Hærvejsløbet 2025 – 175 km. gravel fra Jelling – Viborg

Forrige weekend blev årets helt store motionscykelløb, Hærvejsløbet, afviklet og sikke et arrangement! Hærvejsløbet afvikles af DGI og der var rekordmange deltagere i år med omkring 7300 tilmeldte på tværs af de i alt 15 forskellige distancer fordelt på landevej, MTB og gravel!

Jeg har tidligere kørt den lange 300 km. distance på landevej og sidste år introducerede de 5 forskellige distancer på gravel, hvor jeg kørte den lange 175 km. distance. At Hærvejsløbet er hoppet med på gravel-bølgen må siges at være et godt træk, for jeg tæller over 1000 deltagere der gennemførte i år på tværs af de 5 distancer. Om det så er deltagere der ellers ville have kørt MTB eller landevej er svært at sige, men ikke desto mindre synes jeg det er virkelig fedt at alle 3 discipliner (MTB, landevej og gravel) nu er repræsenteret!

Startområdet

Den lange gravelrute på 175 km. har start i Jelling, ved Gormshallen, sammen med den lange 165 km. MTB ture. Her var disket op med morgenbrød og kaffe, mens man i ro og mag kunne få afhentet startnummer og gjort cyklen klar. Området bliver lidt crowdet ift. parkering, men da man slutter i Viborg, betyder det at størstedelen af deltagerne bare læsses af – så reelt kaos af biler har jeg til gode at opleve.

Sammen med startnummer var der energi fra Purepower samt klistermærker til både cykel og hjelmen. Én chip til hjelmen og 2 klistermærker til cyklen, ét med samme nummer som ens startnummer, til identifikation ved cykelparkering i Viborg samt ét med oversigt over alle depoterne på ruten. Det lyder måske banalt, men selvom jeg har deltaget i enormt mange motionscykelløb, så synes jeg det er rart at have oversigten siddende på frempinden, så man hele tiden har overblik over hvor langt der er til næste depot, hvis sulten eller tørsten begynder at melde sig – så kan man nemt disponere og behøver ikke bruge energi på at huske hvor og hvornår depoterne kommer.

Kl. 08.30 gik starten for de hurtigste gravelryttere og der havde vi fået plads i forreste del af startboksen.

Ruten

Ruten var umiddelbart identisk med ruten fra sidste år, men hvorfor også ændre på noget der fungerer? Det betyder at størstedelen køres på brede grus og skovstier, med kun enkelte passager der lugter lidt af singletrack. Til at binde det hele sammen er der naturligvis nogle transportstykker på asfalt – men ikke i en sådan grad at man tænker man har tilmeldt sig et landevejsløb, slet ikke!

Undervejs følger ruterne for MTB rytterne på 165 km. distancen og gravelrytterne på 175 km. nogenlunde hinanden. MTB rytterne får dog lidt flere tekniske sektioner da de kører et par ægte MTB spor undervejs, her får gravelrytterne lov at springe over og får i stedet et par omveje i plantager og lign.

Ruten er med andre ord ikke super teknisk og det passer meget godt til DGI’s generelle approach hvor de gerne vil fange alle, uanset niveau. Dog trækker 175 km. gravel tænder ud for de fleste, så en eller anden form for træning forud for løbet er godt givet ud!

Undervejs krydser ruten som nævnt også MTB’ernes ruter – både den lange og de kortere, efterhånden som man nærmer sig Viborg. Det betyder at der er lidt mere trængsel på stierne jo tættere man kommer mål og det kræver man lige er lidt ekstra opmærksom – særligt fordi mange af dem man møder måske ikke er super rutinerede og skal have en god oplevelse!

DGI’s skiltning på ruten var som altid i verdensklasse og ruten kunne man sikkert have kørt uden GPS, men den var naturligvis blevet downloadet på forhånd og loadet ind på cykelcomputeren. Kun ét enkelt sted oplevede vi en lidt farlig passage før det store depot i Egensvang, stedet er meldt ind til DGI som et sted med plads til forbedring!

Depoter i særklasse

Har man tidigere deltaget i DGI Hærvejsløbet, så ved man at man bør prioritere depoterne! Ikke blot for at få en lille pause, men fordi de er drevet af frivillige fra det område depotet er lokaliseret i og summer af liv og godt humør. Indholdet i depoterne kan varierer en del, det er nemlig de frivillige der i høj grad selv bestemmer indholdet af depoterne, dog skal der naturligvis være vand og energi som minimum. Det har flere positive effekter, bl.a. ved man aldrig helt hvad der venter en og samtidig skaber det en god variation i depoterne.

Inden afgang havde vi sat os for at holde ved alle depoterne, selvom vi måske i virkeligheden kunne have nøjes med ét væskestop undervejs, men selv for garvede gravel-ryttere der godt kan lide lidt fart og væddeløb, så trækker depoterne virkelig! Undervejs blev vi mødt af alt fra æg og bacon, friskbagte boller, massevis af kage, slik samt sandwiches – blot for at nævne nogle af mulighederne.

På gravelruten er det store depot ved Egensvang og her er depotet indendørs i sportshallen, hvor der i år blev serveret (bl.a.) pulled-pork sandwiches i byg-selv format. Ret imponerende at se hvor mange mennesker de kan bespise uden at der skabes kø, det var der mange restauranter og spisesteder der kunne tage ved lære af.

Generelt for Hærvejsløbet og depoterne gælder at det er OK at stoppe op og nyde pausen, her er ikke den samme stress og jag som ved mange andre motionscykelløb, altså er der her mindre fokus på tiden og mere fokus på hyggen!

Igen i år kom jeg igennem hele distancen uden at måtte i ryglommen efter egne forsyninger, jeg kunne sagtens “nøjes” med væske og snacks fra de i alt 5 depoter vi havde på ruten.

Mål i Viborg

Som tidligere, slutter Hærvejsløbet med en tur på rød løber igennem gaderne i Viborg, det skaber en helt særlig stemning og er en rigtig fed afslutning på det der bør være en udfordring for de fleste, uanset hvad distance og disciplin de har kørt. Man ender på Paradepladsen hvor cyklen kan stilles i den store (overvågede) cykelparkering, hvorefter man får sin medalje, en kop sodavand og muligheden for at nyde mad og drikke fra de mange boder. Det er muligt at tilkøbe mad/buffet på pladsen, men ellers er der rigeligt med muligheder for at få både vådt og tørt og nyde det sammen med kammeraterne, i år foregik det igen i høj sol – hvilket jo blot gør oplevelsen endnu federe.

Leverede Hærvejsløbet igen?

Kort svar er ja – DGI Hærvejsløbet er simpelthen bare et fantastisk arrangement og jeg bliver inderligt glad over at de kan øge antallet af deltagere, for det er ikke et billigt arrangement at deltage i, omvendt er det et kæmpe setup hvor der bare er fuldstændig styr på alt! Som “ny” til motionscykelløb bliver du holdt i hånden hele vejen fra bestilling af startnummer til starten går, informationsniveauet er højt og du bør ikke sidde tilbage med nogle spørgsmål. Som erfaren indenfor motionscykelløb vil du blot kunne nyde et arrangement hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor alt bare klapper. God information, gode ruter, gode depoter, god skiltning og et målområde der emmer af fest og farver – det er altså en god måde at afslutte på inden sommerferien!

Igen en kæmpe anbefaling – uanset om det er ens første, eller man er erfaren indenfor motionscykelløb.

Mere fra Noel Juul Christensen
Nyhed: Garmin Edge 820 – GPS-cykelcomputer konkurrence og træning
Pressemeddelelse: Edge 820 er den lette og kompakte touchscreen-cykelcomputer til seriøse cykelryttere, der...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.