Test: BikeSpark baglygte

Samlet karakter

Vi må her på Cykelstart.dk erkende, at det pt. er småt med de lyse timer i Danmark. Der er mørkt, når man tager på job og mørkt, når man kommer hjem, hvorfor vi har testet en baglygte fra BikeSpark, der kan være med til at gøre dig synlig i mørket.

Indhold i kassen

Selve indpakningen er minimal til den lille lygte og indeholder kun det mest nødvendige. BikeSpark lygten er der selvfølgelig med dertilhørende USB-lader, der kan kobles til de fleste ladestationer. Slutteligt er der en lille brugsanvisning, der kort og præcist fortæller om lygtens funktioner.

Design og funktionalitet

Danishbike.dk tilsendte os for et par måneder siden en lille, kompakt baglygte, der blot vejer 35 gram. Den ikke syner af meget, men fordøm ej. Denne baglygte fra BikeSpark har mange funktioner, der kan være med til at gøre din cykeltur mere sikker, når du skal afsted i mørket. Blandt andet kan baglygten registrere, når man bremser og giver hermed et mere kraftigt lys.

Yderligere slukker den selv, når den ikke opfanger bevægelse, så man undgår at miste alt batteriet. Man må sige, at teknologien bag baglygten er lidt inspireret af Garmins Varia, der indeholder nogle af de samme funktioner, dog en lidt mindre avanceret og i et helt andet prisleje.

Lygten er yderst brugervenlig og nem at gå til. For at tænde selve lygten, skal man holde tænd og sluk knappen inde et par sekunder. Trykker man flere gange på knappen, vil man finde de forskellige blinkefunktioner, der tæller en stillestående, et langsomt blink med seks dioder, en “flashing” og slutteligt en hurtig “flashing” funktion – de to sidstnævnte “løber” fra den ene ende til den anden.

Den helt unikke funktion, der adskiller BikeSpark fra andre baglygter, aktiveres selv, så lygten automatisk giver et skarpere lys, når cyklen holder stille. Det er en rigtig fin funktion, der giver ekstra tryghed i vintermørket.

Batteritiden er opdelt alt efter hvilken funktion man bruger lygten, men ligger fra 25 timer til 50 timer i brug. Dette skal selvfølgelig ses som vejledende. Såfremt man er usikker på, om man har tilstrækkeligt med batteritid tilbage på sin enhed, er der en lille batteriindikator, der kun er synlig, når lygten er tændt. Denne kan fortælle dig, om du snart skal genoplade din BikeSpark.

Selve lygten monteres med en gummistrop, der kan justeres og flyttes, så man selv kan vælge, om lygten skal være i vandret eller lodret position. Til at fastgøre gummistroppen, er der en lille krog, der føres ind i et af hullerne, alt efter hvor bred din sadelpind er.

Konklusion

BikeSpark er en super kompakt og velfungerende baglygte, der lyser godt op i mørket. Med sin synlighed 220 grader rundt, er det næsten umuligt at få placeret lygten, så den ikke kan ses af bilister, fodgængere og andre cyklister. Den lave vægt er med til at gøre den attraktiv for specielt pendlere, der gerne vil holde vægten nede på cykelturen. Slutteligt kan baglygten sagtens bruges i skoven, da den sidder godt fast på cyklen via gummistrop og krog.

Vil du have en baglygte med lav vægt, der har mange forskellige funktioner og kan ses ekstra ved fuldt stop, så kan vi varmt anbefale BikeSpark.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris 299,-

Karakter

Vær den første til at kommenterer

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.