Baglygter med indbygget radar funktion er ikke længere en ny ting. Garmin startede med deres Varia-serie og mange producenter er nu fulgt efter. Udfordringen er at Garmin har sat barren og dermed folks forventninger ret højt – så mon SeeMee R300 til næsten halv pris ift. Garmin’s Varia RTL516 kan konkurrere med denne?
Gå direkte til indhold
Hvad er der i kassen?

I kassen finder man følgende:
- MagicShine SeeMee R300 baglygte
- Mount til rund sadelpind
- Mount til aero sadelpind
- USB-C kabel
- Manual/vejledning

Se vores unboxing video nedenfor, hvor vi gennemgår indholdet i kassen.
Udvalgte specifikationer
- Understøtter ANT+ og Blueooth
- Batteritid fra: 8-100 timer
- Kan detektere køretøjer der kører 5-100 km/t
- Kan detektere op til 8 køretøjer
- Radaren rækker op til 140 meter, 45 grader vertikalt, 35 grader horisontalt
- Synlighed op til 2000 meter
- IPX 6
- Vejer 109 gram (Oplyst, kontrolvejet til 113 gram)

Design og funktionalitet
SeeMee R300 er udført i ret lækre materialer og virker super solid. Den er udført i en kombination af aluminium og plast – det gør den også lidt tungere end eksempelvis Garmin’s alternativ.

Formen er aflang, med selve lygten øverst – radar nedenunder med sidelysene samt knapperne på toppen. Her kan man tænde/slukke for enheden, tænde/slukke for radaren og ikke mindst vælge lystilstand.


På siden af lygten er USB-C stikket til opladning gemt, mens der bagpå er integreret beslag til montering på cyklen. Princippet er lidt det samme som Garmin’s Quarter-turn mounts, men dette er mindre og de to er ikke kompatible med hinanden.


Lygten er naturligvis vandtæt (IPX 6), så den roligt kan bruges i al slags vejr.
Forbindelsen til cykelcomputeren er enten ANT+ eller Bluetooth og radaren kan, ifølge MagicShine, detektere op til 8 køretøjer af gangen, op til 140 meter væk – i en vinkel af 45 grader vertikalt og 35 grader horisontalt.
Lygten kan parres som “lygte netværk”, så den tænder og slukker automatisk med din cykelcomputer og på kompatible cykelcomputere kan man også tænde/slukke for lygten – direkte fra cykelcomputeren.
Selve LED lygten er ganske kraftig kan har en synlighed på op til 2000 meter. Den har en del forskellige lystilstande med både fast lys, blink og pulserende lys.
Batteriet giver op til 100 timers driftstid og den har en smart dvale-funktion, så lygten automatisk slukker ved 5 minutters inaktivitet, rykker man på cyklen, tænder den automatisk igen.
Har man ikke en kompatibel cykelcomputer, så kan SeeMee R300 også bruges sammen med en smartphone ved at installere app’en, her kan der også foretages forskellige tilpasninger af lygten.
Montering, parring og opsætning
Med i pakken får man hvad der skal bruges til at montere SeeMee R300 på sadelpinden, der er én holder og forskellige indlæg til denne, alt efter formen på sadelpinden. Derudover er der forskellige o-ringe, alt efter sadelpindens omkreds. Man finder hurtigt den rette kombination og så har man en holder der sidder fint fast, men dog stadig risikere at kunne rykke sig lidt fra side til side. Her er det klart en fordel med det større udvalg af holdere til eksempelvis Garmin’s Varia-serie. Løsningen her fungerer dog og det er nemt at flytte den fra én og til en anden cykel, da det hele sker uden brug af værktøj.



Det er meget nemt at komme i gang med SeeMee R300, batteriet lades op, enheden tændes og der søges efter nye “sensorer” på cykelcomputeren. Jeg har testet SeeMee R300 med både Garmin EDGE 850, Wahoo Element ROAM 3 og Magene C606 Pro.
Daglig brug
Tilbage til det der egentlig betyder noget, nemlig hvordan SeeMee R300 klarer sig ude i trafikken! Funktionen som baglygte har jeg intet at udsætte på, den lyser klart og tydeligt og de mange forskellige lystilstande gør at man er virkelig synlig i trafikken. Udover LED’en bagtil, er der også lys så man ses fra begge sider – endnu et plus til synligheden! Batteritiden kan jeg heller intet udsætte på, med op til 100 timers batteritid alt efter tilstand, og man kan på toppen af lygten se indikation når batteristanden kommer under 40%, da lyser knappen rødt.

Selve monteringen af lygten er rimelig ligetil, men jeg savner hurtigt de mange 3. parts beslag som fås til Garmin’s Varia radarlygter, udvalget af 3. parts holdere, eksemplevis til “fast” montering på sadelpinden, er noget begrænset. Den medfølgende holder sidder blot fast med en o-ring og jeg oplevede på både landevejs og gravelture at den rykkede sig lidt så den sad skævt – det betyder at den potentielt ikke får opfanget bagfrakommende trafik og så er den ikke så meget værd længere…
Radar-funktionen, som jo må være SeeMee R300’s vigtigste feature, er jeg dog lidt mere forbeholden overfor. Som nævnt er den testet på både gravel og landevej, ikke fordi den er “nødvendig” til gravel, men ofte skal man alligevel køre nogle transportstykker på landevejen og derfor kører jeg altid med radar, uanset om det er gravel eller landevej. Udover radar funktionaliteten, er det også rart at vide man er synlig – uanset om det er høj sol, eller skumringstid.
Jeg synes radarens præcision og præstation har været noget svingende, da jeg har kørt ture hvor jeg har oplevet bagfrakommende trafik der ikke registreres, den kun tæller én ud af flere køretøjer eller bare kommer med advarsler trods der er helt frit bagude. Andre ture har været med ganske få “ghost” advarsler og resten af køretøjerne er registreret. Jeg har primkørt kørt sammen med min kammerat der har en Garmin Varia RTL515 hvorfor jeg har kunne sammenligne ret præcist hvor hurtigt den reagerer og hvor mange køretøjer den misser.
Det største problem er at jeg synes der er for mange “falsk positive”, altså melding om bagfrakommende trafik selvom der er helt frit. Ofte ser det når man kører steder med en indkørsel, parkeede biler eller lign., men det kan også ske langt ude på landet hvor der absolut ikke er nogle køretøjer i nærheden. Udfordringen er at når dette sker et par gange, så begynder man at være ligeglad og så riskerer man at man faktisk ikke reagerer på den trafik der så i virkeligheden kommer. Det er, efter min mening, ikke et altoverskyggende problem – men jeg synes antallet af falsk positive er for høj ift. hvad jeg oplever fra eksempelvis Garmin Varia.
Udover falsk positive, så har jeg også oplevet enkelte gange at den simpelthen ikke får registreret bagfrakommende trafik, korrekt antal af køretøjer eller først meddeler i det øjeblik køretøjet passerer – og så er det altså lidt for sent.
Samlet set, så synes jeg radarfunktionen er for upræcis og upålidelig. Man vil formentlig købe SeeMee R300 netop for at højne sikkerheden og hvis man oplever at advarslerne er falske, eller udebliver fra tid til anden, så er pengene måske bedre brugt på en anden enhed. Kan man leve med en vis usikkerhed og manglende præcision, jamen så kan den måske bruges til at højne sikkerheden en smule og gøre en opmærksom på (de fleste) køretøjer der kommer bagfra.

Konklusion
Jeg har testet SeeMee R300 i over et halvt år on/off, samt side om side med lign. produkter, simpelthen for at være 100% sikker i min konklusion – da jeg som nævnt har oplevet flere “afvigelser” end jeg normalt ville forvente og acceptere, særligt fordi jeg har testet en del andre radaren som ikke har samme udfordringer.
Baglygten er rigtig fin, synligheden er god og man kan ses fra lang afstand – også fra siden! Derudover er det fedt at der er flere forskellige lystilstand – og at batteritiden er ret fornuftigt.
Radarens præcision har været mildest talt været svingende i testperioden og det dur simpelthen ikke, man skal kunne stole på at alle køretøjer fanges. At der i ny og næ er en falsk positiv der (måske) kan forklares kan jeg godt acceptere, men her har jeg oplevet at antallet har været så højt at man begynder at tvivle på advarslerne – og det er også et skråplan.
Samlet set har jeg svært ved at abefale SeeMee R300, måske mest af alt fordi der er alternativer der er langt mere pålidelige og ikke nødvendigvis så meget dyrere.
