Test: Isadore Signature Thermal Tights

Isadore’s Signature-serie har vi efterhånden et godt indblik i – og her i efteråret og vinteren har vi haft lejlighed til at teste deres Signature Thermal Tights. Navnet siger det meste, for det er et par isolerende tights.

Materialer og design

Materialet er en kombination af to forskellige materialer, bl.a. med “Thermal Insulation Technology”, hvilket i praksis betyder at materialet er hydrofobisk. Hydrofobisk betyder at vand og skidt preller nemt af og dette fordi overfladen er behandlet med en DWR coating. Samtidig er materialet med 4-vejs stræk, UV beskyttelse og isolerende effekt så man ikke nedkøles. Indvendigt er materialet opkradset, for at optimere den isolerende effekt – og naturligvis at gøre dem lækre at have på. Isadore’s egne anbefalinger er at de kan anvendes i temperaturer fra -5 – +10 grader.

For at øge komfort og bevægelighed, er der indsat paneler i et mere ånd -og strækbart materiale bagved knæene, bagpå ryggen samt op af siderne. Materialet her er perforeret og yder ikke samme beskyttelse som resten, men det er heller ikke her man har brug for denne beskyttelse.

Modellen findes både med og uden indlæg/pude, vores testeksempler var med pude – hvilket betyder at indvendigt finder man en pude fra Italienske TMF. Den er udført med 4D teknologi, som giver optimal støtte og support. Airmesh teknologien betyder at den ikke er opbygget af skum som de fleste andre puder, men derimod et tredimensionelt garnmateriale som har de samme gode stødabsorberende egenskaber som skum, men materialet er mere åndbart og holder ikke på fugten, hvilket betyder at puden nemmere holdes tør – også på de lange ture. Puden har, efter min mening, en god størrelse og støtter hvor den skal – samtidig går den lidt længere op foran og giver dermed lidt ekstra beskytelse mod mændenes udstyr.

Tightsene er med seler i mesh og de går ret højt op i livet, for at give god beskyttelse. Selerne er meget fleksible og det gør at de nemt tilpasses rytteren alt efter længde på overkroppen. Ryggen er ligeledes i mesh så man nemt kan komme af med varmen.

På læggen samt siden er der logoer der fungerer som reflekterende elementer der øger synligheden. Omkring fødderne er en lidt sjov afslutning, for her var Isadore valgt at lave “gammeldags” stropper der går ned under fødderne. Det virker lidt spøjst og ikke særlig moderne, men det fungerer altså bare rigtig fint – man undgår at buksebenene ryger op og man sparer en lynlås der næsten altid er til gene, særligt hvis man har vinterstøvler eller skoovertræk på. En ting der dog ærgrer mig er at disse reflekterende logoer allerede ser slidte og krakelerede ud efter 3 mdr’s brug, særligt fordi det jo ikke er blandt de billigste tights på markedet.

Komfort

Jeg har testet Signature Thermal Tights i str. S og denne størrelse er passende til mine 65 kg. fordelt på 175 cm, de sidder tæt, men da materialet er enormt fleksibelt bliver de aldrig omklamrende eller svære at få af og på. Løsningen med stropper der går under foden og holder tightsene på plads fungerer rigtig fint og man får god beskyttelse uanset om blot har cykelsko på, eller trækker skoovertræk eller vinterstøvlerne på.

Kombinationen af materialer med et mere beskyttende lag foran hvor man er mest udsat og mere ånd og strækbart materiale bagpå knæene og langs siden giver en rigtig god komfort og bevægelighed, de føles lækre at have på og jeg har på intet tidspunkt følt mig begrænset af materialevalget. Naturligvis giver denne kombination lidt udfordringen hvis man kører længere tid i regnvejr – men nu er de heller ikke hverken 100% vind eller vandtætte.

Normalt vil jeg foretrække et par tights uden pude og så mine korte bibshorts inderst, simpelthen fordi jeg ofte oplever at de lange tights ikke sidder lige så tæt omkring skridtet, hvilket så betyder at puden “rutcher” lidt rundt. Den skal helst sidde helt tæt til skridtet og blive der, så man undgår irritation og evt. manglende støtte. Det fungerer bedre, for mig, i Signature Thermal Tights, men skulle jeg vælge havde jeg snuppet modellen uden pude/indlæg, da det virker bedst for mig. Med det sagt, så har jeg kørt rigtig mange kilometer med Signature Thermal Tights på gravelcyklen her i efteråret og vinteren og puden har givet en rigtig god støtte, både på de korte ture af et par timers varighed og de længere af på 4-5 timers varighed.

Isadore’s egne anbefalinger går på brug fra -5 til +10 grader og det betyder jo egentlig at de han bruges hele efteråret, det meste af vinteren og foråret. Selv har jeg brugt dem ned til -12 grader, dog i vindstille vejr og det er gået fint – det vil dog afhænge af hvor kuldeskær man er.

Signature Thermal Tights har god isolering og beskytter derfor godt mod kulde og blæst, en lille byge eller opsprøjt er heller intet problem, men vedvarende regn vil være en udfordring da materialet ikke er 100% vandtæt, men blot vandafvisende.

Konklusion

De sidste 3 måneder har jeg testet Signature Thermal Tights intensivt på grusstier, i skoven og på landevejen – hvor de har stået deres prøve under blandede vejrforhold, både på de milde dage og de dage med hård frost. Nu er underkroppen normalt ikke her jeg har størst problemer med at holde varmen, så det er ikke så overraskende for mig at de har holdt mig godt beskyttet. Jeg er dog ret overbevist om at den lækre kombination af beskyttende paneler og de mere fleksible mesh paneler vil tiltale rigtig mange, særligt hvis man alligevel ikke kommer afsted i regnvejr eller de dage med hård blæst – for så vil de yde den helt rette beskyttelse, men stadig være lette at bevæge sig i, mens man kan komme af med varmen!

Summeret op så giver Signature Thermal Tights fremragende beskyttelse i efterår, vinter og foråret – hvis vi lige sortere de allermest trælse dage (hvor mange af os alligevel bliver hjemme, eller hopper på hometraineren) fra. Ydermere er materialet lækkert og der er nogle fine detaljer med reflekser, de strækbare meshpaneler og en god pude (Hvis man vælger modellen med pude/indlæg) Stropperne under fødderne vil måske godt dele vandene og ærligt – så havde jeg nok ikke selv valgt dette, men efter nogle måneder må jeg erkende at det fungerer rigtig godt!

Én enkelt ting der dog ærgrer og undrer mig, er at de påtrykte logoer og reflekser allerede efter 3 mdr.’s brug begynder at se slidte ud og kraklerer så småt, trods de vaskes som anvist – det synes jeg er lidt ærgerligt da prisen er forholdsvis høj, så forventer man at de holder form og farver længere end et par billige bibtights.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1399,-

Funktionalitet 8
Komfort og pasform 9
Design 7
Pris 7
7.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: UltraLED MTB 6000 Cykellygte
Vi har i løbet af vinteren testet hele sortimentet af LED forlygter...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.