Test: Eroe.cc cykeltøj

Den danske sommer har i år været noget svingende vejrmæssigt, men specielt sensommeren har givet rig mulighed for at komme afsted i korte bukser og ærmer. I den forbindelse har vi haft et sæt til test fra Polske Eroe.cc, der velsagtens er et helt ukendt mærke for mange. Det polske firma leverer stilrent og tætsiddende cykeltøj til en rimelig pris, der kan konkurrere med mange af de populære mærker her hjemme. 

I denne omgang har vi haft et par bib-shorts og en jersey til test. 

Design og funktionalitet 

Eroe.cc leverer deres produkter i meget lækker og bæredygtig emballage, så førstehåndsindtrykket er super lovende. Når man får åbnet emballagen, finder man også hurtigt ud af, at tøjet har en vis kvalitet. 

Eroe Logo British Racing Green Jersey 

Denne jersey fra Eroe har et rigtig fint racefit, der appellerer til rytteren, der kører løb og ønsker minimal vindmodstand, såvel som motionisten, der ønsker en rigtig lækker og tætsiddende pasform.

Overordnet har Eroes jersey en helt klassisk opbygning, hvor selvfølgelig er gjort plads til 3 fyldige lommer bagpå, så det er muligt at have både lappegrej, energi og mad med på de lange ture. Uden på lommen finder man yderligere en lomme, der kan åbnes og lukke med en lille lynlås. Lynlåslommen er ikke større end den kan indeholde et kreditkort, lidt kontanter og eventuelt en nøgle. Personligt har jeg benyttet lommen til en nøgle – det er rart have en sikkerhed i, at denne er med på hele turen. 

Lommerne har som sagt en god størrelse og er fyldige trods den meget slimfit pasform. Til tider kan lommer blive for snævre, hvis pasformen er for slimfit. Denne jersey har ikke dette problem, dog kan lommerne have tendens til at “hænge” lidt, hvis de bliver fyldt godt op med diverse ting og sager. Lommerne er oftest en svær balancegang, da disse nemt kan komme til at “hænge”, hvis de bliver for store – omvendt kan de let blive for små, hvis man forsøger at undgå problemet. 

Enderne ved maven og ved ærmerne er alle belagt med en lille stribe gel, der skal være med til at beholde trøjen i den position, som man ønsker den. Specielt ved ærmerne er funktionen fin, da disse let kan vandre opad under turen – det sker ikke her, da de sidder fint og stramt rundt om armen. Generelt er ærmerne så slimfit, som de skal være. De sidder rigtig godt og tæt til kroppen, så man mindsker vindmodstanden mest muligt.

Farvekombinationen på denne jersey sidder lige i skabet. Farverne komplimenterer hinanden rigtig godt og overgangen mellem det mørke og lidt lysere fungerer super godt. Den lille detalje med et pink logo på ærmet giver lidt kant til de ellers stilsikre valg.

World’s Best Bib Shorts

Eroe.cc har selv valgt at kalde deres bib-shorts for verdens bedste bib-shorts. Det er noget af en udmelding, når man tænker på, hvor mange konkurrenter, der er at finde på et kun voksende marked. Helt objektivt er der ikke noget revolutionerende over netop denne bib. Shortsne er helt klassisk bygget op med en god solid pude, et par gode seler og lidt silikone, der skal sørge for, at benene forbliver i position. 

Der er ingen tvivl om, at selve puden er rigtig fint. Den sidder godt og giver god støtte på hele turen. Selv mener Eroe.cc, at puden er udviklet til de rigtig lange ture – altså 7 timer+. Vi har mestendels testet sættet på 3-4 timers ture, hvor puden fungerer rigtig fint. Den fungerer fint, men heller ikke meget mere end det. Der er ikke tale om noget nyt og banebrydende produkt, men en rigtig fin og solid buks, der kan klare de fleste strabadser. 

Pasformen på disse bibs er super stram, men uden at virke klaustrofobisk. Ligeledes sidder de stramt og behageligt på lårene, hvor elastikkerne fastholder benene rigtig fint. På ryg og mave sidder Eroes bibs også fint, mens selerne har den rette længde, der gør, at balancen mellem det at sidde tæt og undgå ubehag bevares. 

Ser man pasformen efter i sømmene, opdager man, at pasformen er lidt speciel i skridtet. Det er lidt som om, at der er for meget pude, eller for meget stof generelt, som skaber en lille fold i stoffet. Dette kan skyldes, at Eroe har valgt at udføre deres bib-shorts i ét stykke. Det vil altså sige, at hele nederste del er udført i et stykke stof. Grunden til dette er, at Eroe forsøger at undgå så mange syninger som muligt, hvilket de lykkes fint med. Der er selvfølgelig syninger, hvor pude og under/overdel er syet sammen, men det er rigtig fint og behageligt under kørsel. 

Konklusion

Alt i alt formår Eroe.cc at levere et rigtig fint og funktionsdygtigt cykelsæt. Trøjen har mange kvaliteter, som man ser hos nogle væsentligt dyrere brands. Pasformen på både jersey og bibs er lige i skabet, og hvad jeg vil forvente af et sæt i størrelse XS. Det hele sidder tæt, men ikke klaustrofobisk. De eneste minuspunkter er, at jerseyen kan virke lidt stor bagpå i forbindelse med lommerne, mens de tætsiddende bibs kan have en lidt besynderlig pasform i skridtet – herudover kan vi kun være tilfreds med pasformen.

Prismæssigt ligger shorts og jersey i en forholdsvis billig ende, hvor vii bestemt synes, at man får meget for pengene. Mange brands i denne prisklasse kan have tendens til at producere cykeltøj, der passer til den gængse motionist, der ikke nødvendigvis leder efter et et super slimfit outfit. Her rammer Eroe.cc spot on. 

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet 8
Pasform 9
Design 8
Pris 9
8.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Test: Targus Work and Play Cycling rygsæk
Vi har i lidt over to måneder haft Targus’ 15,6” cykelrygsæk til...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.