligvis sidde tæt, men heller ikke mere tæt end det er til at få af og på – samtidig skal der være plads til klik eller BOA-spænder alt efter hvad skoene er udstyret med. De fleste producenter har gode størrelsesguider, brug dem – så man får den rette størrelse.

Aerodynamisk skoovertræk

Som navnet antyder er denne form for skoovertræk primært lavet med det formål at nedsætte luftmodstanden fra dine sko. En stram og glat overflade giver noget mindre luftmodstand en en traditionel overflade på en sko med spænder og lign. Udover at gøre dig mere aerodynamisk, så slipper man også for at få beskidte sko – men som oftest giver de ikke særlig beskyttelse mod regn, vind eller kulde.

Neopren skoovertræk

Skoovertræk i neopren er ret populære til brug på de kolde og småvåde dage. Neopren har nemlig en udmærket evne til at holde vandet ude og virker isolerende – ligesom en våddragt.

Skoovertræk i neopren findes i et hav af udgaver og designs, så der er rig mulighed for at finde en udgave der passer lige netop ens behov.

Skoovertræk med indbygget varme

Du læste rigtigt, der findes rent faktisk skoovertræk med indbyggede varmeelementer så dine fødder kan holdes lune på de allerkoldeste dage, normalt drives de af et genopladeligt batteri der sidder i hvert skoovertræk.

For mange vil det måske være overkill, men er man én af dem der bare altid fryser fødderne er det måske løsningen på ens problemer.

Skoovertræk med indbyggede varmeelementer er naturligvis dyre, de vejer lidt mere og bør nok ikke bruges i øsende regn, ligesom man skal passe på med at vaske dem – de bør altså primært bruges på kolde, men rimelig tørre dage.

Vandtætte skoovertræk

De vandtætte skoovertræk er, sammen med dem af neopren, nok de to typer man oftest støder på. De er lavet til brug på de våde dage, så man undgår våde fødder – ganske enkelt. Det betyder normalt et tyndt, men vandtæt, materiale, vandtæt lynlås og en tæt pasform så der slipper mindst muligt vand i. Man skal dog være opmærksom på at det jo er åbent både for oven og forneden, så det er altså ikke en 100% garanti for tørre fødder.

De vandtætte skovertræk kan bruges året rundt og vil nok primært komme i brug forår, sommer og efterår – da man i vinterperioden har brug for et overtræk der også giver lidt isolering og varme.

Strikkede skoovertræk

Det er forholdsvis nyt at støde på strikkede skoovertræk, men de har en lang række fordele og en komfort der er svær at matche. Det første man vil opleve er at de er nemme at få af og på, da materialet kan strækkes ganske meget. Dernæst så er de fleste ret åndbare, men stadig med en fornuftig beskyttelse mod kold vind, så fødder og tæer holdes lune. Ulempen er så at materialet er mindre slidstærkt og ikke er velegnet til brug i skoven på mountainbiken – og måske også lidt mindre velegnet til gravel. Til landevejen, hvor de ikke udsættes for helt det samme hårde brug, er de dog ikke mindre end geniale – så længe det ikke regner alt for meget. Der også fås udgaver der har vandtæt/vandafvisende membran og derfor godt kan tåle lidt vand.

Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Mavic Crossride MTB hjelm
Mavic er nok bedst kendt for Deres hjul og dæk til både MTB og...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.