Test: Fusion Tempo! Bibshorts

Over sommeren har jeg haft lejlighed til at teste Fusion’s Tempo!-serie og anmeldelsen af Tempo! Two Jersey’en er allerede online. I samme ombæring er Tempo! Bibshortsene også blevet testet godt og grundigt – og her kan du læse mere om mine oplevelser og få min dom over dem.

Gå direkte til indhold:

Materiale

  • Bibshorts: 74% polyamid / 26% elastan
  • Siddepude: 85% polyester / 15% elastan
  • STANDARD 100 by OEKO-TEX® certificeret produkt; det betyder at alle komponenter både metervarer, tråd, transfers, lynlåse, elastik, etiketter m.m. er testet og godkendt i hht. standarden.
  • Metervarer produceret i Italien, produceret på Fusion’s systue i Litauen
  • Fås i udgave til både mænd og kvinder

Design og detaljer

Tempo! bibshorts findes i skrivende stund i 2 udgaver, standardudgaven samt en Pro-udgave – her er det den “billige” standard udgave vi har haft på testbænken. Tempo! bibshortsene bygger på den velkendte model C3 bibshorts som har eksisteret længe. Som nævnt findes den udgave til både mænd og kvinder og med en pris på ca. 1100,- ligger den prismæssigt i den høje ende af midtersegmentet. Som noget forholdsvis nyt, kan de fås i 4 forskellige farver: sort, grå, blå og grøn.

Tempo! bibshortsene er udført i italiensk metervarer, dette er normalt et kvalitetsstempel da de bedste materialer ofte kommer fra Italien. Det matte materiale er med let kompression for at støtte musklerne bedst muligt.

Tempo! bibshorts er med flade laserskårne seler (i mesh) der fordeler trykket optimalt over skuldererne og ike gnaver, samtidig er ryggen godt ventileret og ved lårene er der brede laserskårne elastikker. Her kunne man måske godt have ønsket sig en helt usynlig overgang, men man skal have in mente at dette er Fusion’s “billige” bibshorts, så man kan ikke få alle de fede detaljer. Indvendigt er der silikoneprint for at forhindre buksebenene i at glide op og på det ene lår er et Fusion logo indsat som et seperat panel, en lidt spøjs løsning – men det gør det mere synligt end hvis det blot var trykt på stoffet.

Indvendigt i Tempo! Bibshorts finder man Fusion’s multi density pude som er laserskåret ud af ét stykke skum, så slipper man for lag og samlinger der potentielt kan slippe og give ubehag. Puden er naturligvis perforeret for at optimere ventilation/åndbarhed og så har den en “medium” tykkelse, altså god support, men stadig ret fleksibel så den former sig efter rytteren.

Pasform og komfort

Jeg har testet Tempo! bibshorts i str. S, de fås fra XS til XXXL. Jeg vejer ca. 66 kg. og er 175 cm. høj og det betyder en helt perfekt pasform – de sidder nemlig lige præcist som de skal. Pasformen er tæt, men ikke ubehageligt tæt – samtidig er materialet super strækbart, så det former sig efter rytteren.

Seler og ryg i mesh giver en god ventilation og åndbarhed og de flade seler fordeler trykket over skuldrerne og så undgår man at de folder, det både ser bedre ud – men føles også langt mere rart end et par “almindelig” seler der nemt kan folde sig sammen efter lidt tid på cyklen.

Materialet med den lette kompression føles godt mod huden og materialet er tyndt nok til at de kan bruges året rundt – også de på aller varmeste dage. Afslutningerne ved lårene er måske ikke de mest elegante, men den brede laserskårne elastik med silikoneprint indvendigt holder dem på plads og sikrer en god komfort.

Det beste er dog gemt til sidst, nemlig Fusion’s multi density pude – selvom det er den billigste udgave i Tempo!-serien, så føles den på ingen måde billig, tvært imod! Puden har en god størrelse, er perforeret og skummet giver en rigtig god støtte på både korte og lange ture – samtidig med at den går tilpas langt op foran. Jeg har testet Tempo! bibshortsene på både hometrainer, landevejen og på gravelcyklen – og jeg har intet at udsætte på puden og komfort – det spiller!

Konklusion

Fusion’s opgradering af C3 Bibshorts må siges at være en succes – Tempo! bibshorts er udført i ganske lækre materialer og man får flere fede detaljer, såsom flade laserskårne seler, mesh i ryggen, laserskårne elastikker ved lårene samt en rigtig komfortabel pude.

Fusion er kendt for det lidt underspillede design, men en kvalitet og komfort der normalt er helt i top – og dette stemmer 100% med min oplevelse med Tempo! bibshorts! Designet er klassisk og småkedeligt, men der er nogle rigtige fine detaljer og den generelle kvalitet er høj! Prisen på 1100,- virker også rimelig, selvom +1000, – for et par bibshorts stadig er en høj pris. Har man først prøvet et par “ordentlige” bibshorts er det dog svært at gå tilbage – og sørger man for at vaske dem skånsomt og passe på dem – så holder de altså længe!

Fusion’s nye og opgraderede Tempo! bibshorts får en stor anbefaling med herfra!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1100,-

Funktionalitet 8
Design 8
Komfort 10
Pasform 9
Pris 7
8.4
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: GoPro HERO4 Silver
GoPro har længe været “de facto” standarden indenfor actionkameraer og nøjagtigt som mange...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.