Test: EKOI Perfolinea cykelbukser

EKOI’s Perfolinea-serie, er én af Deres top-serier, bestående af alt fra trøjer med korte og lange ærmer, bib shorts, bib tights, tri suits, jakker og så videre.

Vi starter med et par sæsonaktuelle lange bib tights med pude, til brug i temperaturer ned omkring frysepunktet.

Design og funktionalitet

Perfolinea cykelbukserne fås i 5 farve-kombinationer, alt fra sort/rød til sort/neon gul, ligeledes findes der jakker og trøjer i samme design og farve-kombinationer for et fuldendt kit.

Bukserne er udført i super roubaix materiale der bl.a. er kendt for Deres opkradsede og bløde inderside der virker isolerende, samtidig med at de yder en god beskyttelse mod vind og er rimelig vandafvisende. Materialet er let og enormt strækbart, hvilket betyder en fremragende bevægelighed og derfor rigtig god komfort i bukserne. Der er brugt et kraftigere materiale for og bag, mens materialet i siderne er lidt tyndere for optimal åndbarhed. Nogle vinterbukser har kraftige vindtætte og vandafvisende paneler ved lår og knæ udført i materiale med meget lidt stræk og det er mindre behageligt at kører med, da det nedsætter bevægeligheden betragteligt – det er heldigvis slet ikke tilfældet her, for her er fuld bevægelighed og masser af stræk.

Den testede model er holdt i sort, med hvide elementer på siderne og EKOI’s logo nederst på begge ben. Der er lynlås-åbning ved benene, så de er noget nemmere at få af og på, uden at skulle hive og slide unødvendigt i stoffet. Samtidig er der silikone-kant indvendigt ved buksebenene, så de ikke glider op.

Bukserne er med seler og fuld ryg, holdt i samme materiale som resten af bukserne og med samme bløde opkradsede inderside. Selerne har en fin bredde og er, ligesom resten, enormt strækbare – så de tilpasser sig den enkelte rytter alt efter længde på overkroppen.

Overalt er, naturligvis, flade syninger og de er endda holdt på et minimum, hvilket eliminere risikoen for irritation, særligt på de lange ture.

Puden som man finder i Perfolinea bukserne er ét af de steder hvor de virkelig skiller sig ud, for bukserne kommer med en gel pude, den præcise modelbetegnelse er EKOI Silicon Air Pro Gel. Det er en gel-pude i honey-comp design, hvilket betyder der er en masse små huller i det indvendige materiale, dette gør den super let, meget fleksibel og hjælper også fugten til nemmere at kunne komme væk. Puden er opdelt i forskellige zoner, alt efter hvor meget komfort der er brug for, ligesom der naturligvis også er mindre luftkanaler. Puden er ikke specielt tyk, men komforten er intet mindre end fremragende, da den sidder tæt til kroppen og er så tilpas fleksibel at den blot følger kropppen undervejs og bliver siddende præcis hvor den skal. Det er dog naturligvis en forudsætning at man har valgt bukserne i den rette størrelse…

Pasform

Pasformen i Perfolinea bukserne er ganske enkelt fremragende, pasformen er tæt så man undgår flagrende materiale og materialet er samtidig så fleksibelt og strækbar at det tilpasser sig den enkelte.

Jeg har testet bukserne i str. M og EKOI anbefaler selv denne størrelse fra 61-70 kg., hvor jeg lige netop med mine knap 70 kg. og 175 cm. holder mig indenfor den grænse, det betyder så også en rigtig tæt pasform, men set med mine øjne er dette kun et plus, ønsker man en mere løs pasform kan man blot vælge et nummer større.

Konklusion

Jeg har sjældent oplevet et par bukser der sad så godt som Perfolinea bukserne, de sidder perfekt til fra top til bund, de er udført i virkelig lækre materialer og man fornemmer hurtigt på materialerne at der er tale om en “top-buks” da de føles lidt mere lækre end gennemsnittet. Indvendigt er de ligeledes dejlige bløde og det er en fin detalje at der er lynlås og silikone-kant ved benene.

Puden er ligeledes noget af det allerbedste jeg nogensinde har benyttet, den er virkelig behagelig, giver god støtte, former sig perfekt efter kroppen og følger denne undervejs, samtidig er den super let og meget fleksibel så den på intet tidspunkt føles generende.

Bukserne er blevet testet under blandede forhold, men primært i rigtig koldt og småblæsende vejr, én enkelt gang med masser af nedbør. Selvom EKOI “kun” anbefaler dem ned til frysepunktet, har jeg brugt dem i et par minusgrader og det har fungeret fint. Der er en god beskyttelse mod vinden så man ikke nedkøles, mens de også er vandafvisende – ikke at forveksle med vandtætte. I praksis betyder det at mindre byger ikke er et problem, men kører man eksempelvis en time i øs regnvejr må man forvente at blive våd, fordelen er så at de tørre lynhurtigt!

Designet er klart mest rettet mod landevej og cross, men jeg har også testet det på mountainbike og her fungerer det altså lige så fint!

Samlet set er Perfolinea bukserne noget af det lækreste jeg har haft fingrene i og med en normalpris på lige over 1000,- er prisen faktisk kun i mellemklassen, hvilket nærmest gør dem til et røver-køb!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: Ca. 1043,- DKK

  • Køb EKOI Perfolinea cykelbukser hos EKOI.fr
Funktionalitet 10
Pasform 10
Design 9
Pris 9
9.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Black Week hos Cykelgear.dk
Cykelgear.dk holder i denne uge Black Week fra mandag til fredag, hvilket...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.