Test: Crossdæk fra Schwalbe, Continental og Vredestein

Cyclocross, CX eller bare cykelcross – kært barn har mange navne, det ændrer dog ikke på at cykelcross er hot i Danmark lige nu og rigtig mange vælger en crosscykel som Deres vinter eller pendlercykel. Nogle i stedet for MTB’en, andre landevejsryttere i stedet for at træne indendørs på hometraineren og så er der naturligvis også dem der bare skal prøve det hele – for man kan naturligvis kører cykelcross hele året rundt.

Dæk og slanger er ét af de steder hvor det er billigst og nemmest at spare nogle gram på cyklen, det gælder uanset om det er en racer, MTB eller en crosscykel – og da det er roterende vægt er det noget der kan mærkes med det samme. Vi har derfor testet 3 forskellige crossdæk, til motionisten, fra 3 anerkendte fabrikanter – til prissr fra ca. 200,- til ca. 400,- stykket. Udvalget af crossdæk er ikke nært så stort som udvalget til både MTB og landevej, men det udvides hele tiden og mon ikke der dukker flere op til test på redaktionen den kommende tid – kom meget gerne med på modeller i kommentarfeltet under denne test.

Vil du gerne vide lidt mere om hvad en crosscykel er for en størrelse, så læs evt. vores artikel om cross cykler.

Continental Cyclocross Race 700×35

Dette dæk fra dæk-giganten Continental er testens billigste dæk, det kan fås for under 170,- pr. stk. Dækket er et klassisk kanttrådsdæk, hvilket betyder det er lidt tungere og lidt mere besværligt at krænge på fælgen. Til gengæld er prisen lav og dækket er derfor oplagt som 1. gangsdæk eller ekstradæk.

continental-cyclocross-race-03

Cyclocross Race er placeret lidt midt i Continantal’s sortiment af dæk til cykelcross, med Speed udgaven under, som et hurtigere dæk med mindre knopper og X-king samt Mountain King over, begge med større og højere knopper for øget greb i løst underlag.

Cyclocross Race har 7 rækker af knopper, forskudt af hinanden, alle vinklet forskelligt for at give det bedst mulige greb og undgå at dækket pakker mudderet. Knopperne på dækket er ikke specielt høje, dette skyldes hovedfokus på fart og tørt underlag, mens greb er sekundært – men naturligvis stadig en vigtig faktor i et dæk til cykelcross. Dækket vejer, i kanttrådsudgaven, 420 gram pr. dæk.

continental-cyclocross-race-02

Som nævnt indledningsvis, så er Continental Cyclocross Race et kanttrådsdæk og derfor er det noget mere besværligt at få krænget på fælgen, specielt den første gang – mens det efterfølgende går noget nemmere når gummiet har fået lov at “strække” sig lidt. Se evt. vores guide til skift af cykeldæk for tips og tricks til dette.

Continental Cyclocross Race er blevet testet på både landevej, cykelstier, grusstier og faktisk også på singletrack der normalt er til MTB kørsel og helt grundlæggende må jeg sige jeg er overrasket over dækkets alsidighed, trods den lave pris. Dækket føler sig bedst til rette i tørt og forholdsvis fast underlag underlag såsom større skovstier, græs eller lign., men klarer også sagtens et “smattet spor”, løse blade og hvad man ellers kan møde på skovstierne og når man kører cykelcross generelt. Trods at knopperne ikke er specielt mange og de ikke er ret høje, har man et ret godt greb – til gengæld er det ikke det hurtigste dæk, det er forholdsvis tungt (Sammenlignet med de andre i denne test) Det er tydeligst på asfalt, hvor de to andre kompetanter bare ruller bedre grundet den lavere vægt.

Samlet set et meget fornuftigt dæk med god holdbarhed, til en virkelig lav pris. Skal det “kun” bruges til cykelcross på motionistniveau og kun meget lidt på landevejen, så gør den lidt højere rullemodstand og vægten knap så meget – og man vil således kunne spare et par hundrede kroner på et samlet sæt.

Karakter

  • Greb, fast underlag: 7/10
  • Greb, løst underlag: 8/10
  • Rullemodstand: 7/10
  • Vægt: 6/10:
  • Pris: 9/10
  • Samlet: 7,4

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 165,- pr. stk.

Vredestein Black Panther CX

Testens “mellemklasse” dæk kommer fra Vredestein, et firma der har specialiseret sig i udvikling og produktion af dæk til både cykler, biler samt landbrug og industri.

vredestein-black-panther-cx-01

Black Panther CX er navnet på dækket, CX for cyclocross/cykelcross – vi har rent faktisk også tidligere testet Black Panther dækket, blot til MTB (Vredestein Black Pantner 29″ foldedæk) Dækket er et foldedæk, hvilket gør det forholdsvis nemt at montere – dog er vægten næsten lige så høj som det billigste dæk i testen, for Black Panther CX vejer 390 gram pr. dæk.

Dækket minder, ved første øjekast, om Continental dækket, men det har en lidt mere aggressiv profil med højere knopper, særlig i siderne – for endnu mere fokus på greb. Dækket er Vredestein’s eneste CX dæk, og kan derfor bedst betegnes som et “all-round” dæk, der kan klare lidt af det hele, men hverken er lavet målrettet til løst, fast, vådt eller tørt underlag – som de fleste andre crossdæk så yder Black Panther CX sit bedste i fast til løst, men tørt, underlag. Man kunne frygte at de højere knopper gjorde at dækket nemt pakkede mudder, men der er så god afstand mellem knopperne, at dette slet ikke er et problem.

Som de andre dæk i denne test, er Black Panther CX testet på både landevej, større skovstier og på singletrack som normalt er forbeholdt MTB’erne og det er et dæk der har overrasket positivt. Trods vægten, ruller dækket forrygende på landevejen eller cykelstier, uden overdreven støj – og tager man en afstikker på en skovsti eller på singletracket, man man et rigtig fint greb, både når det går op, ned og i svingene – sidstnævnte primært takket være knopperne på siden.

Samlet set er Black Panther CX et snusfornuftigt all-round dæk til motionisten med et godt mix af fart, greb og holdbarhed – til en fair pris!

vredestein-black-panther-cx-04

Karakter

  • Greb, fast underlag: 8/10
  • Greb, løst underlag: 8/10
  • Rullemodstand: 9/10
  • Vægt: 9/10
  • Pris: 8/10
  • Samlet: 8,4

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 379,- pr. stk.

Schwalbe Racing Ralph Evolution Line LiteSkin

Den tyske dæk-producent, Schwalbe, vil de fleste nok have stiftet bekendskab med før eller siden, da de leverer dæk til rigtig mange cykelproducenter, ligesom de også har et bredt og dybt sortiment af dæk til både landevej, MTB og alt derimellem.

schwalbe-racing-ralph-cx-07

Racing Ralph er en serie der oprindeligt er udviklet til MTB, men designet er nu videreført i en såkaldt CX (Cykel cross) udgave. Racing Ralph fås i en Performance udgave – samt Evo udgaven som vi har testet. Performance udgaven er den “billige” udgave med fokus på “value for money”, mens Evo udgaven består af de bedst mulige materialer og seneste teknologi. Der er tale om et foldedæk, så udover at fylde mindre når det er pakket sammen, så er det også noget lettere at få bakset på fælgen end et tilsvarende kantrådsdæk. Dækket vejer kun 320 gram og der derfor det absolut letteste dæk i denne test.

Evolution og LiteSkin udgaven er den absolut hurtigste og letteste udgave af Racing Ralph dækket, men til gengæld også den med den ringeste beskyttelse mod punkeringer.

Schwalbe “rater”  selv denne udgave som et dæk med en lav rullemodstand, et udmærket greb på vej, godt greb ved “off-road” og en rimelig holdbarhed. Dette dæk er med andre ord til dem der ønsker et virkelig let og hurtigt dæk, men godt kan leve med en ringere holdbarhed.

Dækket er opbygget med en masse, knap så høje, knopper, både i midten og i siderne. Knopperne er ret bløde og med et pænt mellemrum mellem dem, hvilket betyder at de ikke umiddelbart har tendens til at “pakke” evt. mudder. Det faktum at knopperne er forholdsvis lave og udført i en rimelig blød gummiblanding, gør det til et hurtig dæk, men hvor der stadig er et fremragende greb ved løst underlag, eksempelvis skovstier og lign. Dækket er hurtigt når det går ligeud, men også sikkert i sving og skarpe passager grundet sideknopperne.

schwalbe-racing-ralph-cx-14

På landevejen, såvel som cykelstier, er Schwalbe Racing Ralph Evolution Line LiteSkin stadig rimelig hurtigt og det ruller faktisk bedre end jeg havde turdet håbe på – selvom det naturligvis kræver lidt flere kræfter at træde rundt, end et klasssisk 700C landevejsdæk uden knopper. Dækket støjer heller ikke mere end man umiddelbart forventer og man kan sagtens køre længere stykker på landevej, uden at blive træt af dækket!

Der er dog inden tvivl om at det er på stier, i skoven og andre steder der kan klassificeres som “off-road” at  Schwalbe Racing Ralph Evolution Line LiteSkin kommer til sin ret, for her får man et dæk der er hurtigt, ruller rigtig godt og overordnet set giver et meget fornuftigt greb i varieret terræn!

Karakter

  • Greb, fast underlag: 9/10
  • Greb, løst underlag: 8/10
  • Rullemodstand: 9/10
  • Vægt: 9/10
  • Pris: 8/10
  • Samlet: 8,6

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 449,- pr. stk.

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: GripGrab Leg Warmers
For kort tid siden testede vi GripGrab’s Arm Warmers og det er...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.