Test: Libratone Track+ hovedtelefoner

Fra danske Libratone har vi de seneste uger haft lejlighed til at teste deres bud på et trådløst sæt hovedtelefoner til træning og aktivt brug. Modellen hedder Track+ og er et sæt trådløse in-ear hovedtelefoner med mikrofon så de kan bruges som headset også, derudover er der noise cancelling i form af en 4-trins støjreduktion.

Hvad er der i kassen?

Libratone’s produkter kommer i en “Apple-like” emballage, hvilket betyder at unboxing oplevelsen er lidt udover det sædvanlige, der er virkelig kræset for emballagen og det giver et virkelig godt førstehåndsindtryk.

I kassen til Track+ finder man følgende:

  • Track+ hovedtelefoner
  • MicroUSB kabel til opladning
  • 3 ekstra sæt ear-buds
  • Ekstra silikone-overtræk med bøjle til hovedtelefonerne (Velegnet til træning)
  • Vejledning

Se vores unboxing af Libratone Track+ nedenfor.

Design og detaljer

Track+ er, som nævnt indledningsvis, af in-ear typen, derudover er der et neckband som forbinder de to høretelefoner, samtidig med at knapperne til kontrol er placeret på kablet. Det faktum at de er med neckband gør bl.a. at man kan tage dem af og lade hovedtelefonerne hænge om halsen. Vægten er kun 28 gram og det meste af vægten er placeret i neckbandet der hviler på nakken, så man fornemmer næsten ikke man har hovedtelefonerne på.

Designet er ret lækkert og det oser af kvalitet, både selve materialerne og kablet der iøvrigt ikke er muligt at få til at filtre sammen. Ledningen er blød og lækker, men både “remote” og høretelefoner er i lækre materialer. På den ene side af ledningen på Track+ er “remoten” placeret, her kan man styre musikken og man finder microUSB stik der bruges til opladning af headsettet. På modsatte side finder man on/off knappen der i tændt tilstand også lader en skifte mellem de 4 forskellige trin ift. støjreduktion.

Med i pakken kommer ialt 4 sæt ear-tips i forskellig størrelse, og det er vigtigt at man finder og vælger lige netop den størrelse der passer til ens ører, for at få den bedst mulige lydisolering og glæde af den 4-trins støjreduktion.

Batteritiden er opgivet til 8 timer og det passer fint med min oplevelse i testperioden, opladning sker via microUSB og tager kun én time. Track+ har også en energibesparende “sleep mode” som sender hovedtelefonerne i dvale når de ikke er i brug og automatisk “vækker” dem igen når de skal bruges, dette er med til at optimere batteritiden hvis man skulle glemme at slukke dem.

Track+ er IPX4 certificeret, så det tåler både vand og sved, hvilket gør det oplagt til træningsbrug, hvadenten det er løb, styrketræning, spinning eller noget helt fjerde.

Ønsker man at bruge Track+ til telefoni er dette også en mulighed, for der er indbygget mikron, eller rettere sagt 2 stk. for støjreduktion.

Via den gratis Libratone app er det muligt at lave forskellige indstillinger for Track+ og ikke mindst styre støjreduktionen, der er som nævnt tidligere 4 indstillinger der af Libratone beskrives således:

  • Niveau 1: Gennemgang – Du kan tale med folk uden at tage øretelefonerne af – 80% baggrundsstøj
  • Niveau 2: Passiv ANC – Du kan nyde musikken men stadig høre dine omgivelser – 60% Baggrundsstøj
  • Niveau 3: 50% ANC – Du kan nyde musikken uden at miste opmærksomheden i støjende områder – 30% baggrundsstøj
  • Niveau 4: 100% ANC – Fordyb dig i musikken uden forstyrrelser udefra -<10% baggrundsstøj

Alt efter hvor og hvordan man bruger Track+ er der mulighed for at vælge et passende “trin” for støjreduktion. Er man ude i trafikken vil man typisk gerne have mulighed for at følge med i hvad der sker omkring en, mens man måske gerne vil have så meget støjreduktion som muligt når man sidder og pruster på spinningscyklen.

Lydkvalitet og komfort

De seneste uger er Track+ blevet brugt på hometraineren hvor det er blevet udsat for sved og vand og så har jeg også brugt det som et helt almindelig sæt hovedtelefoner når der skulle kobles af og lyttes til musik, radio eller podcast. Track+ er et virkelig behageligt headset at bære og selvom det er af in-ear typen, så sidder høretelefonerne godt nok fast til at man kan være aktiv, uden at skulle bekymre sig om at de falder ud konstant. Skulle det alligevel ske, “reddes” de af neckbandet.

Knapperne på kablet gør det nemt at styre musik, samt niveau og støjreduktion og da knapperne er fysiske og ikke touch-baserede, er de også nemme at betjene selvom man har våde eller blot fugtige fingre.

Neckbandet er med til at holde høretelefonerne godt på plads og modvirker at der er unødvendig meget vægt der “hænger” i øret, ret smart faktisk!

Lydkvaliteten er fremragende, de spiller imponerende godt og der er både fin diskant og en god dyb bass, uden den er altoverskyggende. De kan også spille ganske højt, men igen uden at det går på kompromis med lydkvaliteten for der er styr på lyden uanset volumen. Med de rette ear-tips kan man også nyde godt af den 4-trins støjreduktion vi efterhånden har omtalt et par gange, og trykker man på knappen for at skifte mellem tilstandene fornemmer man virkelig hvor stor en effekt det har. Det er muligt at indstille så man kan hører hvad der foregår omkring en, eller man kan lukke alt andet ude – sidstnævnte har jeg brugt når jeg har slået græs, hvor Track+ næsten har været i stand til at lukke al støjen uden fra plæneklipperen!

Konklusion

Med en pris på omkring 1500,- er Track+ placeret i den høje ende af skalaen ift. lignende produkter vi har testet den seneste tid, men man får også et produkt som skiller sig ud på to faktorer. Først og fremmest er det et 100% gennemført produkt hvor der ikke er gået på kompromis med kvalitet af materialer og finish, det fremstår virkelig top-lækkert! Derudover så er det udstyret med støjreduktion der er yderst effektiv og så tåler det både sved og vand.

Betaler man gerne lidt ekstra for design og kvalitet og sætter man pris på 100% gennemførte produkter der er noget mere “lækre” end mængden, så vil Libratone Track+ absolut være værd at se nærmere på. Én af fordelene ved Track+ er også at det ikke udstråler “træning” i samme grad som nogle af de andre hovedtelefoner vi har testet den seneste tid, hvilket betyder det sagtens kan bruges til både fritid og arbejde også – det er elegant og velegnet til enhver situation.

Så samlet set en lidt høj pris, men sætter man pris på design og kvalitet – så får man et velspillende komfortabelt sæt hovedtelefoner der kan bruges til både træning og almindelig hverdagsbrug!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris. 1499,-

Funktionalitet 10
Lyd 9
Design 8
Pris 7
8.5
Mere fra Noel Juul Christensen
Guide: Sådan skifter man pulleyhjul
Pulleyhjulene i bagskifteren slides som meget andet på cyklen og skal derfor...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.