Test: Garmin Varia RCT716 cykelradar

Garmin’s Varia-serie er for nyligt blevet udvidet med RCT716, storebroderen til RTL516. Den har stadig radar samt baglygtefunktion, men er nu også blevet udstyret med et 1080p/Full HD kamera der optager hvad der sker bag dig, som udgangspunkt når radaren opfanger bagfrakommende trafikanter.

Den er vejledt til over 3000,- hvilket gør den dobbelt så dyr som “lillebroderen” RTL516 – spørgsmålet er om den er merprisen værd?

Indhold i kassen

  • Garmin Varia RCT716
  • Holder til saddelpind med forskellige gummi-indlæg så den kan monteres på forskellige saddelpinde (runde, D-formede og aero)
  • USB-C kabel
  • Vejledninger

Se vores unboxing af RCT716 nedenfor.

Design og funktioner

RCT716 ligner på mange punkter lillebroderen RTL516, den har samme grundform, men er blevet lidt tykkere – hvilket må antages at skyldes den yderligere teknik som kameraet kræver. Øverst er selve 1080p kameraet placeret, med baglygten placeret umiddelbart under. Kameraet kan optage i både 720 og 1080p med 30 FPS. Lygten er lavet så den kan ses fra siden og på siden af RCT716 er tænd/sluk knap samt knap der bruges til eksempelvis manuelt at starte en optagelse. Lygten er angivet til 5 lumen og den kan, grundet reglerne for godkendelse i Denmark, kun lyse fast – ikke blinke, du har dog også mulighed for at slukke selve lygten og kun have radarfunktionen aktiveret.

Bagpå er den integrerede holder der, desværre, ikke er magen til dem vi kender fra tidligere Varia modeller, de var nemlig kompatible med Garmin’s quarterturn mounts og det gjorde at udvalget af holdere efterhånden var ret stort. Det betyder at RCT716, i skrivende stund, kun kan bruges med den medfølgende holder, da der endnu ikke findes 3. parts holdere. Holderen er udført i plast og fastgøres med gummi o-ringe omkring saddelpinden, for at sikre den sidder bedst muligt medfølger der 3 forskellige gummi-indlæg der passer til forskellige saddelpinde og former på disse. Lygten låses fast i holderen og skrues ikke på som tidligere, jeg vil antage det skyldes at RCT716 vejer lidt mere og man derfor har ønsket at sikre den lidt bedre end hidtil – da det også er en ret dyr ting at miste i skoven….

Nederst er USB-C stik til opladning gemt bag en gummiluge der beskytter mod vand, skidt og snavs. Battetiden er opgivet til 5 timers levetid ved 1080p videooptagelse, og skruer man ned for kvalitet og evt. hvor ofte der skal optages, vil man kunne forlænge denne.

Parring og opsætning af Garmin Varia RCT716 med Garmin EDGE

Har man en nyere og kompatibel Garmin EDGE cykelcomputer, så er opsætning heldigvis meget ligetil. Gå ind i menuen, find punktet for sensorer og søg efter nye sensorer, sørg for at Varia RCT716 er i parrings-mode. Varia sensoren skulle nu gerne dukke op og ved tilslutninger skaber den selv et såkaldt “lygtenetværk”. Sidstnævnte betyder at Varia’en automatisk tænder og slukker sammen med cykelcomputeren.

Se hvor nemt enheden parres, i videoen nedenfor.

Daglig brug

Har man en kompatibel Garmin enhed som dannner lygtenetværk, vil Varia RCT716 automatisk tænde og slukke sammen med cykelcomputeren, hvis ikke må man lige manuelt tænde den på knappen inden afgang.

Som på tidligere modeller får man en ekstra bar i den ene siden af skærmen, her kan man se bagfrakommende biler, både hvor mange der kommer og hvor hurtigt. Baren er synlig uanset hvilken side man er på, så man risikerer ikke at gå glip af notifikationer. I menuen er det muligt at indstille om man ønsker den skal give notifikationer både visuelt og via lyd, kører man ofte i byen vil jeg nok anbefale man slår lyd fra, da den så ellers vil bimle og bamle ganske meget – heldigvis er det både nemt og hurtigt at rette.

Har man ikke en kompatibel cykelcomputer, eksempelvis fra Garmin eller Wahoo, er det også muligt at benytte Varia RCT716 sammen med en smartphone, via Garmin’s Radar app. Her bruges hele skærmen til at vise evt. bagfrakommende trafik, ligesom det er muligt manuelt at optage video eller tage still-billeder. Man får dog en langt bedre oplevelse hvis den bruges sammen med en kompatibel cykelcomputer og man så kun bruge app’en til at hive billeder og video ud af Varia RCT716 bagefter, de ligger nemlig sortere i mapper efter dato på enheden og kan nemt downloades til ens smartphone.

Radaren opfanger bagfrakommende trafik op til 140 meter før, og det er en afstand der fungerer ret fint – selvom de kommer stærkt.

Udover radarfunktionen som advarer dig mod bagfrakommende trafik visuelt og via lydalarmer, så er Varia RCT716 også udstyret med et 1080p kamera. Kameraet filmer hele tiden og registrerer hændelser automatisk. En hændelse er eksempelvis når radaren registrerer bagfrakommende trafik. Optagelserne gemmes på et 16GB microSD hukommelseskort og overskrives løbende, så man løber ikke umiddelbart tør for plads herpå, gamle optagelser erstattes blot af nye.

Optagelserne tilgås via Varia app’en på ens smartphone, her er de opdelt efter tid og man kan nemt gemme optagelserne direkte på ens smartphone. Varia RCT716 tilgås via WiFi og når denne forbindelse er oprettet, kan man både se live fra kameraet, få adgang til galleriet og downloade de videoer man måtte ønske.

Garmin Varia App - Galleri
Overblik over optagelser lagret på RCT716
Garmin Varia App - Video-preview
Mulighed for preview eller download af optagelser lagret på RCT716

På videoen kan stemples tid og dato, samt hastighed, så materialet kan bruges hvis der sker en ulykke eller man er udsat for chikane eksempelvis. Der er også mulighed for GPS data.

Videooptagelserne i 1080p fremstår ganske skarpe og der er tilmed lyd herpå, eksempelvis på videooptagelse findes nedenfor. Ønsker man at spare plads, kan der optages i 720p, ligesom lyden kan deaktiveres.

Konklusion

Der skal ikke herske tvivl om at Garmin’s Varia-serie er blandt mine absolutte favoritter når vi snakker “gadgets” og jeg har tit betegnet RTL516‘eren som ét af mine bedste køb rent privat. RCT716’eren kan alt det som RTL516’eren kan, men har så bare fået tilført et 1080p kamera også, lidt som de dashcams man ser montere i nogle biler, her bare bagudrettet.

Radar-funktionen og alt det vi kender fra tidligere modeller spiller 100% og kamera-delen fungerer også ganske udmærket, men er det virkelig nødvendigt? Jeg kan sådan set godt forstå funktionaliteten og at det kan være en fordel med videomateriale hvis man ender i en strid med en bilist, her kan det være fordelagtigt at man måske har billede/videodokumentation på at føreren har kørt uforsvarligt – men hvor tit vil det være aktuelt?

Vil man gerne tilfører et ekstra lag sikkerhed i form af billede/video til senere brug, kører man steder med enormt meget trafik eller har man måske tidligere været udsat for “road rage” så giver RCT716 rigtig god mening, men for de fleste andre vil jeg næsten mene at kamera-delen er lidt overflødig – og der vil jeg så hellere anbefale lillebroderen RTL516.

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet 9
Batteritid 8
Design 7
Pris 6
7.5
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Craft Keep Warm Bike Sock
Svenske Craft’s “Keep Warm Bike Sock” er en rigtig lækker sok i...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.