Test: Force Drive Jersey og Bibshorts cykeltøj

Force kender vi bedst fra Deres prisstærke produkter indenfor alt fra cykeltøj til cykelhjelme og alverdens cykeldele, men deres sortiment dækker også over cykeltøj i den bedre del af skalaen, i denne omgang er det Deres Drive-serie vi har haft mulighed for at teste.

Force Drive Jersey

Jersey’en er udført i et materiale der kaldes Mititech, et teknisk materiale fra Miti – heraf navnet. Mititech er et materiale udviklet i Italien til netop sportsbrug, da det leder sved og fugt væk fra kroppen så den holdes tør, derudover tørrer materialet enormt hurtigt. Materialet er 100% polyester og materialet er ganske tyndt, hvilket gør den oplagt til brug i sommerhalvåret.

Ryggen på jersey’en, samt siderne er udført i en meget luftig 2-lags mesh-kontruktion, mens fronten er i et glat materiale der yder lidt mere beskyttelse mod eksempelvis vind. Dette gør jersey’en super åndbar på det vigtige steder, mens den yder lidt beskyttelse hvor man er allermest udsat – nemlig på fronten.

Jersey’en er gennemgående lynlås, en lille krave øverst og et Force logo på brystet. Ned af begge sider er ligeledes Forcer logo og som en fin lille detalje er afslutningen ved ærmerne i mesh-elastik, en løsning jeg ikke tidligere er stødt på. Ved livet er en klassisk elastik bagtil med silikone-print for at hindre den ryger på, mens der foran er en bred laserskåren elastik der giver en super komfort når man sidder på cyklen, den strammer nemlig ikke på samme måde som en almindelig elastik kan gøre.

Bagpå jersey’en er der 3 åbne ryglommer, hvor man kan have en ekstra slange, energi eller noget helt tredje, her savner jeg dog en lomme med lynlås til opbevaring af nøgler, smartphone eller lign. Lommerne har en fin dybde og er nemme at komme i når man sidder på cyklen, hvilket bestemt heller ikke er uvæsenligt.

Pasformen er tæt, da den er lavet til race-brug og snittet er klassisk med lidt mere længde bagtil, så den ikke bliver for kort når ma indtager race-position på cyklen. Ærmerne har en god længde, hvor nogle cykeltrøjer godt kan have ærmer der, efter min smag, bliver lige korte nok.

I brug er jersey’en enormt behagelig at have på, den sidder tæt til kroppen og flagrer derfor ikke – derudover er åndbarheden rigtig godt, mens den stadig yder en udmærket beskyttelse mod vinden på fronten. Brugen af de “alternative” elastikker ved ærmerne og ved livet giver en superb komfort hvor det sidder helt tæt, uden at stramme. Som en ekstra bonus kan den lynes helt op, uden at være generende ved halsen

Force Drive Bibshorts

Drive bibshorts er den absolutte top-model fra Force og når man får den i hænderne er man da heller ikke i tvivl, for materialerne er helt i top og de indeholder detaljer som man normalt kun finder i langt dyrere bibshorts. Materialet er, som jersey’en Mititech som er et teknisk materiale der leder sved og fugt væk fra huden og holder den tør, samtidig er det hurtigttørrende hvilket også er en vigtig funktion når man taler sportsbeklædning. Materialet er en kombination af polyester og elastan, hvilket giver et materiale der er rimelig slidstærkt og kan strækkes enormt meget.

Designet er med Force logo ned af benet og lidt grafisk print på benene og på bagsiden. Afslutningerne ved benene er laserskårne og med silikoneprint, så de holdes på plads på en elegant måde og uden en elastik der strammer.

Selerne er ligeledes laserskårne, det betyder at de er virkelig lette, tynde i materialet og med kun én syning ved samlingen mellem selve ryggen og selerne foran – dette giver en rigtig god komfort, uden unødvendige syninger og kanter der kan genere. Selerne er ydermere super stærkbare og da materialet er så tyndt bemærker man næsten ikke man har bibshortsene på. Ryggen er delvist åben, for at optimere åndbarheden.

Puden der sidder i Drive bibshortsene er fra La Fonte, modellen hedder Rekord og det er en 14mm pude opdelt i hele 4 lag. Der er naturligvis mest støtte de mest udsatte steder, men samtidig er der høj fokus på ventilation og åndbarhed, da den også er lavet til brug på de lange ture. Læs mere omkring Rekord puden på Lafonte-pad.com

I praksis gør Drive bib-shortsene det rigtig godt, materialerne er rigtig gode og pasformen ligeså – de sidder tæt, præcis som de skal, uden at stramme eller flagre nogle steder. Brugen af laserskårne seler og afslutninger ved lårene giver en komfort i absolut topklasse, det betyder et minimum af syninger og derfor minimal risiko for irritation. Benene har en god længde, de er hverken for korte eller for lange og det samme gælder overdelen og selerne. Puden er fremragende, den giver rigtig god støtte og tilpasser sig samtidig i høj grad rytteren, så den føles mere som en naturlig del af bibshortsene, end en “pude” man sidder på. Som i jersey’en er åndbarheden også rigtig god, hvilket gælder både bukser og puden.

Konklusion

Med en sætpris på knap 1500,- er vi i en prisklasse som er præget af en del af de mere velkendte brands herhjemme, men det gør bestemt ikke Drive-serien til et dårligere køb. Drive-serien bliver enormt meget for pengene og kvalitet og finish er helt på højde med velkendte brands som eksempelvis Craft, Alé og Marcello Bergamo.

Man får jersey og bukser udført i top-materialer og i en flot finish, samtidig er der et hav af detaljer i både jersey og bibshorts som man normalt kun finder i en højere prisklasse, eksempelvis laserskårne afslutninger på både jersey og bukser, rigtig god pude og en fremragende pasform.

Troede du at Force kun kunne lave budget-venligt cykeltøj, så er det netop blevet modbevist med Drive-serien!

Pris og tilgængelighed

Force Drive bibshorts: 799,-
Force Drive Jersey: 599,-

Funktionalitet 9
Pasform 10
Design 9
Pris 8
9
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: GripGrab Hurricane 2 handsker
Én af de nye handsker fra GripGrab’s seneste store lancering er Hurricane...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.