Test: Bkool Pro 2015 Home trainer

Bemærk: Denne test skal ses som en “forbruger-test” og ikke en eksperttest – mit foregående kendskab til home trainere er begrænset og jeg har ikke haft andre tilsvarende produkter, andet end Tacx Vortex Smart, at sammenligne med, da denne er testet sideløbende. Denne test skal derfor ses som en forbrugertest hvor jeg deler mine praktiske erfaringer og forhåbentlig gør Jer lidt klogere på om en home trainer kan være et supplement til landevejstræningen, eksempelvis i vinterperioden.

Bkool Pro er en af de mest populære home trainere herhjemme pt., og umiddelbart også en af de mest avancerede af slagsen, i hvert fald hvis man ser på selve software-delen. Bkool Pro 2015 adskiller sig fra de fleste andre home trainere ved at være dybt afhængig af en PC/Mac eller lign. da man herfra vælger ruten man ønsker at kører, og ser den undervejs enten som 2D, 3D eller som rigtig video, optaget på ruten af andre brugere… Således er det slut med selv at sidde og justerer modstanden og man skulle defor få en oplevelse der er så tæt på virkeligheden som det umiddelbart er muligt.

Vi har de seneste uger testet den nye, opdaterede, Bkool Pro i 2015-udgaven.

Indhold i kassen

Bkool Pro 2015 kommer i en forholdsvis stor kasse, som indeholder følgende:

  • Bkool Pro 2015 home trainer
  • Motor
  • ANT+ USB adapter
  • Strømforsyning
  • Quick release
  • Forhjulsstøtte
  • Vejledning

Ved udpakning bemærkede jeg at selve motordelen lå løst i kassen, dog pakket ind i bobbelplast. Jeg kunne ikke forestille mig andet end at dette er genstand for en del fragtskader og det er mig derfor lidt en gåde hvorfor Bkool ikke har valgt at emballere produktet bedre, en forholdsvis stor motor i plastik, kun beskyttet af et lag bobbelplast der ligger løst i en forholdsvis stor papkasse, med en home trainer af stål – det er dømt til at gå galt set med mine øjne.

Tekniske specifikationer

  • Op til 1200 Watt
  • Plug and play
  • Inkl. ANT+ USB adapter
  • Virker med mange platforme
  • Støjer kun 64 dB

Design og opsætning

Bkool Pro 2015 består af 2 dele, der er selve home traineren der er udført i kraftig pulverlakeret stål – den har quick-spænde til fastgørelse af cyklen samt kraftige gummi-fødder som sikre den står fast og ikke mindst at vibrationerne ikke så nemt forplanter sig i gulvet. Den del hvorpå cyklen monteres via det medfølgende quickrelease, kan justeres trinløst, hvilket gør det enormt nemt at tilpasse til forskellige cykler.

bkool-pro-2015-clamp

Den anden, primære, del er selve motoren. Den er forholdsvis tung og udført i sort plast. Materialerne virker forholdsvis billige og jeg havde nok foretrukket man havde brugt lidt mere energi på udførslen af denne, da den trods alt er en ret væsenlig del af produktet. Plasten er ikke særlig kraftig, finishen ikke specielt pæn og generelt må jeg sige jeg ikke var imponeret. Selve dækrullen er sølvfarvet og “rillet”, mere om den senere… Den medfølgende strømforsyning kobles til selve motordelen.

bkool-pro-2015-motor

bkool-pro-2015-rulle

Home trainer og motor-del samles uden brug af værktøj og kan lige så hurtigt tages fra hinanden igen, da de blot “klikkes” sammen. Det gør den nem både at stille op og ikke mindst at pille ned igen.

Den medfølgende quick-release skal som udgangspunkt bruges, så denne monteres på den cykel man ønsker at bruge sammen med Bkool Pro 2015. Med denne monteret kan cyklen monteres i “quick-spænden” hvor også selve bespændingen kan justeres blot ved at skrue indtil cyklen sidder helt fast. Det er derfor også ret nemt og enkelt at montere og ikke mindst afmontere cyklen fra Bkool Pro 2015. Det er også værd at bemærke at Bkool Pro 2015 er lavet til brug sammen med almindelige landevejsdæk, man behøver derfor ikke investerer i deciderede home trainer dæk og kan med ro i sindet bruge gamle “aflagte” dæk hvis man ønsker dette.

Samling og montering er der med andre ord ikke de store ben i – det er nemt at gå til og de fleste ting giver mere eller mindre sig selv.

bkool-pro-2015-top

Installation af software

Den del som virkelig adskiller Bkool Pro 2015 fra andre home trainerer er selve softwaren, Bkool Indoor Trainer, som kan afvikles på praktisk talt alle enheder – dog understøtter den, ud af boxen, kun PC og Mac, da den kræver tilslutning af en ANT+ USB adapter for at kunne overfører data mellem Bkool Pro 2015 home traineren og softwaren. Man kan dog, ved at tilkøbe lidt ekstra udstyr såsom kabler og adaptere, så den til at fungerer med både iOS og Android baserede tablets.

Installationen af softwaren, på en PC, skabte heller ingen udfordringer – softwaren ligger frit tilgængeligt på bkool.com og opdateres løbende.

Som nævnt snakker Bkool Pro 2015 og PC/Mac’en sammen via en lille ANT+ USB adapter, så der kræves én ledig USB port i PC/Mac’en og så er det klart en fordel at benytte en bærbar PC, medmindre man har mulighed for at placere cykel og home trainer tæt på den stationære PC man vil benytte. Vil man have fuld udnyttelse af Bkool Pro 2015 vil man også have brug for hele tiden at kunne se skærmen undervejs.

Softwaren er uden tvivl der hvor Bkool satser og udvikler, hardwaren virker sekundært for dem og softwaren understøtter derfor også løsninger fra andre fabrikanter såsom eksempelvis Wahoo og Elite.

Som udgangspunk er softwaren gratis, men som med så meget andet er funktionaliteten ret begrænset og jeg vil defor primært beskæftige mig med de features der er tilgængelige som Premium-bruger – et medlemskab der koster ca. 10 EUR pr. mdr. (Svarende til ca. 75 kr.) Læs omkring forskellene på Free og Premium medlemsskab på Bkool.com

Bkool Indoor Trainer software

Ved første opstart af Bkool Indoor Trainer softwaren skal man have opsat sin profil, hvilket hurtigt er overstået, da antallet af spørgsmål og ting der skal udfyldes er forholdsvis moderat.

Via hjemmeskærmen har man nederst i højre side et par “dioder” der indikerer om home traineren er tilsluttet, ligesom andet ekstra udstyr såsom puls og kadancemåler eksempelvis. Jeg oplevede ikke udfordringer i forbindelse med “parringen”, enhederne blev automatisk genkendt.

Via hjemmeskærmen har man ligeledes adgang til en række menu-punkter, her er bl.a. mulighed for at se og deltage i “live arrangementer” med andre brugere, man kan browse mellem de seneste videoruter, eller man kan vælge ruter udfra ens favoritter. Man kan naturligvis også deltage i forskellige “leagues” og ikke mindst er der mulighed for blot at søge (inkl. muligheden for at vælge sværhedsgrad) efter en rute i et givent område.

bkool-main-interface

Softwaren kunne, efter min mening, godt være opbygget lidt mere logisk og intuitivt – eksempelvis gik der lidt tid inden jeg havde gennemskuet hvordan man egentlig brugte søgefunktionen og så savner jeg nok egentlig også en bedre sortering af de ruter man kan vælge imellem, for der er hele 500.000 forskellige.

Bkool Indoor Trainer softwaren er unik i forhold til konkurrenterne på flere punkter, bl..a er der (Som Premium bruger) enormt mange forskellige videoruter, altså ruter hvor man ser hvor man kører og belastningen ændrer sig alt efter om det går op, ned eller ligeud. Det giver en enormt realistisk oplevelse og det er altså bare sjovere når man kan se hvor man kører og “planlægge” hvor man bruger kræfterne når man kan se stigninger, nedkørsler og lign.

Udover muligheden for videoruter, kan man også kører enhver rute i verden i 3D som, hvis de ikke er der i forvejen, genereres af Bkool Indoor Trainer softwaren. Det er naturligvis ikke nær så realistisk som videoruterne, men meget sjovere og mere realistisk end blot at kigge på et kort – som også er en mulighed. Vælger man 3D ruterne får man også den såkaldte “real weather” funktion hvor vejret skifter alt efter lokale forhold, det kan være alt fra solskin til snevejr, det er altså ret imponerende.

bkool-indoor-trainer-video

bkool-indoor-trainer-3D

Man kan naturligvis altid kører alene og uden at være afhængig af andre, men der er også rig mulighed for at kører med og imod andre, hvilket kan være en rigtig god motivationsfaktor og et faktum der gør at man ikke føler sig “alene” når man sidder derhjemme foran PC’en eller TV’et og cykler, i stedet for at være på landevejen. Faktisk arrangereres der “danske” løb flere gange om måneden som bl.a. koordineres via Facebook Gruppen “Bkool – Dansk brugergruppe” Undervejs er der bl.a mulighed for både at skrive og snakke med hinanden, hvis man har en eller anden form for headset eller mikrofon tilsluttet.

Under træningssessioner kan man justere skærmbilledet så man får de informationer man finder relevante, det kunne være hastighed, kørte km, cadance og forskellige andre elementer, undervejs kan man vise mere eller mindre information blot ved at trykke op/ned på piletasterne. Efterfølgende kan al denne data naturligvis analyseres og der er også mulighed for eksport til andre services, hvis man eksempelvis samler data på Endomondo eller lign. tjeneste.

Bkool Pro og simulator – praktisk brug

Når først man én gang har fået samlet Bkool Pro Home traineren, tilpasset den til cyklen og fået installeret og opsat softwaren, tager det kun få minutter at sætte op og komme igang og det er et kæmpe plus set med mine øjne, da det formentlig er en enhed som de fleste vil gemme væk når den ikke er i brug.

Bkool omtaler denne home trainer som værende enormt støjsvag og Jeg er nok kun delvist enig i dette. Støjniveauet afhænger naturligvis af hvor hårdt man træder i pedealerne, men det lykkedes alligevel mig at vække begge børn, sovende i den anden ende af huset – med 2 lukkede døre imellem entre og mellemgang. Dermed ikke sagt at den ikke er støjsvag ift. andre home trainere, men man skal nok ikke kunne forvente at man kan kører “lydløst” uden at komme til at generer husstandens øvrige medlemmer eller eventuelle over og underboer hvis man bor i lejlighed. En god træningsmåtte og evt. brugen af et home trainer dæk uden for meget mønster kan også hjælpe på støjniveauet som naturligvis er mest udtalt jo hurtigere og hårdere man træder i pedalerne.

Min træning blev lynhurtigt flyttet fra stuen og ud i garagen, ikke kun for at skåne familien, men også for at slippe for lugten af “omklædningsrum” og det faktum at der her var en mere behagelig temperatur, der dog pludselig fordrede at man trak i lange bukser og langærmet trøje.

Modstanden i Bkool Pro 2015 er rimelig realtisk til de fleste tider, altså stemmer den meget godt overens med virkeligheden når man kører op af stigninger og ned af nedkørslerne. Jeg oplevede dog belastningen på enkelte at de hårde stigninger som en smule “hakkende”, men bestemt ikke noget der var med til at spolerer det samlede indtryk, som udgangspunkt var belastningen ret præcis og virkelighedstro – naturligvis forudsat man har indtastet ens data, såsom eksempelvis ens vægt, således belastningen kan udregnes korrekt.

Konklusion

Jeg må med det samme indrømme at jeg er typen der har fået nok efter 5-10 minutter på motionscyklen i det lokale motionscenter, jeg synes simpelthen det er for ensformigt og har super svært ved at motiverer mig til at træde i pedalerne uden at komme nogle steder. Det var derfor med en hvis skepsis jeg kastede mig ud i dette “Home Trainer projekt”, men omvendt også med et håb om at en home trainer kunne være løsningen på manglende træning i hverdagene i det “mørke” del af året, hvor cyklen primært luftes i weekenden hvor der er chancer for at man når at fange dagslyset.

Mine skepsis blev ret hurtigt afløst af en vis optimisme, for Bkool Pro 2015 leverer en ret realistisk oplevelse og man føler sig godt brugt efter endt træningspas eller løb, man slipper bare for rengøring af cyklen og at skulle forholde sig til vind og vejr, ydermere kan man træne døgnet rundt – dog forudsat man bor så det kan ske uden at generer den øvrige familie eller over- og underboer. Den nærmest uendelig mængde af ruter og mulighederne for at kører med video-sessioner var helt sikkert det der gjorde at jeg “gad” kører ruterne til ende og faktisk synes det var ganske underholdene, at man så derudover har mulighed for at kører mod andre og generelt “konkurrerer” både mod sig selv og andre, er en god motivations faktor.

Samlet set kan mine oplevelser med Bkool Pro 2015 opsummeres således: Selve udførslen og finishen af motor-delen synes jeg godt kunne være bedre, omvendt så virker den og jeg oplevede ingen driftsproblemer med den, selve home traineren er super solid og meget stabil – selv når der trædes hårdt i pedalerne. Softwaren er, ved første øjekast, ikke super brugervenlig og intuitiv – men når først man lærer den at kende er det ganske nemt at finde rundt i og jeg oplevede også denne som ganske stabil, ligesom den trådløse forbindelse mellem PC og Bkool Pro 2015 ikke skabte nogle udfordringer for undertegnede. Som alt andet der involverer teknik af den ene eller anden art, kan det dog drille og en smule grundlæggende IT-kendskab vil derfor ikke være helt af vejen hvis det en dag skulle drille.

Jeg er faktisk blevet ret vild med Bkool Pro 2015 og ser den som et rigtig godt supplement til træningen i hverdagen i løbet af vinterhalvåret, hvor man typisk ikke kan nå ud på cyklen inden mørket falder på, eller for dem der slet ikke gider bevæge sig udenfor så snart temperaturen nærmer sig frysepunktet.

Nu er foråret så småt på vej og cyklerne luftes derfor i skoven eller på landevejen for mit vedkommende, men der er ingen tvivl om at Bkool Pro 2015 står højt på min ønskeseddel så snart vi kommer hen omkring efteråret, så formen kan holdes ved lige på min egen cykel med videoruter hvor man kører mod andre brugere, istedet for på en tarvelig motionscykel i det lokale motionscenter…!

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 3000,-

Bemærk: Bkook Pro 2015 home traineren er udgået og erstattet af 2016 modellen og efterfølgende Bkool Smart Pro 2 der er den aktuelle udgave.

Funktionalitet og brugervenlighed 8
Støjniveau 8
Installation og opsætning 9
Software 8
Pris 8
8.2
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Bkool’s første direct drive hometrainer, Smart AIR
Spanske Bkool står bag et par yderst populære hometrainere, men er måske...
Læs mere
Join the Conversation

5 Kommentarer

  1. says: Michael Lykke

    Rigtig fin og grundig test. Det kunne være rigtig interessant at få testet hometrainers med fokus på om de er velegnet til brug i lejlighed. Problemet med de fleste hometrainers er netop at de larmer alt for meget til at det vil kunne bruges i en lejlighed, i hvertfald hvis det skal ske uden alvorlige klager. 🙂

    1. Hej Michael,

      Jeg “nåede” kun at teste 2 home trainers inden “racer-sæsonen” rigtig gik i gang, men det er bestemt på programmet til efteråret igen, hvor jeg vil forsøge at få et større udvalg med. Har du/i ønsker eller forslag til modeller må i endelig melde ind.

      Med venlig hilsen,

      Noel Christensen
      CykelStart.dk

  2. says: Birger Christiansen

    Hej
    jeg er også lykkelig ejer af ovenstående Bkool, men jeg har et spørgsmål som du måske kan hjælpe med, når man bruger den på sin Ipad så starter man ved at gå ind via Bkool-app’en,
    men hvordan skal man gøre når man vil have det op på “storskærm” ?? f.eks. på sit Smart Tv???
    MVH Birger

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.