Test: ABUS Hyp-E cykelhjelm

ABUS HYP-E er en high-end, pendler cykelhjelm designet med både sikkerhed og synlighed i centrum for de hurtige Speed Pedelec el cykler. Navnet “HYP-E” refererer til hjelmens innovative lysfunktioner og den trådløs fjernbetjening. Jeg havde inden testen tårnhøje forventninger til hjelmen både med hensyn til synlighed, sikkerhed og komfort til mine pendlerture, lad os se om ABUS Hyp-E kunne leve op til dem.

Udvalgte specifikationer

  • NTA-standard 8776 (Testet ved højere kollisionshastighed)
  • Ventilationsdæksel: Et dæksel, der lukker ventilationsåbningerne for at beskytte mod sol, vind og regn
  • Integreret, genopladelig for- og baglygte
  • For- og baglygter blinklys med trådløs fjernbetjening
  • Vægt: Opgivet i størrelse medium til 580 gram, kontrolvejet til 540 gram uden visir og 620 gram med visir.
  • Ekstra tilbehør: Fotokromisk visir, ørepolstring/ørevarmere og mulighed for trådløs bremselys ( ikke denne test).
Visiret er ekstraudstyr der købes seperat

Design og detaljer

Lad os begynde med det vigtigste ved en cykelhjelm, nemlig sikkerheden. ABUS HYP-E lever op til de strengeste krav i NTA 8776-standarden, hvilket betyder, at den er testet ved langt højere kollisionshastigheder end almindelige cykelhjelme. For at klare disse krav har ABUS givet hjelmen ekstra beskyttelse ved både baghoved og tindinger. Selve hjelmen er robust konstrueret med en “In-mold proces”, hvor yderskallen er fremstillet af slidstærkt polykarbonat og indersiden består af opskummet polstringsmateriale. Dette skaber en lettere, stærkere og mere holdbar konstruktion. Derudover beskytter en polykarbonat kant langs hjelmens underkant effektivt mod ridser og slag.

Det ses tydeligt, at hjelmen har en mere forstærket konstruktion i siderne og bagtil. At kombinere denne øgede sikkerhed med et design, der stadig ligner en moderne cykelhjelm og samtidig føles behagelig at have på trods af den ekstra vægt, har uden tvivl været en udfordring for designerne ved ABUS. Men her må man sige, at ABUS er sluppet rigtig godt fra det.

Synlighed er også sikkerhed og her skiller Hype-E sig ud fra det meste anden jeg har set og prøvet. HYP-E har genopladelig LED for- og baglygte, stilfuldt integreret i hjelmen. Både for- og baglygte er trukket ud på siderne hvilket giver en 360 graders synlighed. Man får, som jeg har set andre anmeldere gøre opmærksom på, ledet tankerne hen på bilindustrien og deres el biler designs. I selvsamme LED for- og baglygte er der blinklys, som styres med en trådløs fjernbetjening, som kan monteres på styret. Det er ret blæret og betyder, at du kan signalere at du drejer til højre og venstre i trafikken, uden at tage hænderne fra styret.

(Bemærk: For og baglygte kan ikke erstatte lygterne på cyklen, men kan dog bidrage til endnu større synlighed og sikkerhed i trafikken)

Det er muligt at vælge mellem flere lystilstande, så du altid kan tilpasse lyset til vejr og omgivelser. Batteriet på hjelmen oplades via USB-C og giver op til 40 timers lys, afhængig af lystilstand og fjernbetjening oplades også med selvsamme USB-C.

ABUS HYP-E byder derudover på en række gennemtænkte detaljer, der både øger komforten og funktionaliteten i hverdagen. Fx. det højdejusterbare justeringssystem er designet med en praktisk fordybning, så hjelmen også kan bruges hvis man har hestehale. Pasformen justeres nemlig let via drejehjulet i nakken, mens stropperne eller rem-systemet gør det muligt at tilpasse præcist under ørerne og fastholde indstillingen.

Remmene lukkes med det velkendte magnetspænde ABUS ofte bruger til sine hjelme, hvilket kan betjenes med én hånd. Indvendigt sørger bløde komfortpolstringer, fastgjort med velcro, for en behagelig fornemmelse mod hovedet, og på varme dage kan man åbne eller lukke de forreste ventilationskanaler efter behov.

Pasform, komfort og funktion

Jeg har haft mulighed for at langtids teste hjelmen på min speed pedelec. Dvs både gennem sommeren med masser af sol og varme men også ind i de mørke, kolde og til tider våde efterårs måneder. Det første, man bemærker, når man tager hjelmen på, er den ekstra vægt og fylde. Indrømmet, det kræver lidt tilvænning, men følelsen af god beskyttelse omkring hovedet tager hurtigt over. Hjelmen er nem at tilpasse med både højdejusteringen og drejehjulet i nakken som tidligere beskrevet, det er praktisk, også når jeg har brugt hjelmhue. Selvom hjelmen er større end en almindelig cykelhjelm, er den ok let at håndtere og behagelig at have på. I sommer perioden har det været med åbnet ventilationshullerne for frisk luft, mens jeg på de kolde dage har lukket dem helt og det er virkelig en fordel at kunne skifte mellem de to muligheder.

Det fotokromiske visir (købes seperat) har jeg også sat stor pris på. Det er af høj kvalitet og gør hverdagen nemmere, især fordi jeg bruger briller. Jeg har derfor ikke behøvet solbriller, men blot trukket visiret ned. På regnfulde eller kolde dage tilpasser det lyset og beskytter både briller og ansigt. Når det ikke bruges, kan det let skubbes op på hjelmen, hvilket er en klar fordel i en travl hverdag.

For- og baglygte på cykelhjelme er ikke nyt, men det er nyt at synligheden er 360 grader og LED kvaliteten er så god. Lygterne tændes på knappen bag på hjelmen og ved siden af findes USB-C stikket. Begge godt beskyttet for vand og skidt. Tænd/sluk knappen bruges også til at skifte mellem de 4 forskellige lystilstande hvor af den ene er blikende eller kun med baglys tændt.

Mit indtryk og erfaring med blinklyset er lidt blandet. Jeg fik monteret fjernbetjeningen tæt ved håndtaget, så jeg kunne betjene den med tommelfingeren. Det fungerede rigtig fint, og man husker altid at slukke blinklyset igen, fordi den velkendte klik-lyd, som i biler, minder én om det. Det er en innovativ løsning, der uden tvivl både øger synlig- og opmærksomheden.

Jeg har dog undersøgt færdselsreglerne, og så vidt jeg kan se, er man som cyklist stadig forpligtet til at række armen ud, selvom man har blinklys på hjelmen. Dermed mister systemet lidt af sin praktiske funktion, da det er svært at gøre begge dele samtidig. Det ændrer dog ikke ved, at det er en spændende detalje, formentlig lidt på forkant med sin tid.

Konklusion

Efter at have brugt ABUS HYP-E i en periode, sidder jeg tilbage med en rigtig god oplevelse. Hjelmen føles solid og giver en tryghed, jeg ikke helt har oplevet med andre cykelhjelme når jeg kører på min Speed Pedelec. Den ekstra vægt vænner man sig hurtigt til, og muligheden for at tilpasse den gør, at den sidder behageligt, også med hjelmhue under.

Det fotokrome visir har været en af de funktioner, jeg har været mest glad for. Som brillebruger har det gjort hverdagen nemmere, fordi jeg slipper for solbriller og samtidig får beskyttelse i regn og kulde. Lygterne er en klar opgradering i forhold til synlighed, og selvom blinklyset endnu ikke helt giver mening i praksis på grund af færdselsreglerne, synes jeg, det er et spændende og modigt tiltag.

Alt i alt oplever jeg ABUS HYP-E som en moderne og gennemtænkt hjelm, der både gør mig mere synlig i trafikken og giver høj komfort i daglig brug. Den føles som et skridt fremad for cykelhjelme og jeg er ret sikker på, at vi kommer til at se flere lignende innovative løsninger i fremtiden. ABUS HYP-E levede fuldt ud op til mine forventninger.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1669,-

Funktionalitet 9
Komfort og pasform 8
Sikkerhed 10
Design 8
Pris 8
8.6
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Troels Balskilde Stoltenborg
Test: AGU Urban Pedelec Hjelm
Speed Pedelec er en variant af el-cyklen, hvor elmotoren kan trække op...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.