Test: JBL Endurance Zone trådløse hovedtelefoner

Der er efterhånden mange forskellige former for “open ear” hovedtelefoner på markedet, altså hovedtelefoner som ikke blokerer øregangen, men spiller ind i øret og lader dig holde opmærksomhed på hvad der sker omkring dig.

JBL kalder deres for OpenSound teknologi, men de fleste procducenter kalder det for “open ear”.

Endurance Zone er designet til aktivt brug og tåler vand/sved – spørgsmålet er så bare hvordan de fungerer til sport? Det har jeg testet de sidste uger!

Gå direkte til indhold:

Hvad er der i kassen?

I kassen finder man:

  • JBL Endurance Zone trådløse hovedtelefoner
  • Vejledning

Der er hverken USB-C kabel eller oplader med hertil – trods at etuiet ikke kan oplades trådløst. Jeg finder det ærlig talt en smule spøjs at man ikke har vedlagt et USB-C kabel, men omvendt så er dette den nye standard og man må derfor antage at de fleste har et sådan kabel liggende derhjemme.

Udvalgte specifikationer

  • IP68 certificeret
  • Open-ear design
  • JBL Secure Fit
  • Op til 32 timers batteritid (8 timer i høretelefoner, 24 timer (ekstra) i etuiet.
  • Equalizer via app

Designet

Endurance Zone fås i 5 farver: sort, hvid, blå, lilla og en sort med lime farvede detaljer. Ørekrogen er lavet af flydende silikone og med en lille “vægt” der holder dem på plads bagom øret, selve bøjlen (med wire indvendigt) kan bøjes og drejes som man ønsker det – den er meget fleksibel. Endurance Zone er udstyret med en 18 x 11 mm driver og den ligger sig i den ydre del af øret og spiller ind i øret. I praksis betyder det at øregangen ikke blokeres og det er derfor langt nemmere at holde styr på hvad der sker omkring en. Materialerne er lavet til at holde og de tåler derfor både sved og støv med sin IP68 certificering, samtidig gør den bløde silikoneoverflade at de er nemme at få fat i med svedige hænder, samtidig er der lidt “greb” i dem når de sidder på øret.

Der er 4 retningsbestemte mikrofoner, som bruges til optimering af ens stemme når man bruger det som headset, nogle af dem er lavet til at filtrere bl.a. vindstøj og anden baggrundsstøj fra på opkald.

Etuiet som Endurance Zone kommer i, giver op til 32 times batteritid (8 timer i selve hovedtelefonerne og yderligere 24 timer i etuiet. Etuiet er udført i hård plast og har magnetisk lukning. Det er forholdsvis stort, men kan dårligt være mindre med hovedtelefonernes form in mente.

Åbnes etuiet kan man se aktuel batteriniveau i de tre dioder foran og når det er tid til opladning skal man finde sit USB-C kabel frem, for som nævnt tidligere er der intet med i pakken og etuet understøtter ikke trådløs opladning…. Det understøtter derimod hurtigopladning så man ila. 10 minutter kan få op til 3 timers spilletid.

På siden af Endurance Zone er der touch-betjening, det kan dog heldigvis slås fra via app’en for den del synes jeg ærlig talt ikke fungerer ret godt ifm. sport, de reagerer ikke altid som man ønsker og touch-betjening med fugtige fingre, måske endda vådt headset og høj puls – er normalt bare en dårlig kombi. Ønsker man at bruge funktionen man kan via JBL app’en bestemme hvad der skal ske når man trykker herpå.

Via app’en er det også muligt at vælge mellem audio og video-mode, ligesom man kan bruge equalizeren til at tilpasse lyden til ens præferencer.

Er man typen der har brug for hjælp til at slappe af, eller bare falde til ro – er der faktisk også 5 forskellige lydspor med afslappende lyde man kan sætte igang, ex. vand, bål og bølger, eller bare én af tingene.

Pasformen og lyden

Endurance Zone vejer ca. 9 gram stykket, så de er ikke de letteste på markedet, men da de sidder omkring øret betyder vægten heller ikke det helt store. Bøjlen er blød og tilpasser sig nemt brugerens øre – mens selve “højttaleren” ligger sig i det ydre øre. Sidder man stille, så bliver de fint hvor man placerer dem, men bevæger man sig, så flytter “højttaleren” sig ret nemt i øret da bøjlen ikke holder dem stramt omkring øret – de kan derfor rutsje lidt rundt i øret. Det betyder egentlig ikke det store, men da open-ear teknologien forudsætter at lyden sendes ret præcist mod øregangen, for at få en optimal lydoplevelse, risikerer man at man ikke får den optimale lydkvalitet hvis de sidder lidt skævt i øret. Løber man, eller er aktiv og bevæger hovedet meget, kan man også opleve at de flytter sig på øret og generelt bare føles lidt for løse. Jeg har ikke oplevet at tabe dem, men jeg synes ikke de sidder særlig sikkert på ørerne når man er aktiv – og det er jo netop formålet med disse.

I testperioden har jeg benyttet Endurance Zone både derhjemme foran computeren, på hometraineren og ikke mindst til løb. Til brug derhjemme, samt op hometraineren er der ingen issues da man ikke bevæger sig synderligt – men til løb synes jeg ikke de fungerer optimalt. De bliver på ørerne, men jeg ville klart foretrække de sad bedre fast, både for at undgå bekymring om evt. at tabe dem og så lydbilledet altid var optimalt.

Lydmæssigt så spiller Endurance Zone faktisk rigtig fornuftigt og bedre end mange andre open-ear, især bassen har JBL virkelig godt styr på, noget der for andre open-ear hovedtelefoner kan være en udfordring. Det gælder dog kun når de sidder helt rigtigt, for ellers mister man hurtigt detaljer og/eller bassen. Jo højere man skruer op for musikken, jo sværere er det naturligvis at holde styr på hvad der sker omkring en, men ved moderat lydstyrke kan man nemt holde styr på biler eller cyklister der kommer bagfra og lign., noget der gør at jeg ville “turde” bruge musik i trafikken.

Konklusion

Endurance Zone er på mange måder et glimrende sæt hovedtelefoner. De er udviklet til aktivt brug og tåler derfor både sved og støv. Open-ear teknologien giver super god mening, da man således stadig har mulighed for at følge med i hvad der sker omkring en. Det synes jeg personligt er meget vigtigt, uanset om man bruger dem på cyklen, eller til løb – for det forbereder virkelig ens sikkerhed at man er bevidst om hvad der sker omkring en.

Desværre synes jeg ikke de sidder særlig godt omkring mine ører, de føles for løse og jeg har for ofte lyst til at justere på dem. Ved brug ifm. løb mærker jeg det særligt, da man fornemmer de bevæger sig når man løber – det er langt bedre når man enten sidder på hometraineren eller bare på kontoret foran computeren.

Med andre ord, så må jeg desværre sige at jeg synes der er mange andre bedre bud på et open-ear headset derude og det skyldes simpelthen primært pasformen som er for løs når man bevæger sig, lydmæssigt og funktionsmæssigt har jeg intet at udsætte på dem.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 999,-

Funktionalitet 8
Lydkvalitet 8
Pasform og komfort 4
Design 7
Pris 8
7
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Force Neo cykelhjelm
Hvis Neo hjelmen fra Force ser bekendt ud, så er det måske...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.