Løbsberetning: Carl Ras Mountainbike Challenge 2019

22. september 2019 blev Mountainbike Challenge afviklet for 6. gang, denne gang med Carl Ras som hoved (og navne) sponsor, mens det stadig er Aarhus Motion der står for alt det praktiske ifm. afvikling af løbet.

Med knap 1000 deltagere på de 2 ruter, 25 og 55 km., var der lagt op til fest og farver en efterårsdag på Tangkrogen i Århus.

2 ruter, 25 eller 55 km.

I samme stil som tidligere havde Aarhus Motion sørget for både en “kort” og en lang rute, det skal dog siges at begge burde give godt med sved på panden da kun ca. 4 km. foregik udenfor skoven og det var stykket til og fra Tangkrogen og til skoven.

Raceday!

I bedste Aarhus Motion stil havde alle deltagere, forud for løbet, modtaget en såkaldt Race Manual med al praktisk information, derudover link til ruterne så man kunne studere disse på forhånd, eller downloade dem til sin cykelcomputer for at undgå at køre forkert – selvom det næsten burde være umuligt med deres skiltning. Der havde også været mulighed for afhentning af startnumre både onsdag og torsdag hos Carl Ras, man skulle blot huske at køre til den rigtige Århus afdeling – det måtte jeg lære efter at være kørt forgæves til Søren Frichs vej…

Vanen tro var det Tangkrogen der dannede rammer omkring Mountainbike Challenge og det betyder rimelig gode parkeringsmuligheder (Hvis man kommer i god tid) og et start og målområde der er ret åbent og med masser af plads.

Vejrudsigten så fremragende ud, med noget nær sommerlige tempetaturer, men der lå et tungt tæppe af tåge over pladsen da vi ankom omkring kl. 10.00.

På pladsen var der mulighed for at afhente startnumre, få opbevaret bagage under løbet samt tanke vand, energi og kaffe fra BKI inden afgang. Der var også toilet-faciliteter samt mulighed for at få justeret cyklen af Jensen Cykler der var tilstede på pladsen.

Kl. 11.00 skulle første gruppe sendes afsted, A-grupppen på 55 km ruten, mens B, C, D og E blev sendt afsted sammen med ca. 3 minutters mellemrum, uanset om man kørte 25 eller 55 km. ruten.

Undertegnede var med i A-gruppen på den lange, så jeg fik fornøjelsen af at komme ud på sporet som én af de første og der blev kørt godt til fra start. Starten på Tangkrogen og et par kilometer på fast underlag fra Tangkrogen og til skoven ga’ en rimelig spredning af feltet, men så snart vi ramte skoven var der, forventeligt, lidt køkørsel og da størstedelen af ruten var på smalle singletrack-sektioner på det eksisterende spor, var der begrænset med muligheder for overhaling. Det var derfor med at sidde klar når der var hul, og så givet den gas når der var plads til overhaling. 55 km. ruten tog, som 25 km’eren udgangspunkt i det eksisterende spor i Marselisborgskoven, men der var naturligvis tilføjet en række nye sløjfer og omkørsler, ligesom der på de lange blev kørt et par “loops” på enkelte sektioner for at få nogle kilometer på ruten. For dem der kender Marselisborgskoven var der derfor stadig rimelig meget nyt, også fordi mange sektioner køres omvendt af hvordan det normalt køres, så selvom jeg til daglig færdes i skoven, synes jeg ikke ruten var kedelig på nogen måde. Det tekniske var holdt på et niveau så alle der er vant til at kører mountainbike og singletrack kunne være med, der var ingen vilde hop, drops eller andre forhindringer undervejs. Samtidig var ruterne sirligt afmærket, så man ikke burde kunne køre forkert, alligevel var vi en gruppe der blev ramt af lemming-effekten kort efter start og fik en ufrivillig tur op af kamelen…

Undervejs på ruten var der 3 depoter, hvor man kunne tanke vand, energi og lign., naturligvis besat af frivillige hjælpere der skabte en god stemning og heppede på deltagerne der kom flyvende forbi.

1000 hm. niver i stængerne!

Efter 55 km. og ca. 1000 hm. kunne undertegnede kører i mål på Tangkrogen hvor der var masser af publikum til at tage imod deltagerne – hvilket også bidrog til en rigtig god stemning.

Efter løbet var det muligt at få grillpølse, brød og en øl eller vand, derudover var der stadig mulighed for at tanke kaffe fra BKI – ligesom man kunne vaske cykel, sidstnævnte blev der dog ikke rigtig brug for da skoven var dejlig tør! Pladsen summede af liv og der blev overrakt præmier til de hurtigste mænd og kvinder, mens de resterende deltagere kørte i mål.

Med skønt vejr, en god (og lidt hård) rute og super forplejning hele vejen igenne er det svært at finde noget at sætte en finger på. Aarhus Motion laver ikke de billigste løb (249,- / 395,- hvis man køber tidligt) men til gengæld er der 100% styr på alt både før, under og efter løbet. Det betyder at man, også som “ny” deltager, føler sig helt tryg og ikke bør være i tvivl om det mindste.

Jeg kommer helt sikkert igen næste år, den tradition vil jeg ikke misse!

Mere fra Noel Juul Christensen
Nyt 8 km langt MTB-spor i Vejle
PRESSEMEDDELELSE Den 7. maj bliver et helt nyanlagt MTB-spor indviet i Sønderskoven...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.