Test: HeatPerformance ALLROUND cykelhandsker med varme

Vintertid er lig med handsketid, når man kører på cykel og hvorfor ikke gøre det så bekvemmeligt som muligt og fuld gas på komforten. Heatperformance har været i julehumør og sendt deres Allround cykelhandsker med varme til test her på redaktionen. Men hvordan fungerer de og er det til al slags cykling? Det kan du læse mere om i vores test.

Hvad er der i kassen ?

Handskerne kommer i en fin kasse og indeholder et sæt handsker, 2 litium batterier, en oplader, en mulepose og en manual til både handsker og batterier.

Design og Pasform

Heatperformance er en online butik, og derfor har de et system på deres hjemmeside, der via håndens omkreds målt i cm anbefaler den rette størrelse handsker. Min ligger på 19 cm, og jeg tester derfor en størrelse medium. Målesystemet virkede efter hensigten, da målet passede overens med virkelighedens håndstørrelse.

Selve handsken er designet i nylon-lycra og neopren, hvilket ifølge Heatperformance giver en fleksibel, slidstærk og vandtæt handske. Undersiden af handsken har en silikone belægning, der sikrer et godt greb på styret. På tommel og pegefinger er der et ledende touchscreen-stof, så det er muligt at betjene din smartphone med handskerne på, hvilket er en fin detalje og næsten et must nu om dage.

Inderforet er af fleece og føles ganske rart. Handsken slutter af med et elastik rundt om håndleddet og går over i en manchet, der er lidt længere, så den kan dække over ærmet på din jakke. På undersiden af manchetten ligger batteriet i en lille lomme med lynlås, der er vandtæt, og på oversiden sidder varmeindstillingsknappen.

Batteri og praktisk brug

Selve varmelederne er placeret i alle handskens fingre og på bagsiden af handsken, hvilket mærkes tydeligt allerede 30 sekunder efter, du har tændt for dem. Varmelederne kobles på et litiumbatteri, der måler 5 cm i bredden, 7 cm i længden og 1 cm i tykkelsen og vejer 85 gram. Batteriet er et 7,4 V med 2600 mAh, der ifølge brugsvejledningen giver mellem 3 og 7 timers varme, afhængigt af hvilken varmetilstand du bruger, og hvor koldt og vådt det er udenfor. Ifølge brugsanvisningen leverer et fuldt opladet batteri på laveste indstilling 40–45 grader i 6–7 timer, på medium indstilling 50–55 grader i 4–5 timer og på højeste indstilling 60–65 grader i ca. 3 timer.

Det stemmer fint overens med mine oplevelser af, hvor længe de kan holde varme. De er selvfølgelig, som al anden batteri, påvirkelige af kulde, og på cyklen skal man også indregne en chill factor, der suger på batteriet. Heatperformance anbefaler derfor, at denne handske ikke er til ekstreme forhold, men den kan sagtens klare det danske vintervejr. Det er jeg enig i, de fungerede rigtig godt temperatur zonen mellem -3-12 grader. Typisk har jeg kørt i test perioden med medium varme i starten af turen og slog over på lav varme, når min egen temperatur var steget, og de kunne sagtens holde batteri på de længere 2-4 timers ture.

Sjældent har jeg brugt høj varme, men en enkelt gang gjorde jeg det, hvor de både fik regn og omkring 5 grader. Hanskerne er vandtætte og det var også min oplevelse at de klarede den almindelige regn, men her kunne jeg tydeligt mærke, at de arbejdede på højtryk, og det “sugede” batteriet hurtigt. Løber du tør for batteri, gør det dog ikke så meget, for selve handsken er i sig selv ret behagelig at have på med et godt greb om styret.

Jeg oplevede det som nemt at tænde og slukke for varmen via varmeindstillingsknappen, og lysindikatoren gør det lige så enkelt at se, hvilket varmeniveau du er på. Jeg var lidt spændt på, om batteriet ville være til gene, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. Selvfølgelig kan man mærke de 85 ekstra gram på håndleddet i starten, men man vænner sig hurtigt til det, og bagefter lod jeg ikke mærke til det.

Batterierne er genopladelige, og du kan oplade begge på én gang, hvilket er en klar fordel og godt tænkt. Det tager cirka fire timer at lade dem helt op, og derfor gør det heller ikke så meget at skulle oplade dem dagligt, hvis du kører med fuld varme.

Når det kommer til vask og vedligeholdelse af handskerne, er det vigtigt at passe godt på varmelederne og ledningen til batteri.  Der er en hætte fastgjort til ledningen i handsken, der sættes på ledningsstumpen inden vask, når ledningen til batteriet er frakoblet. Anbefalingen fra Heatperformance er at de vaskes i hånden i noget varmt vand, men ingen vaskemaskine eller tørretumbler.

Konklusion

Nogen vil måske mene, at det er unødig luksus at have handsker med el-varme til de kolde måneder på cyklen. Men er du en af de ryttere, der bare altid fryser dine hænder og fingre, så er Heatperformance AllRound Cykelhandsker et godt bud på en løsning. Handskerne leverer stabil og hurtig varme, de er komfortable at bruge, og batterisystemet fungerer pålideligt.

Selvom de ikke er udviklet til ekstreme forhold, klarer de uden problemer det danske vintervejr, og de gør de kolde cykelture væsentligt mere behagelige, både på pendler­turen i hverdagen og på de længere gravel- eller landevejsture i weekenden. Alt i alt er det et produkt, der giver varme, komfort og lidt luksus, af den slags, man hurtigt lærer at sætte pris på.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1195,-

Funktionalitet 9
Komfort og Pasform 8
Design 8
Pris 6
7.8
Mere fra Troels Balskilde Stoltenborg
Nyhed: QUAD LOCK MAG Water Bottle Mount
Quad Locks seneste smarte løsning, MAG Water Bottle Mount, kombinerer drikkedunk og...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.