Test: EKOI Top Performance 2 Jersey

Vi stiftede for 1. gang bekendtskab med det franske mærke EKOI tilbage i maj måned og denne gang er det én af Deres top jersey’er undertegnede har haft fornøjelsen af at teste.

Som navnet antyder, er der tale om et “top” produkt med fokus på race, altså hastighed og naturligvis også komforten – det betyder som udgangspunkt lette materialer af høj kvalitet, god åndbarhed, en tæt pasform og et race-“snit”.

Design og detaljer

Jersey’en fås i 2 farver, en hvid og en sort – begge med print på forsiden. Trøjen er udført i 100% polyester, i flere forskellige paneler med hver deres funktion. Materialet er super let, lækkert at røre ved og enormt hurtigttørrende. Forsiden er vindtæt, men stadig åndbar og ned langs begge sider og på ryggen er mesh-paneler for øget ventilation, mens der under ærmerne ligeledes er mesh, dog med endnu større huller for endnu mere ventilation.

Ekoi-Top-Performance-2-Jersey-front2

Modellen har gennemgående lynlås foran og som noget lidt specielt er der ingen syning ved skulderne, det er termo-svejset istedet, for at undgå generende syninger. Ved ærmerne er der heller ikke den traditionelle rib eller elastikkant, istedet er stoffet laserskåret og med silikone-kant indvendigt, så ærmet holdes på plads. Eneste minus er at jersey’en er lidt sværere at få på, men til gengæld sidder den langt bedre ved ærmerne og de bliver der!

Ekoi-Top-Performance-2-Jersey-sleeves

På bagsiden af EKOI Top Performance 2 Jersey er der 3 ryglommer, som man forventer, samt endnu en lomme udvendigt med lynlås, denne er vandtæt og derfor oplagt til opbevaring af smartphone, mp3-afspiller eller lign. Der er “audio-kabel-udgang” fra denne lomme, indvendigt i jersey’en. Lommen kan fint rumme en større smartphone, eksempelvis en iPhone 6.

Ekoi-Top-Performance-2-Jersey-back

Ekoi-Top-Performance-2-Jersey-pocket

I livet er der silikone-kant næsten hele vejen rundt, kun foran er den tynde elastik blevet skiftet ud med en lidt bredere elastik for endnu bedre komfort. Silikonekanten holder jersey’en på plads bagtil, mens den lidt bredere elastik sikrer komforten foran.

Komfort og pasform

Jersey’ens snit er tætsiddende og med fokus på race eller seriøs træning. Materialet er enormt tyndt og super let, jersey’en vejer kun 127 gram i størrelse medium, faktisk føles den næsten som et ekstra lag hud, hvilket så absolut er positivt for det betyder lav vindmodstand og høj komfort, da der ikke er noget der flagrer og/eller generer.

Den tætte pasform vil måske være lidt for meget af det gode for nogle motionister, men jeg synes bestemt det er et plus – den sidder til, præcis som den skal, er lidt længere bagtil så den nederste del af ryggen stadig er dækket når man sidder på cyklen og de “manglende” syninger ved skulderne og de laser-skårne ærmer gør at det hele bare sidder præcist hvor det skal.

Jersey’en kan bruges både på varme og de lidt køligere dage, for med den vindtætte front er man ikke så udsat hvis vinden er lidt kølig, eller man bare sveder meget – men man kan stadig sagtens komme af med varmen, grundet god ventilation i siderne, under ærmerne og ikke mindst ved ryggen.

Materiale

  • 100% polyester
  • Kan maskinvaskes ved 40 grader
  • Størrelse testet: M, perfekt til 175 cm / 70 kg.

Konklusion

Med en vejledende pris på ca. 750,- er EKOI Top Performance 2 Jersey placeret i den dyrere ende af skalaen, men med rette! Kvaliteten af materialerne er virkelig høj, den har en masse smarte detaljer, kanon pasform og så er den virkelig komfortabel på både korte og lange ture – både i varmt (25 grader) og køligere (10-15 grader) vejr!

Et fremragende fald til dig der cykler lidt mere end gennemsnittet og som sætter pris på den høje kvalitet, tæt pasform og den lækre udførsel.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: Ca. 750,- / Set på tilbud til ca. 520,-

  • Køb EKOI Top Performance 2 Jersey på EKOI.fr
Funktionalitet 9
Pasform 10
Design 8
Pris 7
8.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Nyhed: De første 3D printede hule pulley hjul til cykler er nu lanceret
Pressemeddelelse CeramicSpeed lancerer nu verdens første 3D-printede hule titanium pulley hjul. Et...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.