Test: GripGrab RaceAqua

Sidste vinter testede vi et par forskellige skoovertræk fra danske GripGrab og nu er turen kommet til modellen ved navn RaceAqua. Der er tale om et forholdsvis tyndt overtræk, hvis primære formål er at holde vand ude og dermed holde fødderne tørre. Modellen har en meget tæt pasform og egner sig derfor bedst til landevejsbrug hvor de ikke udsættes for det samme slid som på MTB’en i skoven.

Design og funktionalitet

GripGrab RaceAqua fås i 2 farver, en hvid og en sort model, den hvide er lidt mere frisk end den sorte, men man ser også med det samme hvis den er beskidt! Overtrækket er, som tidligere nævnt, primært rettet mod landevejsbrug, dette understøttes af den meget tætte pasform, så den er så aerodynamisk som mulig og det faktum at den kan være svær at få “moslet” på en MTB sko. Det er ikke muligt at åbne overtrækket i bunden, som med mange andre overtræk, så man skal have hele skoen ned igennem overtrækket og det er altså ikke helt nemt. Jeg har brugt GripGrab RaceAqua sammen med et par Shimano landevejssko med klikspænde i str. 42 og jeg synes godt nok det krævede noget asen og masen at få overtrækket på skoen, men da det så sad der – sad det også helt perfekt og stramt omkring skoen. Overtrækket jeg har testet skulle passe til str. 42/43, men jeg tror nu godt jeg kunne have taget nummeret større…

gripgrap_raceaqua_01

Selve overfladen på overtrækket er let skinnende og minder mest af alt om det man finder på en “gummi-regnjakke”, materialet er ganske tyndt så det giver ikke den helt store isolerende effekt, hvilket heller ikke er formålet med GripGrab RaceAqua. Undersiden er forstærket med kevlar, da den er mere udsat end resten af overtrækket. Der er udskæringer til hæl og klamper, i mit tilfælde har jeg brugt SPD klamper og de kan fint være i udskæringen, igen efter lidt asen og masen dog.

gripgrap_raceaqua_02

Øverst på overtrækket er en bred elastisk med GripGrab’s logo som holder overtrækket tæt mod anklen og på bagsiden er en rimelig kraftig YKK lynlås.

Som nævnt lidt tidligere, så sidder overtrækket helt perfekt når først det er kommet på, det sidder tæt til skoen og da det er så enormt let, mærker man faktisk ikke at man har det på.

I brug holder de naturligvis regnen ude, netop som de skal, men jeg var meget overrasket over at mine fødder forblev helt tørre, jeg havde forventet at de ville have noget sværere ved at ånde og derfor blev mere fugtige. Det var dog bestemt ikke tilfældet og jeg har vendt hjem med tørre, rene sko og dejlig tørre fødder alle gangene jeg har haft GripGrab RaceAqua med på landevejen! Åndbarheden vil jeg derfor vurdere til at være ganske glimrende, i hvert fald under moderate temperaturer som nu med 10-15 grader.

gripgrap_raceaqua_03

Materiale

  • 75% Nylon
  • 20% Polyurethane
  • 3% Polyester
  • 2% Elastane
  • Kan IKKE vaskes, skal blot aftørres med en våd klud

Størrelsesguide til skoovertræk

GripGrab har lavet en detajleret størrelsesguide til deres skoovertræk, så man nemt får fat i den helt rigtige størrelse fra start, uanset om man køber produktet online eller i en lokal butik.

shoecovers-dk

 

Konklusion

Til landevejs-brug er GripGrab RaceAqua fremragende, du holder fødderne tørre når vejret byder på regn, men fødderne kan stadig ånde så tilpas meget at ens fødder ikke bliver fugtige og/eller våde af sved istedet. Derudover giver de også en naturlig beskyttelse mod vind og vejr og altså ikke kun regn, hvilket kan være en stor fordel i overgangs perioderne hvor et neopren-overtræk vil være for varmt at benytte. Designet er smart, kvaliteten virker gennemført og er med ekstra beskyttelse på de mest udsatte steder, samt en kraftig lynlås bagtil.

Overtrækket sidder meget stramt og var derfor noget bøvlet at få af og på mine sko, hvorfor jeg klart vil anbefale at man, om muligt, tester om overtrækket passer til de sko de skal bruges sammen med. Der er stor forskel på sko, nogle er slanke, andre med spænder og alt dette kan være med til at man skal gå en størrelse op ift. hvad man normalt ville benytte. Mit test-eksemplar i str. L (42-43), testet på en Shimano racersko i str. 42, skulle nok istedet have været en XL for en lidt mere løs pasform, hvilket havde gjort den væsenligt nemmere at få af og på – hvilket også er årsagen til at dette ikke har trukket væsentligt ned i dens samlede karakter.

Den hvide model er super smart og oser af race, men den er også enormt upraktisk, så vil man gerne slippe for at rengøre dem så ofte, kan man med fordel vælge den sorte model, her ses skidt og snavs ikke nær så tydeligt.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 349,-

Find forhandler af GripGrab RaceAqua eller køb online hos CykelPartner.dk eller Cykelgear.dk

Læs mere om GripGrab RaceAqua på GripGrab.com

Funktionalitet 8
Design 8
Pris 6
7.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Solo Retro Tech Langærmet Vinter Jersey
Dette er vores første møde med Solo cykeltøj, et mærke fra New Zealand der...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.