Test: Garmin vivoactive GPS smartwatch

Samlet karakter

Garmin’s nyeste aktivitetstracker hedder vivoactive og det er den største og mest avancerede i serien der endvidere består af vivofit samt vivosmart som vi begge tidligere har testet og anmeldt.

Garmin vivoactive er ikke kun en aktivitetstracker, men også et smartwatch med notifikationer og et sportsur der kan bruges til at tracke din træning via den indbyggede GPS – med andre ord et produkt der kan “lidt af det hele”.

Jeg var så heldig at få fingrene i ét af de første eksemplarer der landede i Danmark og har derfor haft mulighed for at teste og bruge uret i praksis de seneste måneder.

Hvad er der i kassen?

Den lile aflange emballage indeholder følgende:

  • Garmin vivoactive
  • USB oplader
  • Quick start guide

Der er mulighed for at købe andre remme i forskellige farver, ligesom Garmin vivoactive fås i to farver, hvid eller sort og derudover fås det både med og uden pulsbælte der kan bruges efter behov.

garmin-vivoactive-girl-wrist

Urets design

Garmin vivoactive er et ret slankt smartwatch, uden alt for mange dikkedarer. Skærmen er firkantet og skærmen går ikke helt ud til kanten, øverst er der placeret et Garmin logo og nederst 2 touch-knapper. På siden af Garmin vivoactive er en on/off knap der også bruges til aktivering af bagbelysningen, i modsatte endnu en knap der åbner og aktiverer menuen. Skærmen betjenes naturligvis via touch, den del kommer vi tilbage til…

Remmen er af gummi og urets umiddelbare udtryk er nok en god blanding af sport og traditionelle smartwathes der ser lidt “tech-agtige” ud… Umiddelbart synes jeg meget godt om urets design, nok primært fordi det er rimelig diskret og ikke fylder for meget på håndleddet. Det skal i samme ombæring nævnes at Jeg normalt ikke bærer ur, så alene det at have noget af denne størrelse på håndleddet, hele dagen, har krævet lidt tilvænning fra min side. Uret er dog ikke specielt eksklusivt at se på og egner sig nok bedre til træning end forretningsmøder – uden jeg dog synes det er nødvendigt at sætte det i bås.

garmin-vivoactive-girl-wrist-angle

Funktioner og features

Som nævnt kort i indledningen, så er Garmin vivoactive ikke kun en aktivitetstracker i stil med vivofit og vivosmart der kan tracke ens daglige aktivitetsniveau, dette er også et smartwatch med en forholdsvis stor touchskærm, der er indbygget GPS for tracking af træning (Løb, cykling) og så understøttes notifikationer som på vivosmart – nedenfor en lidt mere udførlig gennemgang af funktionerne i praksis.

Aktivitetstracker

Som aktivtetstracker fungerer vivoactive mere eller mindre som vivofit og vivosmart, den tracker ens daglige antal skridt, forbrændte kalorier og km. Derudover vil den løbende give dig en advarsel hvis du har været inaktiv for længe, en let vibration og et “Bevæg dig” vil præge displayet og efterlever du kravet vil du blive meddelt når statussen er ryddet. Det er en oplagt mulighed for og reminder til at gå en runde på kontoret, måske hente en kop kaffe eller lige gå en tur på lageret eller i haven alt efter om man er på job eller derhjemme.

Der oprettes et personligt mål for daglig antal skridt og dette mål justeres løbende så man hele tiden skal gøre det lidt bedre end dagen før, men dog så det bestemt stadig er opnåelig.

Smartwatch

Urets design kan i høj grad tilpasses den enkelte og man kan i Connect IQ butikken hente nye apps og “skins” til uret, alt fra andre urskiver til apps der kan vise forskellig information direkte på uret. Som udgangspunkt er der mulighed for at se aktuel vejr, se kalender-aftaler fra smartphone, eventuelle notifikationer og lign.

IMG_20150325_212008

Notifikationer

Er vivoactive parret med ens smartphone og har forbindelse via bluetooth, vil man få mulighed for at få vist notifikationer fra smartphonen direkte på urets display – det kan bl.a. være information omkring hvem der ringer, en SMS der tikker ind eller en kalender-påmindelse. Det kræver lidt tilvænning, men det er en funktion jeg er ret begejsret for – da det giver mulighed for at man man lade smartphonen lille i lommen og nemmere “filtrere” i vigtige opkald, SMS’er og notifikationer fra eksempelvis Facebook og andre sociale medier. Nogle vil måske mene det er unødvendigt, men for mit vedkommende gør det mig mere nærværende at jeg ved at kig på vivoactive kan vurdere om det er et opkald der kan tages nu og her, en SMS der skal besvares med det samme eller er noget der sagtens kan vente til senere.

Sportsfunktion

Udover tracking af skridt og generel aktivitetsniveau kan vivoactive, takket være den indbyggede GPS, også bruges som tracker i forbindelse med sport – på uret kan man vælge mellem følgende: Løb, cykling, svømning, golf, gang og forskellig indendørs træning.

Sportsfunktionerne er naturligvis lidt “neddroslede” i forhold til hvis man havde valgt et dedikeret sportsur til løb, en Edge cykelcomputer til cykling og så fremledes, men de grundlæggende funktioner der tilbydes vil dække de fleste behov fint. I cykel-tilstand har man som udgangspunkt mulighed for at se tid, fart, distance og omgangstider direkte på uret og yderligere information opsamlet via GPS kan efterfølgende ses på Garmin Connect. Man kan naturligvis i alle tilstande, uanset sportsgren, tilpasse felterne til ens præferencer, så man får den data der er mest relevant for en selv.

Hvis man dyrker forskellige former for sport, det kunne være både cykling og løb, samt evt. golf – så har man med vivoactive pludselig ét produkt der kan bruges til det hele og endda bruges til hverdag som smartwatch.

Jeg har testet vivoactive mod Garmin Edge 800 på en stille og rolig cykeltur og resultatet var meget lig hinanden, selvom de ikke er helt enige om antal højdemeter – se nedenfor.

garmin-vivoactive_tracker-edge800

Garmin Edge 800

garmin-vivoactive_tracker-vivoactive

Garmin Vivoactive

Andre features

Som tidligere modeller er vivoactive også vandtæt, ned til 50 meter endda – så man kan både bade, svømme og dykke med uret på, uden at skulle være bekymret for om det også fungerer bagefter.

Der er også mulighed for styring af Garmin’s actionkamera kaldet Virb – direkte fra uret, hvis man er så heldig at eje et sådan.

Specifikationer

  • Displayopløsning: 205×148 pixels
  • Indbygget GPS
  • Understøtter pulsmåler (ANT+)
  • Måler: 43,8 x 38,5 x 8,0 mm
  • Vægt: 38 gram med rem

Batteritid og praktiske erfaringer med vivoactive

Efter at have testet en del forskellige aktivitetstrackere og smartwatches, må jeg erkende at være ret imponeret over batteritiden som vivoactive præsterer. Officielt 3 uger ved normal brug og op til 10 timer ved konstant brug af GPS, i praksis oplever jeg ca. 2 ugers batteritid ved blandet brug og det er langt mere end jeg havde forventet og/eller turde håbe på. Batteritiden er ganske enkelt imponerende efter min mening og er helt klart med til at trække det samlede indtryk godt op. En batteritid på et par dage ville for mit vedkommende have været en show-stopper og grund til at jeg ikke ville vælge lige netop vivoactive.

I forhold til opladning, så kan man også glæde sig over at Garmin har inkluderet en ny og meget smartere oplader til vivoactive, stadig en USB oplader, men denne bag med magnetisk tilslutning mellem lader og vivoactive, istedet for den “klemme” der blev brug til vivosmart og som kan være svær at få til at sidde så præcist at lader og kontakter på aktivitetstrackeren har forbindelse med hinanden.

Har man parret vivoactive med sin smartphone, vil man som tidligere nævnt automatisk få de notifikationer man ønsker direkte på uret og her vil nogle formentlig have lyst til og brug for at skrue enten op eller ned for disse, alt efter hvor mange notifikationer man får. Derudover sker der også en løbende synkronisering af data, der uploades til Garmin Connect. Garmin connect er det online-univers hvor data fra alle ens Garmin enheder samles og hvorfra det evt. kan deles eller analyseres.

IMG_20150513_201235

IMG_20150513_201254

IMG_20150513_201352

I forhold til selve holdbarheden af vivoactive som “hverdagsur” så mener jeg ikke der er noget man bør være nervøs for, uanset om man har kontor eller mere fysisk arbejde. Jeg har brugt uret hver dag de seneste måneder og selve skærmen er ikke umiddelbart ridset endnu, dog har jeg fået lavet lidt skrammer i selve skærmkanten – måske denne kunne have været bedre beskyttet og ydermere ville jeg have foretrukket at der ikke var et lille mellemrum mellem selve skærmen og kanten der beskytter skærmen, da der nemt samler sig skidt og møg i denne… Små detaljer som burde være nemme at rette i en eventuel “version 2.0”.

Når det så er sagt, så er jeg meget overrasket over hvor hurtigt jeg fik vænnet mig selv til at gå med ur igen, noget jeg ikke har gjort de sidste 15-20 år. Umiddelbart vil jeg mene det skyldes at vivoactive er ret let, har en slank profil og er rimelig diskret, samt naturligvis det faktum at det er smart at have samlet alle funktionerne i ét produkt!

Konklusion

På mange måder er vivoactive et genialt produkt, da det samler flere enheder i ét produkt, i dette tilfælde aktivitetstracker, smartwatch og sports-tracking. Naturligvis kan man ikke få det hele, så vælger man vivoactive må man nøjes med en lidt mere “skrabet” udgave end hvis man valgte et dedikeret løbeur eller cykelcomputer eksempelvis, men for rigtig mange vil vivoactive være alt rigeligt. Den helt åbenlyse fordel ved vivoactive er at du kan bruge det hver dag og uanset hvilken sportsgren du dyrker, altså kan du i løbet af dagen tracke dine skridt på jobbet, tracke løbeturen om aftenen og cykelturen på jobbet næste dag – alt sammen fra én enhed, hvor du samtidig også kan læse SMS’er uden at have telefonen på af lommen, se hvem der ringer og få kalender-påmindelse, samt naturligvis se hvad klokken er.

2000,-, som er den vejledende pris, er måske nok i overkanten hvis man ser på vivoactive som smartwatch, men kigger man på alle de funktioner man får, i ét velfungerende produkt med lang batteritid, så er prisen meget rimelig.

Er du alligevel på udkig efter et smartwatch og kunne du tænke dig at tracke og holde lidt styr på dit daglige aktivitetsniveau så er vivoactive det helt oplagte valg!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1999,- uden pulsbælte, 2399,- med pulsbælte.

garmin-vivoactive-girl

Karakter

Noel er redaktør på CykelStart.dk og en ivrig motionist der kører både MTB, racer og cross - man må jo ikke gå ned på udstyr!

2 kommentarer

  • […] at læse beskeder og mails samt lign. funktionalitet, så man op i Garmin’s VivoSmart eller VivoActive for at få disse […]

  • Svar juni 4, 2017

    carsten

    jeg har haft siden julen 2015 og har på ingen måde kunne få batteritiden til at holde mere end 7 timer ved brug at fuld GPS ( og alle andre funktioner er pillet af så de bruger ikke strøm 🙁

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.