Test: Continental Terra Adventure graveldæk

Der er næppe nogen hemmelighed, at dækproducenterne kæmper hårdt om at ramme det perfekte gravel dæk. “Perfekt” afhænger dog af mange faktorer, både rytteren, cyklen, det varierende underlag og ikke mindst vægten, så det er ingen let opgave. I foråret 2025 præsenterede dækgiganten Continental deres bud på sådan et alsidigt gravel dæk til varieret terræn i deres Terra-serie; Terra Adventure. Dækket er siden her på redaktionen blevet testet i det danske land, og uden at afsløre for meget, til stor fornøjelse.

Udvalgte specifikationer

  • Fås i 700x45c, 700x50c og 700x55c (svarer til ca. 29x 2.2 MTB dæk)
  • Fås med enten sorte eller brune sider
  • Tubeless Ready
  • Hookless kompatible og E-bike Ready
  • Vægt 540 gram i 700x 45c
  • Dækkasse: 180 TPI

Dækkets opbygning

Continental Terra Adventure dækket er bygget op omkring en kombination af specifikke materialer og teknologier, der er designet til alsidig gravel brug. De vigtigste elementer i den konstruktionen er deres nye Grip Compound gummiblanding der også inkluderer BlackChili compound. Ifølge Continental er det deres premium teknologi for maksimalt greb og lang levetid.

Karkassen er Continentals nye Trail Casing. Det er en enkeltlagskonstruktion med forstærkede sidevægge og ekstra beskyttelse under slidbanen. Sammen med den høje trådtæthed på 180 TPI er hensigten at få et smidig, relativ let og komfortabel dæk, der gør det godt på det ujævne underlag.
Selvom konstruktionen er solid, yder en enkeltlags karkasse ikke helt samme beskyttelse som de mere tunge multi-ply terrændæk. Kører du meget i hårdt terræn med skarpe sten eller tung oppakning, kan det derfor være nødvendigt at være lidt ekstra opmærksom på dækkets udsatte områder som især er på siderne.

Selve mønsteret på dækket er 3-3-4 knopdesign på midten og med en række højere knopper på ydersiden. Der er ikke tvivl om at Continental Terra Adventure-dækket har et knopdesign, der er stærkt MTB-inspireret. Ideen med dette design er at de tætsiddende knopper midt på dækket skal hjælpe med at forbedre rullemodstanden på tætpakket grus og asfalt, men deres funktion er selvfølgelig også at de skal sikre et optimal greb på løs underlag. Funktionen af knopperne er selvfølgelig afgørende for et solidt greb i svingene.

Test opsætning

Det testede dæk er 700x 45 mm, som måske for mange kan benævnes som den nye gyldne standart indenfor gravel dæk. Vægten er angiver til 540 gram for denne bredde. Jeg må indrømme jeg ikke fik kontrolvejet dækket på køkkenvægten, beklager meget, men som jeg har oplevet ved andre tests, så kan der være en lille variation på plus 5-10 gram til den tungere side

Dækket er monteret på et sæt Kelvin Carbon gravelhjul med en indvendig bredde på 25 mm. Jeg oplevede dem som meget smidige og nemme at få krænget på og de satte sig uden problemer. Valget af tubeless væske faldt denne gang på Orange Seal Regular, en klassiker og med 1,8 bar foran og 1,9 bar bagpå målte dækbredden 47,67mm. Det er jo lidt mere end beskrevet og en variation man skal have i tankerne hvis man i forvejen ikke har så meget plads i gaflerne.

Terra Adventure i praksis

Dækkene blev testet gennem sommeren, efteråret og helt ind i den tidligere vinter. De er blevet brugt til det meste jeg bruger min gravel cykel til. Dvs lange og korte gravelture på forskelligt grus underlag, asfalt, markveje og lidt singletrek. Jeg har også udsat dem for mere krævende forhold med vådt sand og mudder, som der har været rig lejligheden til og som prikken over i’et har de været en tur i flyveren og kørt på varieret grus og landevej i det sydspanske. For yderligere at vurdere deres alsidighed har jeg desuden testet dem både med tungt lastede bikepacking tasker og i en lettere opsætning.

Mit første indtryk er helt sikkert alsidighed og komfort. Dækket giver et solidt greb på forskellige underlag som hård- og løs pakket grus, jord, græs og sand og klarer også våde forhold fint, så længe det ikke bliver decideret mudret. Hjemmebanen er helt klart off-road, og især på grus, både i vådt og tørt føre, leverer det virkelig godt. Jeg synes også, at Continental har ramt det, de ønskede med mønsterdesignet i forhold til at mindske rullemodstanden. Det er selvfølgelig ikke på niveau med et “slick”-dæk, men med min “livrem og seler”-tilgang prioriterer jeg altid greb frem for hastighed, især i det varierede østjyske terræn, hvor jeg kører. Selvom det er et relativt let dæk, giver mønsteret lidt ekstra modstand, og det mærkes på asfalten mellem grusstykkerne, hvor det kan føles en smule tungt eller måske mere korrekt; komfortabelt.

Med et lavere dæktryk bliver køreoplevelsen nemlig ekstra behagelig og let dæmpet, hvilket også var oplevelsen med tungt lastede tasker i det spanske. Der kom dækket virkelig til sin ret. Derfor er det efter min mening en god prioritering at have et knopmønster, der giver solidt vejgreb og samtidig så lidt rullemodstand som muligt.

På de rigtig mudrede stykker var jeg spændt på, om mønsteret ville pakke sig med mudder, men det har jeg faktisk ikke oplevet, så det får et klart “tjek” i min bog. Jeg holdt også øje med dækkets opførsel i svingene, og her har de lidt højere knopper fungeret præcis som de skulle; jeg har ikke oplevet at skride ud. I hele testperioden har jeg hverken haft sivere eller punkteringer, og ved gennemgang efter afmontering viste dækkene heller ingen tegn på huller.

Konklusion

Continental Terra Adventure er efter min overbevisning et fremragende all-round dæk, der leverer overbevisende greb og komfort på “mixed roads”, som jeg har testet det på. Det er ikke det hurtigste dæk, men for dem, der prioriterer pålidelighed og alsidighed frem for fart, er det et godt valg. Skal du på bike packing eventyr, go tubeless med et moderat dæktryk og så er du klar til at møde det meste terræn både ind- og udlands.

Pris og tilgængelighed

Set til priser fra 429,-

Holdbarhed 9
Rullemodstand 7
Greb 9
Punkteringsbeskyttelse 9
Vægt 8
Pris 8
8.3
Mere fra Troels Balskilde Stoltenborg
Zebla plejeprodukter: Til sport, fitness og outdoor
Zebla er et velkendt dansk firma der har specialiseret sig i vaske...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.