Test: 4000 lumen forlygte fra Cykelgear.dk

Samlet karakter

Vi har de seneste uger testet en 4000 lumen forlygte fra danske Cykelgear.dk, på landevejen såvel som i skoven. Modellen er udstyret med 3 stk. CREE XML T6 LED’er og leveres inkl. pandebeslag og batteripakke.

Kassens indhold

4000 lumen forlygte leveres i en klassisk sort æske og i denne finder man følgende:

  • 4000 lumen forlygte
  • Genopladelig batteripakke
  • 220 volt batterioplader
  • 2 gummi o-ringe for montering på styr
  • Pandebeslag

4000-lumen-forlygte-box

Design og funktionalitet

Denne 4000 lumen forlygte er udført i anodiseret aluminium hvilket gør den let og holdbar – samtidig er den naturligvis både støvtæt og vandtæt – forstået på den både at den kan bruges i al slags vejr.

4000-lumen-forlygte-on-bike

Lygten er udstyret med 3x CREE XML T6 led der er placeret bag frontglasset. Forlygten er angivet til 4000 lumen, men rent teoretisk kan man ikke tvinge mere end 1000 lumen ud af de dioder der pt. er på markedet, hvorfor den reele lysstyrke nok er maksimalt 3000 “ægte” lumen.

Lygtehuset er, som tidligere nævnt, udført i aluminium som er kendt for sine gode varmeledende egenskaber. Bagpå denne 4000 lumen forlygte er der kun én knap, her skifter man mellem de 4 lys-indstillinger, lav, medium, høj og strobe/blink. Når batteripakken er tilkoblet, lyser knappen bagpå – så den er nem at finde, også i mørke. Lygten vejer ca. 132 gram alene, og samlet 320 gram inkl. batteripakken, hvilket ikke afviger fra normalen.

4000-lumen-forlygte-back

På undersiden af lygten er der en indbygget holder, for montering på eksempelvis styret, der er endda et lille lag skumgummi til at beskytte mod ridser. Lygten monteres på styret ved hjælp af én af de medfølgende gummi o-ringe og forskellen på disse er blot diametre, alt efter hvor “tykt” et rør den skal monteres på. Grundet det faktum at lygten ikke vejer specielt meget, er denne løsning glimrende – for den er hurtig at montere, og afmontere, samtidig med lygten sidder rimelig godt fast – jeg har i hvert fald ikke oplevet den har rykket sig under brug. Med det medfølgende pandebeslag kan 4000 lumen forlygte også bruges som pandelampe, men beslaget fungerer ikke specielt godt til montering på cykelhjelm – det er dog muligt at “modificere” beslaget og bruge det på cykelhjelmen. Operationen er ret enkel, man klipper blot elastikken af og “stripser” selve plast-beslaget på hjelmen.

4000-lumen-forlygte-side

Den medfølgende batteripakke er på 4400 mAh (8.4v) og kommer i et slankt beskyttende etui, der også er udstyret med velcro, så batteripakken kan monteres på cyklen stel. Batteripakke og forlygten kobles sammen via kabel, der samlet set er ca. 170 cm langt, en længde der gør det muligt at placere batteripakken i ryglommen, hvis forlygten placeres på en cykelhjelm eksempelvis. Kablerne kan desværre ikke “skrues” sammen, men presses sammen – for en tæt sammenkobling der ikke umiddelbart går fra hinanden.

4000-lumen-forlygte-batterypack

Batteritiden er, på pakken, angivet til 180 minutter ved 100% lysstyrke og på Cykelgear.dk 5 timer, hvilket må være på “lav” indstillingen. 2 timer og 40 minutters batteritid er faktisk udmærket ved 100%, for en kraftig forlygte i dette prisleje og det bør være OK til de fleste ture i mørke.

De 3 forskellige indstillinger af lygten, samt mulighed for blink/strobe er demonstreret i videoen nedenfor. Lyskeglen er stærkest i midten, hvilket er tydeligst i “lav” indstillingen, det er knap så tydeligt i mellem og høj indstilling – men lygten har en såkaldt “spot lyskegle”. I praksis betyder det at lyset er meget koncentreret i midten og “fader ud” derfra, det giver en lyskegle med en lang rækkevidde, men omvendt betyder det en knap så jævn lyskegle og begrænset lysstyrke i den yderste del af lyskeglen.

I praksis, på landevejen, eller i skoven, er ovenstående dog mindre tydeligt – særligt ved brug af mellemste eller maksimal lysstyrke. På cykelstien, eller landevejen, har lygten en rigtig fornuftig rækkevidde, samtidig med at den har tilstrækkelig dækning i siderne. Det samme gør sig gældende i skoven, her er lysstyrken også tilstrækkelig ved maksimal lysstyrke – alt derunder giver simpelthen ikke nok lys til at kunne navigerer hurtig og sikkert på singletracket efter min mening.

IMG_20151119_195046

Bruger man lygten til pendling, eller kører steder hvor der er gade belysning, kan man sagtens spare på strømmen og vælge “lav” indstillingen.

4000-lumen-forlygte

Praktisk test af 4000 lumen forlygte fra Cykelgear.dk

Konklusion

4000 lumen forlygte er samlet set et ganske udmærket køb. Kvaliteten og finishen er som man forventer, den er ganske solid og virker på ingen måder skrøbelig eller som et billigt produkt. Batteripakken oser måske ikke af stil og kvalitet, men den gør jobbet – altså beskytter batteriet mod vind og vejr, samtidig med at velcro-båndet gør det muligt at montere batteripakken på cyklens stel.

Den samlede ledningslængde er tilpas til normal brug, hvor lygten er placeret på styret, eller på hjelmen – med batteripakken i ryglommen. Her er det et plus at der er pandebeslag med i pakken, som nemt kan “modificeres” til et hjelmbeslag, blot ved brug af en saks og et par strips.

4000 lumen forlygte er derudover utrolig nem at montere og flytte mellem flere cykler, samtidig med der kun er én knap til betjening – endda en oplyst en af slagsen, så man også i mørke, nemt kan finde og ramme knappen.

Det er ikke én af de allerkraftigste forlygter vi har testet, men den giver et ganske fornuftigt lys til prisen og vil sagtens kunne bruges til både singletrack i skoven og til dem der kører på de øde og mørke landevejen efter solen er gået ned. Samtidig er batteritiden rimelig fornuftig, 2 timer og 40 min. ved maksimal lysstyrke!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 599,-

Karakter

Noel er redaktør på CykelStart.dk og en ivrig motionist der kører både MTB, racer og cross - man må jo ikke gå ned på udstyr!

4 kommentarer

  • Svar december 26, 2015

    Michael Bech

    Tak for dine gode test. Herligt med et uvildigt og objektivt perspektiv.

  • Svar december 26, 2015

    Michael Bech

    , men den findes desværre ikke længere hos forhandleren – ØV

    • Svar december 26, 2015

      Noel Christensen

      Hej Michael,

      Tak for de pæne ord!

      Jeg har netop kontaktet Cykelgear.dk for en opdatering på leveringen og kommer retur så snart der er svar!

      God 2. juledag!

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

      • Svar december 28, 2015

        Noel Christensen

        Hej Michael,

        Der er desværre pt. ikke en bekræftet levering på Deres næste sending, men den kommer igen på senere tidspunkt. Beklager ikke at kunne komme det nærmere.

        Med venlig hilsen,

        Noel Christensen
        CykelStart.dk

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.