Test: HJC Furion 3 cykelhjelm

Sidste efterår blev HJC’s nye Furion 3 præsenteret, en aerodynamisk og super let cykelhjelm der er en opdateret og optimeret udgave af Furion 2 som jeg har testet tilbage i 2021 og som jeg stadig bruger den dag i dag.

Den nye Furion 3 skulle være endnu mere aerodynamisk, hvadenten man er pro-rytter, eller bare en dødelig motionist der går efter marginalerne og vi er altså ret mange i den kategori! Udover en mere aerodynamisk design, så har Furion 3 også fået integreret teknologierne SELFIT PRO samt SLID som vi først så lanceret i IBEX 3 da jeg testede den i foråret.

Spørgsmålet er så bare om Furion 3 kan løfte arven fra den, efter min mening, ret fantastiske Furion 2.0?

Udvalgte specifikationer

  • SELFIT PRO
  • SLID
  • COOLPATH
  • Fås i 8 forskellige farver
  • Fås i 3 størrelser, S/M/L
  • Vægt: Opgivet til 230 gram, (Str. 51-56 cm) kontrolvejet til 235 gram.

Design og detaljer

Det første man bemærker er den lave vægt – én af de ting jeg virkelig elskede ved Furion 2. Hjelmen vejer sølle 235 gram i str. S (51-56 cm.) og den føles derfor super let. I praksis betyder det for mig at man næsten ikke mærker man har den på og man kan køre langt og længe uden at være generet af en tung hjelm.

Selve hjelmen fås i 8 forskellige farver, alt fra klassisk hvid og sort, til bl.a. Dark Gray som er den farve test-eksemplaret er leveret i. Generelt synes jeg farve-temaerne spiller 100%, der er både de moderne samt de klassiske farver at vælge imellem.

Hjelmens design er med fokus på aerodynamik, da det er en hjelm udviklet til også at tilfredstille de hurtigste ryttere i verden. Udover fokus på aerodynamik, er det naturligvis ventilation og ikke mindst sikkerhed og komfort som der er tænkt ekstra meget over.

Aerodynamikken er testet og finjusteret i vindtunnel, mens man via COOLPATH kanalerne i hjelmen har sikret en god ventilation. COOLPATH kanaler er lavet så der skabes afstand mellem hovedet og hjelmen, så luften kan strømme frit igennem hjelmen – simpelt, men effektiv!

SLID systemet er HJC’s bud på et alternativ til den ellers velkendte MIPS sikkerhedsløsning. SLID systemet fungerer, som MIPS, ved at reducere påvirkningen ved eventuelle rotationsskader via GEL puder monteret på en “inderskal” i hjelmen.

Indvendigt i hjelmen er der antibakterielle puder som kan tages ud og vaskes, helst i hånden for at optimere levetiden. Selve nakke-spændet kan justeres op/ned og det kan endda også justeres frem og tilbage i 5 trin, hvilket gør det muligt at justere hjelmen meget præcist til ens hovedform.

Furion 3 er, som IBEX 3, udstyret med seneste udgave af SELFIT systemet der her kaldes SELFIT PRO. Det betyder at hjelmens omkreds automatisk justeres når man tager hjelmen på og evt. mikrojustering kan så ske via drejehjulet bagtil. Det lyder for godt til at være sandt, men det virker – og for mig virker det rigtig godt! Tag hjelmen på og den sidder som den skal – også når du har en hjelmhue på, så justeres den blot så der er plads til denne.

Spændet omkring hagen er et helt almindelig klik-spænde, det kender man og ved fungere – ydermere er det lettere end et magnetspænde!

Der er plads til parkering af cykelbrillerne og de holdes fast via gummi, så de ikke så nemt ryger ud. Mine Oakley Sutro Lite passer fint her, mens et par Naked Optics Volt sidder mindre godt – de kan nemlig ikke skubbes helt så langt ind som de andre og sidder derfor lidt langt ud.

Pasform og komfort

Jeg har haft mulighed for at langtidsteste Furion 3 i ca. 6 mdr. og min vurdering af både pasform og komfort er derfor baseret på rigtig mange timers brug og ikke bare et par hurtige runder i kvarteret.

Først og fremmest er jeg, som ved Furion 2, helt vild med den lave vægt – det gør bare noget for komforten, særligt på de længere ture, når man praktisk talt ikke kan mærke man har hjelmen på.

Udover den lave vægt, så sidder hjelmen ganske enkelt fremragende på mig – SELFIT PRO systemet gør justeringen til en leg og der er rig mulighed for yderligere justering. Stropperne sidder også tæt, så man undgår stropper der flagrer og larmer i vinden – og potentielt betyder mistede watt!

Ventilationen i hjelmen har jeg heller intet at udsætte på og jeg har efterhånden kørt i al slags vejr og på både landevej og gravel med Furion 3. På de kølige dage gør det “semi-aero” design at man skærmes en smule for den kolde vind, mens man på de varme dage stadig har fornuftig ventilation forfra og nemt ved at komme af med varmen bagtil! Selvfølgelig er det “semi-aerodynamiske” design et kompromis ift. ventilationen, da den ikke kan være helt åben – men jeg oplever ikke dette som et issue som almindelig (super)motionist der både hygger og synes det er sjovt at køre stærkt!

Konklusion

Cykelhjelmen er ét af de steder man bare ikke bør spare, for den skal gerne “redde” dig ved et evt. styr og derudover så skal den være behagelig og sidde godt på hovedet. Naturligvis er en høj pris ikke nødvendigvis lig med høj sikkerhed, men med Furion 3 mener jeg der er en god balance mellem pris og kvalitet. Trods det faktum at det er en top-hjelm, så koster den stadig “kun” 1500,- og for de penge får man en hjelm der er: super let, aerodynamisk, har god ventilation og en virkelig god pasform med mulighed for tilpasning – alt sammen pakket ind i et, synes jeg, super fedt design!

Jeg havde svært ved at tro at Furion 2 kunne blive bedre, men her er skruet lidt på alle knapperne og resultatet får kæmpe thumbs up herfra!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1495,-

Funktionalitet 9
Komfort og pasform 10
Design 9
Pris 8
9
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Cyber Monday hos CykelPartner.dk
CykelPartner.dk er hoppet med på “Cyber Monday” fænomenet der, modsat Black Friday,...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.