Test: Canyon Grizl CF 7 Escape

Canyon Grizl CF 7 ESCAPE er målrettet eventyr, oppakning og lange ture. Den skiller sig derved tydeligt ud fra de mere klassiske Grizl-modeller – både i design og i den måde, den inviterer til en anden type cykling. Den giver masser af muligheder for montering af udstyr og tasker, og hele “Escape”-tanken er virkelig tydelig: Den her cykel vil ud på tur, ud på grus og gerne ud i det fjerne. Jeg havde dog i denne omgang kun cyklen til test i et par uger og på én enkelt bikepacking tur uden alt ekstraudstyret, der kan tilkøbes, så den helt store selvoplevede bikepacking anmeldelse må vente.

Jeg cykler normalt gravel på en Canyon Grizl CF SL 7 eTap, så det har til gengæld givet mig et godt sammenligningsgrundlag ift. komfort, køreegenskaber osv. Nedenfor ses CF 7 ESC dog sammen med min mands størrelse small Grizl CF SL 7 eTap. Min er x-small og med hjulsæt i 27.5”.

Førstehåndsindtryk

Det første, jeg lægger mærke til ved Canyon Grizl CF 7 ESCAPE, er den markante cockpit-løsning med den karakteristiske pentagon-form, der indrammer en vandtæt beholder med låg.

Jeg må indrømme, at da jeg så cyklen første gang, tænkte jeg: “Det her ligner næsten en “tysk campingcykel.” Men da jeg først sidder på den, ændrer indtrykket sig. Positionen er behagelig, balancen er god, og med de større hjulsæt end på min egen Grizl, oplever jeg faktisk ofte, at jeg kører hurtigere end forventet.

Samtidig gav cockpit-design mig et flashback til min tid som postbud. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den store sorte lædertaske, der sad foran på min postcykel. Som dengang kigger man ned i et stort “rum” foran sig, og med beholderen monteret i pentagonen, kan det nogle gange være lidt svært at finde naturlig håndplacering, særligt når man rammer ujævne grusveje og gerne vil have fuld kontrol. Så jeg tænker, at skal den bruges til variation i håndstilling, så skal det være uden beholderen monteret. Det særlige cockpit setup kræver med andre ord lidt tilvænning – og her spiller vanens magt nok en større rolle, end man tror.

Det særlige cockpit med den karakteristiske form giver andre ende de normale muligheder for montering af både styretaske og cykelcomputer. Det er muligt at få en Wahoo-cykelcomputerholder til boxens top, men den havde jeg ikke, så jeg fik fint monteret den i forlængelse af pentagonrammen.

Det særlige cockpit understøtter cyklens touring- og adventure-fokus, og gør det nemt at indrette pladsen foran sig, så man kan have sine vigtigste ting lige ved hånden. Dog synes jeg, at beholderen i sig selv fylder og vejer uforholdsmæssigt meget i forhold til, hvad den kan rumme, og jeg foretrækker nok selv at have en lille men stadig mere rummelig styrtaske monteret foran eller bare en snack pack og så stadig have plads til den større styrtaske.

Designet af cockpittet åbner for muligheden for i stedet at montere tri- eller aero-extensions, hvis man ønsker at cyklen skal anvendes, hvor en mere aerodynamisk position kan være hensigtsmæssig; fx på længere, flade ture.

Funktionalitet og praktisk brug

Grizl CF 7 ESC er en cykel, der tydeligt er designet med det lange eventyr for øje. Der er monteringspunkter på stellet, på gaflen og langs overrøret – som nærmest inviterer til at blive fyldt med tasker, dunke og småting. Det er en cykel, der er bygget til at håndtere oppakning; bedst dog ved brug af det specialdesignet Canyon udstyr, hvilket trækker lidt ned. Med det rette udstyr, gør det den oplagt til alt fra weekendture til flere ugers bikepacking, hvor man har brug for at pakke mere end blot det mest nødvendige.

Selv muligheden for at montere dynamo med integreret kabelføring til lygter og USB-opladning er tænkt ind i rammen fra start. Det er små detaljer, men det er netop den slags løsninger, der gør en forskel, når man befinder sig langt fra alting og har brug for, at cyklen bare fungerer. Jeg er helt vild med den tilgang: at tænke alle de små “stumper” sammen til én samlet platform, der reducerer mængden af løse dele, man normalt skal holde styr på i den type cykling.

Jeg testede cyklen med den speciallavede frame-taske LOAD FidLock QuickLoader. Den fås i flere størrelser, så den kan tilpasses til forskellige stelstørrelser og monteres indeni stellets rammetrekant ved hjælp af et magnetisk Fidlock-system og kræver ikke remme. Indvendigt er der mesh-lommer og separatorer, så du kan organisere værktøj, slanger, småting, snacks med mere. På en x-small cykel er det tit svært at få en rammetaske og ekstra svært samtidig at få plads til dunkene. Det er der også tænkt over her, og det er altså en fornøjelse.

Rammen indeholder nærmest en “hemmelighed under overfladen” i form af er det lille værktøjsrum, der er integreret i down-røret. Systemet er designet således, at når du tager rammetasken af, får du adgang til en skjult åbning. Her kan du opbevare inderrør, dækjern, CO₂-patroner eller pumpe, og der er endda plads til et lille multitool, så du har det nødvendige udstyr lige ved hånden på turen.

To Grizl’er, to verdener

Hvis man kommer fra den mere klassiske og mere race-orienterede Grizl-model Grizl CF SL 7 eTap som jeg normalt kører på, er forskellen tydelig. Min gamle Grizl har en mere aggressiv geometri, et renere cockpit og en fornemmelse af direkte kraftoverførsel, som inviterer til at give den gas. CF 7 ESC er derimod mere afslappet, mere komfortfokuseret og rettet mod lange distancer med last – en “køre-længe-uden-at-tænke-på-det”-type cykel.

Drivlinje og gearing – GRX mullet som schweizerkniv

ESC-modellen kommer med en Shimano GRX mullet-drivlinje, som kombinerer gravel- og MTB-komponenter. Det giver et gearområde, der er langt mere touring-orienteret end på CF SL 7-udgaven. Hvor CF SL 7 tilbyder lynhurtige, elektroniske skift og en mere performancepræget opsætning, giver GRX mullet en helt anden robusthed og fleksibilitet – især når terrænet slår om fra flade grusveje til stejle skovstigninger, eller når cyklen er tung af oppakning. Her føles gearingens brede spænd som en reel hjælp: Man kan altid finde et gear, der gør det muligt at komme frem uden at brænde alle tændstikkerne af.

Hjul, stabilitet og terrængreb

Cyklen kommer med et solidt DT Swiss-hjulsæt, der rammer en fin balance mellem robusthed og rulleegenskaber. Sammen med den lidt længere akselafstand og de mange monteringsmuligheder giver det en følelse af kontrol – også når underlaget bliver ujævnt. Jeg oplever ESC-modellen som hurtigere, end man måske forventer af en touring-fokuseret cykel, men dens reelle superkraft er stabiliteten. Den går stille og roligt gennem stenede sektioner, og den føles tryg, også med den ekstra oppakning.

Grizl-serien generelt har en stor dækfrigang, og ESC er ingen undtagelse. Det giver muligheden for at opsætte cyklen til både hurtige grusture og tunge bikepacking-eventyr.

Hvad skal du vælge?

De to modeller deler navn og generel platform, men føles som to forskellige personligheder.
CF SL 7 er den hurtige, kvikke og sporty cykel, der altid er klar på at give den gas.
CF 7 ESC er den rolige, stabile og praktiske rejsemakker, der trives bedst med tasker på og horisonter i sigte.

Hvis du vil køre langt, pakke cyklen og opleve verden, så vælg Grizl CF 7 ESC.
Hvis du vil køre hurtigt, let og med elektronisk gear, så vælg Grizl CF SL 7 eTap.

Og for mit eget vedkommende?
Jeg er allerede i gang med at blive mere og mere glad for ESC’ens rolige, eventyrklare karakter. Det er en cykel, der – ganske enkelt – vokser på én for hvert eneste kilometer. Så jeg ender nok med at skulle have dem begge.

Konklusion – to cykler, to formål, samme Grizl-sjæl

Canyon har med CF SL 7 eTap og CF 7 ESC skabt to bud på den moderne gravelcykel, der trods deres fælles udgangspunkt henvender sig til forskellige typer cykling. SL 7 eTap er den lette, hurtige og race-orienterede udgave — en cykel der belønner accelerationen, reagerer skarpt på input og gør selv en almindelig grustur til noget med fart, flow og finesse. Dens elektroniske eTap-drivlinje og lavere vægt gør den særlig attraktiv for ryttere, der vægter effektivitet og ydeevne højt.

CF 7 ESC går i en anden retning: Det er en cykel til dem, der vil ud på eventyr, køre længere, tage mere med og udforske terræn som ligger udenfor den klassiske gravelrute. Den ekstra stabilitet, de mange monteringsmuligheder, GRX-mullet gearingens brede spænd og det særlige cockpit gør den til en rejsefælle snarere end et racerværktøj. Den er bygget til at bære last, tage imod tæsk og levere en fornemmelse af tryghed, uanset hvor tungt pakket eller ujævnt underlag man møder.

Kort sagt:
Vælg CF SL 7 eTap hvis du vil køre hurtigt, let og effektivt.
Vælg CF 7 ESC hvis du vil køre langt, stabilt og med friheden til at pakke alt det udstyr, eventyrene kræver.

Begge modeller leverer på hver deres præmis, og derfor er der heller ikke en “bedre” Grizl — kun den Grizl, der matcher den måde, du helst vil cykle på.

Pris og tilgængelighed

Canyon Grizl Escape-serien starter fra 21999,-

Funktionalitet 8
Komfort 9
Design 8
Pris 8
8.3
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Trine Balskilde Stoltenborg
Test: GripGrab Vinter hjelmhue
GripGrab er kendt for deres tilbehør til de danske “extremities”, og med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.