Test: BikeBrother Team One Bibshorts

Danske BikeBrother, der er Cykelgear.dk’s eget brand, lancerede for en rum tid siden et par nye produkter i Team One-serien som er deres premium-serie, dog stadig til priser hvor de fleste kan være med. Tanken bag brandet er netop at give value for money, god kvalitet og fede detaljer, til en skarp pris – så her passer de nye produkter rigtig godt ind.

Design og detaljer

Team One Bibshorts fås i udgave til både mænd og kvinder, hvor der i kvindemodellen er taget højde for kvindens anatomi. Her er det dog udgaven til mænd vi ser nærmere på.

Materialet er en kombination af polyamid og elastan – resultatet er et forholdsvis tyndt og let materiale der kan strækkes ganske meget og samtidig er rimelig slidstærkt og hurtigttørrende.

Team One bibshortsene er med flade laserskårne seler, så der ikke er noget der folder, ryggen er i mesh for optimal ventilation og ved lårene er afslutningerne ligeledes laserskårne afslutninger med silikoneprint indvendigt for at forhindre de glider op. De laserskårne afslutninger giver en helt tæt og pæn afslutning, uden noget der folder, eller en tyk elastikkant der kan ses hvis man har et par lange bibtights udover.

Bagpå og på de ene lår er BikeBrother logo’et printet i “Oil slick” farver der skifter alt efter hvordan lyset falder på logoet, en lille detaljer der vidner om at man har gjort sig lidt ekstra umage!

På modsatte lår er en mesh-lomme, her kan man opbevare energi, telefon eller noget helt tredje. Det er stadig ikke så udbredt, men det giver faktisk rigtig god mening med en lomme her da det er langt nemmere at komme til lommen og få fisket en gel eller energibar op, ligesom “affaldet” hurtigt er af vejen, uden risiko for at man ikke rammer ryglommen i farten…

Indvendigt i Team One bibshorts er en klassisk blød pude, så vidt jeg kan se er den fra Veon Insert. Jeg har dog ikke kunne finde nogle tekniske “specifikationer” på puden, men den er rimelig tynd og fleksibel, opdelt i zoner af varierende tykkelse og så er den naturligvis med flade syninger så der ikke er noget der generer unødvendigt. Der er en fin støtte bagtil, men personligt foretrækker jeg lidt mere polstring i den forreste del også.

Komfort og pasform

Team One Bibshorts er testet i str. S, hvilket er en glimrende størrelse til mine 65 kg. fordelt på 175 cm. De sidder tæt, præcis som de skal, uden der er noget materiale der folder, klemmer eller blafrer i vinden. Benlængden er “normal” og det passe rigtig fint, dvs. de slutter lige lidt oppe over knæet. Selerne er yderst behagelige og overdelen generelt er meget fleksibel, hvilket betyder de sidder tæt, men uden at stramme da materialet kan strækkes ganske meget.

Mesh-stykket ved ryggen gør det nemt at komme af med varmen, noget jeg har nydt godt af når de er brugt på hometraineren. Her har puden ligeledes måtte stå sin prøve da man sveder mere og ikke har samme naturlige ventilation som på landevejen – og den har ikke skuffet! Puden bliver naturligvis fugtig, men slet ikke som en “våd svamp” som hurtig bliver ubehagelig at sidde på – selv efter et par timer på hometraineren med sveden haglende af sig er puden behagelig og giver fin støtte.

Konklusion

Team One bibshorts er først testet over vinteren, primært indendørs på hometraineren hvor der stilles ret høje krav til ventilation, åndbarhed og svedtransportering – alle tre ting som disse bibshorts klarer rigtig fint! Herefter på landevejen i foråret hvor de ligeledes gør det glimrende.

Du får fede detaljer der normalt kun ses på dyrere bibshorts, men til en virkelig lav pris – uden at der er gået på kompromis med kvaliteten, for den er faktisk overraskende høj og de virker som et par ret lækre bibshorts, trods en pris på lige under 600,-

Vil man have fede detaljer og lækker kvalitet til lavpris og er man ikke “mærke-fikseret”, så får man ved at vælge Team One Bibshorts seriøst meget for pengene!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 599,-

Funktionalitet 8
Komfort og pasform 8
Design 9
Pris 9
8.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Tacx Neo 2T hometrainer
For et års tid siden lancerede Tacx Neo 2T som afløser for...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.