Test: MagicShine AIRRO elektrisk minipumpe

MagicShine er én af de producenter vi har samarbejdet med i rigtig mange år og deres sortiment udvides hele tiden med nye og spændende produkter. Som de fleste andre har MagicShine også fanget trenden med de små elektriske minipumper og AIRRO er deres første bud på en sådan.

På papiret ligner AIRRO de fleste andre elektriske minipumper; den vejer ikke for meget, kan pumpe både auto og racerventiler, har et fint display og et fornuftigt batteri.

Lad os finde ud af om AIRRO skiller sig ud fra mængden.

Gå direkte til indhold:

Hvad er der i kassen?

I kassen finder man følgende:

  • MagicShine Airro elektrisk minipumpe
  • Adaptere til auto og racerventil samt til pumpning af bolde
  • Forlænger/flex-slange
  • USB-C kabel til opladning
  • Silikone-etui til beskyttelse
  • Vandtæt pose/etui til opbevaring

Udvalgte funktioner

  • Fungerer med både presta (racer) og schrader (Auto) ventiler
  • Display med visning af dæktryk i bar eller PSI
  • USB-C opladning
  • 500 mAh batteri – oplades på ca. 45 minutter
  • Maksimal tryk: 120 PSI / 8 bar
  • Kan pumpe 3-4 dæk til 5,5 bar (oplyst af producent)
  • Vejer 145 gram (oplyst af producent) – kontrolvejet til 149 gram uden og 169 gram med silikoneetui.

Design og funktioner

AIRRO er udført delvist i aluminium, så den er både let og holdbar. Midten er transparent, så der er kig ind til den børsteløse motor. I bunden af AIRRO er USB-C stikket der bruges ifm. opladning af batteriet, batteriet er i øvrigt på 500 mAh og oplades på ca. 45 minutter.

På den ene side er displayet placeret, displayet er belyst og nemt at aflæse. Via knapperne under displayet kan man først og fremmest tænde for AIRRO, ligesom man kan ændre mellem dæktryk i PSI og bar – blot ved at holde + og – nede på én gang. Ellers bruges + og – knapperne til at indstille det ønskede dæktryk, pumpen stopper så automatisk når dæktrykket er opnået. Således slipper man for at gætte sig til om dækket nu er blevet pumpet tilstrækkeligt, hvilket er virkelig lækkert i praksis. Under pumpning kan man også se aktuelt dæktryk på displayet, så man kan følge med undervejs.

Selve pumpehovedet skifter man, alt efter om man skal pumpe auto eller racerventiler. Nogle vil måske foretrække et pumpehovede der kan tage begge ventiler, men for mig fungerer denne løsning rigtig fint – for når jeg er på farten vil jeg kun have brug for at pumpe én ventiltype. Bruger man pumpen derhjemme, så kan man nemt skifte mellem de to pumpehoveder.

AIRRO kan bruges både med og uden silikoneetuiet, men det er absolut værd at benytte – da det ikke blot beskytter mod ridser og skrammer, det beskytter også brugerens fingre mod den varme der udvikles når AIRRO benyttes flere gange i træk. Jeg har testet AIRRO ved konstant brug indtil batteriet var tømt og den bliver da kun håndlun, eller “småvarm” som nogle af de andre elektriske minipumper jeg har testet – så MagicShine lader til at have godt styr på varmeafledningen.

AIRRO måler 30.8 x 47.2 x 76.6 mm og vejer 149 gram (kontrolvejet – uden silikoneetuiet) Det placerer den midt i feltet når vi snakker vægt og dimensioner. Til sammenligning vejer måler AirMach Pro fra Muc-Off 64.5 x 63 x 28mm og vejer 143 gram inkl. silikoneetui.

Sådan virker MagicShine Airro

  • Hold on/off knappen nede indtil der er lys i displayet.
  • Vælg mellem visning i PSI eller bar ved at trykke + og – ned samtidig.
  • Indstil ønskede dæktryk.
  • Åben ventilen (hvis Presta), sæt pumpen på og tryk på “on” for at starte pumpen.
  • Pumpen stopper automatisk når ønsket dæktryk er opnået.

Som alle andre elektriske minipumper jeg har testet indtil nu, så støjer AIRRO også en del under brug – og som tidligere nævnt udvikles der noget varme under brug – det er dog meget begrænset ift. andre elektriske minipumper.

I forbindelse med min praktiske test, er det lykkedes mig at pumpe et 45mm (700x45cc) graveldæk fra 0 -> 2 bar hele 8 gange på én opladning, det er det absolut bedste resultat jeg har opnået indtil nu. Det imponerende er at AIRRO, på papiret, ikke har et specielt stort/kraftigt batteri, det er på 500 mAh og dermed mindre kapacitet end andre elektriske minipumper jeg har testet indtil nu.

Det maksimale dæktryk som AIRRO kan pumpe er 120 psi / 8 bar og det er alt rigeligt til de fleste, jeg kender i hvert fald ikke mange der kører højt dæktryk længere og personligt ville jeg kunne klare mig med omkring 4 bar på landevejen.

Konklusion

Markedet for elektriske minipumper er eksploderet den sidste tid og det kan være lidt svært at navigerer i – særligt fordi mange på papiret ligner hinanden.

MagicShine har med AIRRO dog lavet en elektrisk minipumpe der skiller sig ud og det skyldes at de har ramt et rigtig fornuftigt prispunkt og har et let-læseligt display. Samtidig er den forholdsvis kompakt og så er den yderst effektiv – som nævnt er det lykkedes mig et pumpe et 45mm graveldæk fra 0 -> 2 bar hele 8 gange på én opladning! Slutteligt finder jeg det ret imponerende at AIRRO ikke bliver varmere under brug – særligt fordi den er så effektiv som den er.

Skulle jeg ud at købe en elektrisk minipumpe i dag, så ville AIRRO være mit førstevalg, hvis det altså skal være det fornuftige valg med mest værdi for pengene. Søger man den mindste og letteste elektriske minipumpe, så vil eksempelvis Cyclus AS2 Ultra være mere oplagt – prisen er så også bare en helt anden.

Pris og tilgængelighed

Set til 549,-

Funktionalitet 10
Features 8
Størrelse og vægt 8
Design 8
Pris 9
8.6
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: AGU Essential Hi-Vis Bibtights
Hollandske AGU har vi efterhånden et godt kendskab til, mens både Essential-serien...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommenter

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.