Test: Isadore Gravel Jersey

Slovakiske Isadore er hoppet med på gravelbølgen og dene jersey er bare ét af produkterne fra deres Gravel-serie.

Jersey’en er udført i en kombination af merinould og polyester og har et lidt mere “råt” design end en klassisk landevejs jersey, derudover har den flere detaljer som gør den mere velegnet til netop gravelrytterne – mere om det senere.

Design og detaljer

Gravel jersey fås i flere farver og kønsspecifikke udgaver til både mænd og kvinder. Materialet er (hovedsagligt) en kombination af merino uld og polyester, så man får det bedste fra begge verdener. Merinoulden er lidt tykkere og giver dermed god beskyttelse, samtidig er temperaturreguleringen eminent. Polyesterblandingen er med til at sikre god ventilation og åndbarhed og så er materialet med til at give lidt mere bevægelighed, da det er mere strækbart end merinoulden. Polyesteren der er brugt er i øvrigt overvejende genbrugspolyester, så den er “god” ved miljøet!

Gravel Jersey er lavet specifikt til gravelrytteren som gerne tager på længere ture, altså er den lavet til at kunne bruges på dagsture, det er også derfor der er god beskyttelse i den, så den kan klare skiftende vejr.

Designet er lidt mere “råt” og casual end den klassiske landevejsjersey, noget der matcher gravelstilen helt perfekt.

Gravel Jersey har gennemgående lynlås foran, omkring brystet er en smart lille trykknap. Lukker man denne, kan jersey’en kan holdes sammen omkring brystet selvom lynlåsen er åbnet, en fed detalje hvis man skal køles ned!

Jersey’en har paneler delvist i merinould på de mest udsatte steder, arme, skuldre, øverst ved brystet, på maven og på ryggen. Midt på brystet og ned lands siderne er mesh paneler for bedre åndbarhed og ventilation.

Bagpå er der 2 store lommer, én i hver side – begge lukkes med lynlås. Det kan måske virke en kende upraktisk til en start, men ved nærmere eftertanke giver det virkelig god mening til gravel. Når man kører gravel er det ofte på ujævne grus og skovstier og med lukkede lommer undgår man at tingene falder ud, det er smart, men kræver lige lidt tilvænning i praksis. På den ene side er endnu en lille lomme med “sidelukning”, ligeledes med lynlås, denne finder jeg praktisk til opbevaring af energi og andet man lige hurtigt skal have fingrene i mens man sidder på cyklen. De to store lommer rummer fint energi, slange, telefon mv., mens en lang pumpe ikke rigtig kan være der – hvis lommen skal kunne lukkes helt. Det har Isadore dog løst ved at have en lille ekstra åben lomme som passer perfekt til en pumpe.

Omkring livet er den klassiske elastik, med silikoneprint på den indvendige side bagtil, så den holdes på plads omkring livet. Normalt ville jeg foretrækker en laserskåret afslutning og en bred kant, men til gravel passer denne løsning langt bedre designmæssigt.

Komfort og pasform

Gravel Jersey er testet i str. S og til mine 65 kg., fordelt på 175 cm. giver det en tæt pasform, uden flagrende materiale. Ærmerne har en god længde, de er lidt længere end normalt og det passer igen meget godt til det lidt “rå” look. Materialet føles blødt og lækkert mod kroppen, men kan stadig strækkes forholdsvis meget så det smyger sig omkring rytteren. Ved halsen er blødt materiale i kraven, ærmerne har en bred elastik og elastikken omkring livet holder jersey’en på plads – komforten er altså i højsæde!

Som nævnt indledningsvis, så er materialet tykkere end en “klassisk” jersey, men det betyder ikke at den ikke kan bruges på de varme dage. Materialet er kraftigt nok til at yde en rimelig beskyttelse mod vind og delvist kulde, men da det har et højt indhold af merinould får man også de gode temperaturregulerende egenskaber som jo kendetegner uld, det betyder at materialet både kan “køle” og “varme” alt efter hvad der er brug for, derudover har uld også selvrensende egenskaber, hvilket betyder at det ikke begynder at lugte dårligt i samme grad som meget andet sportstøj når man sveder.

Jeg har testet Gravel Jersey under forskellige forhold, bl.a. en 5 timers graveltur der bød på skiftevis sol og regn, så her kom den virkelig på prøve – hvilket den klarede til UG. Indrømmet, jeg havde kombineret den med Isadore Alternative Gilet, men netop det faktum gør faktisk at jeg er endnu mere imponeret over Gravel Jersey, for jeg følte på intet tidspunkt at overkroppen blev våd eller klam, heller ikke under vores kaffepause.

Konklusion

Cykeltøj til gravel, det lyder mest af alt som noget en marketingafdeling har fundet på for at få os til at købe endnu mere cykeltøj – men Isadore har bevist at det rent faktisk giver mening. Gravel Jersey har flere funktioner der gør den langt mere velegnet til gravelbrug end en klassisk jersey, fra trykknappen ved brystet, de lukkede lommer bagpå og det lidt kraftigere materiale der gør det virkelig godt på de lange ture i skiftende vejr – efter en god lang tur forstår man hvorfor en jersey godt må koste +1000.

1249,- for en jersey er en høj pris, ingen tvivl om det – men du får flere ret unikke funktioner, super høj kvalitet, lækkert design og en fremragende pasform – jeg er solgt!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1249,-

Funktionalitet 10
Design 9
Pasform 10
Pris 6
8.8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Force Race Pro cykelbriller
Hen over sommeren har vi testet 4 forskellige par cykelbriller, fra 180,- op til knap...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.