Test: Astral Man Race Tights

Efterår og vinter er lig med lange bukser, i hvert fald hvis man som undertegnede, bor i Danmark. Danske Astral har 2 forskellige modeller til mænd, et par der er vindtætte og vandafvisende og så dette par kaldet “Man Race Tights” der er lange og opkradset indvendigt.

Design og detaljer

Man Race Tights er udført i en kombination af polyester (90%) samt spandex (10%), dette giver et hurtigt-tørrende materiale der er rimelig fleksibelt. Modellen er udført helt i sort, dog er det sorte brudt af hvide syninger samt et logo på den ene side og reflekser på begge ben. Bukserne er indvendigt opkradset, hvilket giver en isolerende effekt, samtidig med de er dejlig bløde at have på. Ved benene er ikke lynlås, men blot en elastik – det gør dem måske nok lidt sværere at få af og på, men til gengæld er der så ingen lynlås der kan genere hvis man har vinterstøvler eller skoovertræk på eksempelvis.

astral-man-race-tights-back

Den øverste del af bukserne er udført i mesh, altså selve overdelen og selerne. Det betyder en enormt strækbar overdel hvor åndbarheden er i top, hvilket også vidner om at der ikke er tale om et par dedikerede vinterbukser, men derimod et par bukser der kan bruges både forår, efterår og i den del af vinteren som ikke er alt for blæsende eller våd.

Indvendig er bukserne udstyret med en blå pude, denne er af Coolmax materiale der er åndbart og anti-bakterielt. Puden er forholdsvis kraftig og giver god støtte, men den er knap så fleksibel og der kan derfor være brug for at justere på den under kørsel. En tyndere og mere fleksibel pude, vil i højere grad forme sig efter rytteren, således den sidder som en naturlig del af bukserne, denne slags puder findes dog kun i dyrere bukser.

astral-man-race-tights-insert

Da Astral er et dansk mærke, er man så heldig at de er normale i størrelserne, det betyder at en str. M sidder som den skal på undertegnedes 175 cm. og 70 kg. Pasformen er tæt, som den skal være, men materialet er rimelig fleksibel så det tilpasser sig rytteren. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere plads ved lårene, da jeg oplevede at puden “hang” en smule når jeg gik med bukserne på, da de var en smule stramme ved lårene. Det er dog en mindre ting, for det oplevedes kun når jeg ikke sad på cyklen. I brug er der tale om et par ganske lækre lange bukser der snildt klarer temperaturer ned til omkring frysepunktet. Der er en god beskyttelse mod vind og en smule regn klarer de også. Åndbarheden er super god og man holdes derfor både tør og lun.

astral-man-race-tights-side

Konklusion

Man Race Tights fra Astral er et par snus-fornuftige lange bukser til absolut rimelig pris, med en vejledende pris på 399,- For det beløb får man et par lange bukser med pude med en udmærket pasform, en pude der giver god støtte til motionisten og god beskyttelse mod forholdsvis mildt vejr, står det ned i stænger og blæser en halv pelikan, ville jeg dog nok vælge et par andre bukser.

Er man motionist der kører en gang imellem i de kolde måneder, så kunne Man Race Tights sagtens være en del af efterårs og vinter garderoben – man får fuld valuta for pengene, uden så mange dikkedarer.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 399,-

Funktionalitet 8
Pasform 7
Design 7
Pris 9
7.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: BBB BSG-38 Impulse cykelbriller
Én af deltagerne i vores stor-test af cykelbriller kommer fra BBB. BBB producerer alt...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.