Test: CatEye Sync lygter

Samlet karakter

Vi skal her se på et sæt af tre forbundne lygter fra CatEye, vi skal se på Sync Core, Sync Kinetic og Sync Wearable. Tre lygter der sikrer høj synlighed i trafikken

Hvad er der i kassen?

Denne test omhandler tre lygter, forlygte, baglygte og ekstra baglygte. Man kan købe lygterne individuelt eller man kan købe for,- og baglygte som et sæt, og så tilkøbe den ekstra baglygte.

CatEye Sync Core er forlygten, og CatEye Sync Kinetic er baglygten. Dem modtog jeg som et sæt i fin kasse der viser lygterne frem gennem et vindue på forsiden. I kassen finder vi en brugsvejledning, to korte USB kabler til opladning, og monteringsbeslag til styr.

Den ekstra baglygte hedder CatEye Sync Wearable, og bliver ligeledes leveret i en kasse der viser lygten frem gennem et vindue i kassen.

Og i kassen finder vi en kort brugsvejledning, en elastik der kan bruges til montering, og et kort USB kabel til opladning.

Design og funktionalitet

CatEye Sync konceptet er at alle lygterne er forbundet via Bluetooth. For at parre dem skal man hente CatEye Sync app’en til sin telefon. Her kan man så koble lygterne til telefonen, og når det er gjort, så er lygterne også koblet sammen så de er synkroniserede selv uden telefonen. I app’en får man et overblik over batteristatus på forsiden.

Herfra kan man så tænde alle lygterne med et langt tryk på knappen nederst på skærmen. Hvis man vælger de forskellige lygter kan man indstille dem individuelt.

CatEye Sync Core

Jeg vil starte med forlygten CatEye Core Sync. Den har 5 forskellige lysindstillinger, tre med konstant lys, High, Middle og Low, samt 2 blinkende indstillinger, Daytime HyperConstant som pulser lyset så det er synligt i dagslys, og Flashing der blinker for ekstra opmærksomhed f.eks. i tæt trafik. De fem indstillinger man kan også skifte mellem med trykknappen på selve lygten.

Hvis man som jeg, synes en blinkende forlygte ødelægger mit nattesyn, så er det muligt at slå de forskellige tilstande fra i appen, og det bliver gemt i lygten. Så hvis man f.eks. slå Flashing fra i app’en, så kan man heller ikke komme til at vælge det med knappen på lygten. Det synes jeg er rigtigt smart!

Sync Core er en forholdsvis kraftig lygte, der dog er bedst egnet til bykørsel. Kører man et sted uden gadebelysning, så bliver man nødt til at sætte farten lidt ned. Lygten har godt nok et maks output på 500 lumen, men det er ikke en lygte til mountainbike! Til den daglige pendlertur er den dog rigtig god.

Den bliver sat fast på styret med et skruebeslag der strammer omkring styret, og så klikker man nemt Sync Core fast. Den sidder fint, og godt fast i beslaget.

Jeg testede hvor langt tid den kunne lyse på højeste indstilling. For at gøre testen lidt mere realistisk startede jeg den et par dage efter lygten var fuldt opladet. Jeg brugte samme fremgangsmåde til de andre to lygter.

Sync Core kunne lyse i 2 timer og 5 minutter inden den røde advarselslampe tændte i ringen omkring knappen, og efter 2 timer og 20 minutter slukkede lygten. Og det var på High indstillingen, hvis man kører i en oplyst by er middle rigeligt, og måske endda Low. Efterfølgende tog en opladning, med en helt standard 5 watt mobiloplader, ca 2 timer og 45 minutter.

Opladningen sker via USB, og stikket er beskyttet bag en kraftig gummilåge bagerst på lygten.

Sync Core’s frontglas har to tapper der går ned langs siden og giver synlighed fra siden. Den er altså lovlig i forhold til dansk lovgivning.

Når de lygterne er forbundet, så tænder de alle når man tænder en. Det betyder i praksis at man kun behøver at tænde og slukke forlygten (den sidder placeret mest tilgængeligt) og så følger de andre lygter med. Det er nemt og praktisk i hverdagen. På Core sync tænder der en grøn diode når den har forbindelse til andre lygter så man kan se at den også styrer baglygterne.

CatEye Sync Kinetic

CatEye Sync Kinetic er baglygten. Den har en maksimal lysstyrke på hele 50 lumen, så den er meget synlig i trafikken.

Den kan styres med en trykknap nederst, eller med app’en, eller med en forbundet lygte.

Den monteres på saddelpinden med en kraftig elastik, og er vinklet så den lyser vandret, selv når den sidder på den skrå saddelpind.

Den har 4 mindre lysdioder under den røde plastik, og en kraftig lysdiode der sidder bag en optik øverst. Den øverste lysdiode er meget kraftig, og når den blinker er den også synlig i dagslys. De andre dioder er med til at tiltrække opmærksomhed når mørket falder på. Den har 6 forskellige lysindstillinger, og blandt dem en Group Ride indstilling der har et noget blidere blinkemønster så man ikke blænder sin kammerater der er med på turen. Den har en sikkerhedsfeature hvor den måler accelerationen på cyklen, og hvis den opdager at man bremser, så skifter den til kraftigt fast lys i 2,5 sekunder som et bremselys så man ikke bliver ramt bagfra. Det virker virkeligt godt, og giver ekstra opmærksomhed hvis man kører i tæt trafik. Hvis man ikke ønsker det, så kan funktionen deaktiveres i app’en.

I app’en kan man også indstille om den skal have Mode Sync med Sync Wearable. Mere om det i næste afsnit.

Ligesom med Sync Core, så testede jeg hvor længe den kan lyse på kraftigste indstilling. Her lyste den konstant i 1 time og 25 minutter. Herefter skiftede den til batterisparede blink, og endelig efter hele 4 timer slukkede den. En opladning med en standard mobiloplader tog derefter 2 timer og 26 minutter. Opladningen sker via et USB stik der er beskyttet bag en kraftig gummilåge.

CatEye Sync Wearable

CatEye Sync Wearable er en ekstra baglygte der giver ekstra synlighed i trafikken. Den kan placeres på trøjen, bag på hjelmen eller på tasken. Den arbejder sammen med Sync Kinetic når man har slået det til i app’en. Den matcher så lysindstilling og blink med Kinetic, og ved opbremsning så lyser både Kinetic og Sync kraftigt op i 2,5 sekund

Som de to andre Sync lygter, oplades Sync Wearable via USB, og stikket er beskyttet under en kraftig gummilåge. En fuld opladning gjorde at den kunne lyse i 1:10 inden den går over til batterisparende blink, og endelig efter ca 4 timer slukkede den helt.

Sync Wearable lyser kraftigt, og giver god synlighed, specielt da man er mere fri til at placere den højt på hjelm eller taske, hvor den rigtige baglygte er bundet af lovgivning omkring placering på cyklen.

Konklusion

CatEye sync systemet har virket glimrende under min test. På veje med gadebelysning er Sync Core rigelig kraftig til at lyse vejen op selv på da lavere lysstyrker, og give god synlighed. Men det er et lygte system til landevejene, der er ikke nok power til den mørke skov. Det er lækkert at man kan styre alle lygterne fra en vilkårlig lygte. Sync app’en har jeg nærmest kun brugt til den første opsætning af lygterne, og til at vælge indstillingerne i Sync Core. Det er muligt at se batteristatus på lygterne, men det skal man tage med et gran salt, under min test lyste de længe efter de ramte 0%. Og notifikationerne på telefonen om lavt batteri kom meget sporadisk. Men lygterne kan heldigvis nemt betjenes uden, og de gør det godt! Det er nu mit foretrukne lygtesæt til pendlerturene i den mørke tid.

Pris og tilgængelighed

  • Sync Core: 649,-
  • Sync Kinetic: 599,-
  • Sync Wearable: 599,-

Køb Cateye Sync-serien

Karakter

Skribent på CykelStart.dk, bruger cykel som hverdagstransport og spinner i det lokale motionscenter.

Vær den første til at kommenterer

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.